Iris fylder 105: Jeg vil ikke være en olding
AF: HELLE NORDSTRÖM
Publiceret
Iris Jensen har fortsat sit bryllupsbillede stående fremme. Hun nåede ikke at få guldbryllup med sin mand Arnold. Han var ikke gjort af så godt stof som Iris og døde inden de kunne runde det hjørne. Foto: Helle Nordström
Iris Jensen, der fredag den 4. maj fylder 105, kan se tilbage på et godt liv, og efter alt at dømme også se frem til adskillige gode år endnu. Hendes råd til at få et godt liv lyder kort og godt: Opfør dig ordentligt.
Langeskov: Veninder til kortspil mandag, indkøb torsdag, fødselsdag fredag. Iris Jensens kalender ligner sådan set mange andres kalendere - det usædvanlige er bare, at Iris Jensens fødselsdag på fredag kræver 105 lys i lagkagen.
Fødselaren er en slank lille kvinde, der snildt kunne lyve sig 20-25 år yngre, og nok skal hun bruge rollator, og nok er syn og hørelse ikke, hvad det var engang, men pæren, den er der stadig fuldt blus på.
- Jeg får en hel del hjælp, forsikrer hun.
- Der kommer hjemmehjælp hver dag, og så får jeg varm mad udefra.
Indtil december lavede hun selv sin mad, men så blev hun syg, og siden har hun fået den leveret.
- Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg aldrig ville have mad udefra, men nu er jeg nødt til det. Jeg smører godt nok stadig min aftensmad selv, for jeg var ikke rigtig tilfreds med det, de kom med, fortæller hun.
Og hun køber selv ind. En gang om ugen kommer enten en veninde eller en datter og kører for hende.
- Jeg lave os lige en tår kaffe. Iris Jensen er sine 105 år til trods stadig en kvinde, der klarer det meste selv. Foto: Helle Nordström
Ud af skolen inden konfirmationen
Iris Jensens liv startede i beskedne kår. Hendes mor var husassistent og kom i 1913 for skade at få Iris uden at være gift. Det hed dengang et uægte barn. Da Iris var tre år mødte moderen imidlertid en mand, der var blevet enkemand og havde en søn på alder med Iris. De blev gift og, så flyttede Iris og hendes mor fra Allesø til Svendstrup ved Særslev.
- Han var en god far, der behandlede mig, som var jeg hans eget barn, mindes hun.
Men det var skrappe tider dengang. Iris nåede at få 10 søskende, hvoraf flere døde allerede som små, men der var små søskende nok til, at Iris blev taget ud af skolen et halvt år før sin konfirmation for at passe dem, og derefter skulle hun have en plads "i huset", lige som de fleste andre unge piger skulle dengang. Det var sådan en slags læreplads for kommende husmødre, hvor hun skulle hjælpe til med alting både inde i husholdningen og ude på markerne.
Det var manden, der bestemte
Iris Jensen fik aldrig en uddannelse, men hun har arbejdet hele sit liv, og som hun selv siger: Vi flyttede meget rundt, min mand og jeg - efter hans arbejde - men jeg har aldrig manglet et job, og jeg er aldrig blevet fyret.
Blandt meget andet har Iris Jensen gjort rent, både hos private og på bl.a. Ringe Sygehus, hun har arbejdet på fjerkræslagteri, på bindegarnsfabrik og på konservesfabrik. Desuden var hun så dygtig til at sy, at hun både syede familiens eget tøj og desuden tjente penge på at sy for andre.
- Jeg syede blandt andet jakkesæt mine drenge, og min bedstefar, der var skrædder, sagde at de var flotte, mindes hun stolt.
Iris Jensens liv var i høj grad styret af hendes mand Arnold, og flere gange i løbet af samtalen falder ordene "jeg fik lov til". Parret var for eksempel aldrig på ferie, men i en sen alder, da hendes svigerinde blev alene, fik Iris lov til at tage på ferie til Østrig sammen med hende.
- Sådan var det jo dengang: Det var manden, der bestemte, fastslår hun som en helt naturlig ting.
Det var også på grund af mandens arbejde, at de igen og igen flyttede i en grad, så hun aldrig rigtigt nåede at slå rod noget sted, indtil parret, da Iris var i 60-erne, flyttede til Langeskov. Da blev hendes mand syg og døde, og Iris slog sig til ro i et lille hus tæt på byen. Da hun var blevet 80 orkede hun ikke en stor have mere og flyttede i lejlighed med lille have, og for ni år siden flyttede hun til den lille lejlighed med altan i Smedekrogen, hvor hun fortsat bor.
Vil ikke være en olding
- Jeg har aldrig oplevet noget stort og jeg har aldrig været rig, men jeg har haft et godt liv. Jeg kan da slet ikke tillade mig at sige andet, når jeg har levet så længe og ingen alvorlige sygdomme haft, siger hun.
- Men jeg har aldrig gjort noget særligt for at leve så længe. Bortset fra at jeg aldrig har røget eller drukket. Det må være generne fra min rigtige far, for alle mine søskende er døde - jeg var den første og jeg bliver den sidste.
Beder man hende om et godt råd til at få et langt og godt liv, som hun har haft det lyder svaret kort og godt: Man skal opføre sig ordentligt.
Der er ikke meget tilbage i livet, Iris Jensen ønsker sig, så ønskesedlen til på fredag er kort: Blomster. Det køber hun selv en gang om måneden, og dem kan man ikke få for mange af.
Da journalisten ved afskeden ønsker Iris Jensen et langt og lykkeligt liv, griner hun og svarer:
- Tak, det har jeg allerede. Det eneste, jeg nu kan ønske mig er, at jeg slipper godt herfra. Jeg håber ikke, at jeg bliver en olding. Jeg vil herfra medens jeg endnu er frisk.
