mandag den 8. januar 2018

Anna Marie Brems, Aarhus 1910 - 2017

Den fraskilte kvinde i Aarhus født 27 nov 1910 var ikke hende der var et foto af i http://oldinge.blogspot.dk/2017/11/uidentificeret-aarhus-1910.html . Det var i stedet Elna Stjans Sørensen, Skæring, på det foto. Her nekrolog om den fraskilte:

https://stiften.dk/doedsfald/Doedsfald-Anna-Marie-Brems/artikel/479696

Dødsfald: Anna Marie Brems



Anna Marie Brems

En af Aarhus' ældste borgere, tidligere tjener Anna Marie Brems, er død, 106 år.
Anna Marie Brems voksede op på en større gård ved Erritsø. Her var hun den ældste af seks søskende, og som de to mindre søstre fik hun først lov at lære husholdningsfaget et års tid derhjemme, før hun kom ud at tjene.
Som helt ung rejste hun til Aarhus, hvor hun blev tjener. Her skrev hun til kommunen og spurgte, om hun kunne leje en lejlighed. Svaret var, at man ikke brød sig om at få folk ind udefra. Så i første omgang måtte Anna Marie Brems tage til takke med et lille, privat loftsværelse. Senere fik hun dog lejlighed på Silkeborgvej, og da der lige efter Anden Verdenskrig blev bygget nye udlejningsejendomme på Vestre Ringgade, flyttede hun ind her på tredje sal.
I nogle år var hun gift, men derefter alene, indtil hun traf tjenerkollegaen Richard. De to fik næsten 30 års samliv, før han døde i 1987.
Anna Marie Brems arbejdede på flere af byens anerkendte hoteller og restaurationer. Blandt andet var hun en periode på Varna og i nogle år på Aarhus-Kalundborg Overfarten. Hun kunne godt lide forandringer, men hun var dygtig og velanset, så der var altid tilbud om nye serveringsopgaver, også lang tid efter, at hun var fyldt 70 år.
Anna Marie Brems klarede sig uden hjælp i lejligheden til for et par år siden. Indkøb ordnede hun også selv. Hun tog trapperne og sprang let på bussen til Åbyhøj, for Kvickly var hendes foretrukne handelssted.
For et år siden flyttede hun en kort periode i ældrebolig, indtil hun i januar fik en plejehjemsplads på Sifgården i Åbyhøj. Hun var stadig åndsfrisk og underholdt gerne de ansatte med sine gode historier.
Da hun i en periode havde beklaget sig over, at der aldrig var stegt flæsk på menuen, tog personalet for et halvt år siden hende og et par andre beboere med på Rådhuscafeen, og den gamle tjener var tilfreds med traktementet.
Anna Marie Brems efterlader sig nevøer og niecer.
IL

søndag den 31. december 2017

Bogudgivelse: Jenny og de andre 100+

https://sn.dk/galleri/697047

http://rudersdal.lokalavisen.dk/moed-jenny-paa-107-aar-man-skal-bare-vaere-glad-og-tilfreds-/20171205/artikler/712059599/1036




Jenny Nielsine Nielsen bliver 108 år i slutningen af december. Men trods den høje alder, er hun særdeles frisk og har et spændende liv at berette om. Hun medvirker i den nye bog ’Jenny og de andre 100+’, som den lokale forfatter Jørn Jørs Pedersen står bag.
Jenny Nielsine Nielsen bliver 108 år i slutningen af december. Men trods den høje alder, er hun særdeles frisk og har et spændende liv at berette om. Hun medvirker i den nye bog ’Jenny og de andre 100+’, som den lokale forfatter Jørn Jørs Pedersen står bag.
Foto: Jørn Jørs Pedersen

Mød Jenny på 107 år: "Man skal bare være glad og tilfreds"

Jenny Nielsine Nielsen fra Birkerød bliver snart 108 år. Hun er en del af den stadigt voksende befolkningsgruppe, som bliver over 100 år. Det har den lokale fotograf og forfatter Jørn Jørs Pedersen valgt at sætte fokus på med en ny portrætbog

Jenny og de andre 100+
  • Er udkommet
  • Forlag: Gyldendal
  • Sider: 178
  • Indeholder 17 portrætter af borgere over 100 år
  • Indeholder også historien om Rigmor Elisabeth Ulrich Brydesen fra Nærum, som døde inden bogens udgivelse
  • Forord af Lise Nørgaard, som fyldte 100 år i juni 2017
  • Kan købes hos diverse boghandlere
Om forfatteren:
  • Jørn Jørs Pedersen
  • Bor i Skodsborg
  • Født 1957
  • Uddannet fotograf og har arbejdet i mange år som reklamefotograf
  • Har tidligere skrevet bogen 'Nyord', der er en fortælling i fotografier og små anekdoter om øen Nyord.
“Man skal tage alt med måde, og så bare være glad og tilfreds. Det nytter ikke noget at gå og brokke sig,” fortæller Jenny Nielsine Nielsen.
Hun får efterhånden spørgsmålet ofte. Nemlig, 'hvad har du gjort for at nå den alder?', og det umiddelbare svar fra den livserfarne kvinde er ovenstående. Vær glad og tilfreds.
Vi befinder os på Lions Park i Birkerød, hvor Jenny har boet de sidste 34 år i en seniorbolig. Hun klarer i høj grad sig selv. Hun laver sin egen mad de fleste dage og får kun lidt hjælp til rengøringen. Hun får minimum en halv times motion hver dag, når hun går tur på de lange gange på Lions Park, og ikke mindst opsøger hun det sociale fællesskab og dyrker sine kreative evner ved både at strikke og lave andet håndarbejde i aktivitetscenteret.
“Jeg er så glad for at bo her på Lions Park, og jeg har mødt rigtig mange mennesker igennem de sidste 34 år. Det kan jeg godt lide,” fortæller Jenny.

Det positive liv

Undertegnede er på besøg hos Jenny sammen med Jørn Jørs Pedersen fra Skodsborg. Han er forfatter til den nye portrætbog, som Jenny i høj grad lægger navn til. Den har nemlig titlen 'Jenny og de andre 100+ - Portrætter af et langt liv'.
Bogudgivelsen har betydet nye oplevelser for Jenny, der er blevet kontaktet af diverse medier, der vil høre mere om hendes historie, og hun har i den forbindelse også været en tur i Go" Morgen Danmark. Og sådan er Jenny. Hun vil gerne opleve noget nyt.
“Det første Jenny sagde til mig, da jeg spurgte om hun ville deltage i tv-interviewet var, at det ville hun gerne, for man kan jo lige så godt opleve noget, mens man kan,” fortæller Jørn Jørs Pedersen.
“Jeg plejer altid at sige, at jeg lige skal sove på det. Men det er jo dejligt at fortælle og genopleve sin historie,” tilføjer Jenny med en mild og smittende latter.
Det åbne sind og det gode humør er kendetegnende for Jenny, og det blev også bemærket i tv-interviewet.
“De spurgte mig, om jeg er altid er glad, og det måtte jeg jo sige ja til. Jeg har jo ikke noget at være ked af,” smiler Jenny.
Jenny Nielsine Nielsen har masser af gode minder, og de fylder godt i hendes stue.
Jenny Nielsine Nielsen har masser af gode minder, og de fylder godt i hendes stue.
Foto: Jørn Jørs Pedersen

Nedbryder fordomme

Ifølge Jørn er det positive sind et gennemgående træk for de personer, som optræder i hans bog.
“Disse mennesker er tættere på døden end de fleste, og alligevel har det været en utrolig livgivende proces. De har alle en positiv livsindstilling, og de har de sociale kompetencer til at skabe nye relationer - også i en sen alder,” lyder det fra forfatteren, som har et meget konkret formål med sin bog.
“Jeg har i min research været meget fokuseret på at få de forskellige historier frem. For der findes meget lidt materiale om denne gruppe borgere. Mange forbinder borgere over 100 år med en grå masse, der bor på plejehjem. Men sandheden er, at de er lige så differentierede som andre borgere i Danmark. Den historie vil jeg gerne fortælle,” fortsætter Jørn.
Netop den pointe deler han med sin medborger fra Skodsborg, nemlig forfatter, journalist og manuskriptforfatter Lise Nørgaard, som selv er blevet 100 år. Hun har skrevet forordene til bogen, og skriver:
“Det er på alle måder en nødvendig bog med livsbekræftende billeder af og historier om en glemt generation, og den kan forhåbentlig være med til at være med til at nedbryde nogle af de fordomme, som følger os, der har nået en høj alder.”

Hjemmeløbende husmor

100 års livserfaring har nemlig noget at byde på. Borgere i denne alder har en historie at fortælle, som de færreste kan hamle op med. Og når man kan fortælle den så levende og fængende, som Jenny kan, er det svært ikke at spidse ører.
Jenny blev født 28. december 1909 på Frederiksberg. Før de to verdenskrige brød ud. Før månelandingen. Og før nogen endnu var begyndt at tænke på fjernsyn, computer og internet.
Barndommen blev tilbragt sammen med de tre brødre og en søster hjemme sammen med moderen, der var hjemmegående. Hendes far kom fra Lolland og var sendt til København som soldat. Og da han mødte Jennys mor blev han brandmand for at kunne forsørge familien, der havde bosat sig i en lille lejlighed på Amager.
Men allerede i en alder af 37 år døde Jennys far af en nyresygdom, og moderen havde travlt med at passe de fem børn. Jenny forlod skolen i 3. mellem for at blive barnepige hos den lokale præst, og kun et halvt år efter skoleafslutningen begyndte Jenny i et nyt job hos skrothandleren 'Joseph Levin & Co', hvor hun havde til opgave at tage telefonen.
Samtidig tog hun handelsskolen om aftenen, hvor hun lærte sprog og at stenografere. Og igennem arbejdet hos Joseph Levin & Co mødte hun også sin kommende mand Georg Johannes Nielsen, som senere blev udnævnt som direktør for selv samme virksomhed.
Georg og Jenny blev gift i 1936, og dermed indstillede hun også sit arbejdsliv, som det var traditionen dengang. Det betød dog langtfra en stille tilværelse for Jenny.
“Jeg siger altid, at jeg har været hjemmeløbende husmor, for jeg havde også travlt. Vi boede i lejlighed, og det betød jo, at børnene skulle luftes flere gange om dagen. De blev klædt på, vi gik tur, og de blev klædt af igen. De sov til middag. Vi spiste middag, og så ud på tur igen. Samtidig med, at vi jo lavede alt selv dengang. Jeg syltede, jeg bagte og lavede mad,” fortæller Jenny.

Befrielsen i Vedbæk

Jenny husker tydeligt 9. april 1940, hvor himlen blev mørk af flyvemaskinerne, der fløj lavt ind over Danmark og smed løbesedlerne med teksten 'OPROP” påtrykt. Jenny og Georg fik børn i tiden under 2. verdenskrig. Det blev til tre døtre, og havde det ikke været for krigen, var det måske blevet til flere. Det var en hård tid som småbørnsfamilie, og i de sidste krigsår lykkedes det familien at leje sig ind i et sommerhus i Vedbæk i sommerperioden. Her kunne familien få et pusterum fra den krigshærgede hovedstad, hvor luftalarmen lød, og hvor frygten for bomberne herskede,
Derfor var det også på Strandvejen i Vedbæk, at Jenny i maj 1945 kunne se jøderne sejle over Øresund og vende tilbage fra Sverige. Hele familien stod langs Strandvejen med flag i hænderne og råbte hurra. Blandt de tilbagevendende jøder var nemlig også Jennys mands chef og direktør for den jødiske virksomhed Joseph Levin & Co, hvor Jenny jo også havde arbejdet.
Og Vedbæk betyder fortsat meget for Jenny.
“Når det er godt vejr, tager jeg bussen op til det lokale torv og køber ind, og om sommeren kan jeg finde på at tage Flextrafik til Helsingør eller Rosenhuset i Vedbæk for at drikke kaffe,” fortæller hun i bogen 'Jenny og de andre 100+'.
Jennys mand Georg døde i 1978, og fem år senere valgte Jenny at flytte fra Hovedstaden og til Birkerød.
“Jeg boede fem år alene i lejligheden i Kristianiagade på Østerbro. Men jeg gik rundt i alle de værelser og tænkte, hvad skal du dog bruge al den plads til. Og så kendte jeg en dame, der boede her på Lions Park, hvorefter jeg sagde til mine børn, at jeg gerne ville flytte herud,” fortæller Jenny.

På vej mod de 110 år

Der er sket rigtig meget igennem Jennys 107 år lange liv. Og hun er især benovet over den teknologiske udvikling.
“Det er jo udover ens forstand, alt det der kan lade sig at gøre,” fortæller hun.
Og der er én ting, der ærgrer hende.
“Jeg er lidt vred over, at jeg ikke har fået at vide, hvor længe jeg skal leve. For havde jeg vidst det, havde jeg nok anskaffet mig en computer.”
Selv forklarer Jenny, at hun har taget både den teknologiske, historiske og den personlige udvikling “glidende”. Med andre ord, så tager hun tingene, som de kommer. Og trods den nu tre-cifrede aldersbetegnelse er hun fortsat aktiv.
“Jeg går i terapi (aktivitetscenteret/red.) fire dage om ugen, og inden man får ordnet lidt i huset, kommer i bad, får lavet morgenmad, ryddet lidt op og så videre, så er den halve formiddag gået,” fortæller hun i bogen.
28. december kan hun fejre sin 108 års fødselsdag, og det glæder hun sig til.
“Inden i mig selv siger jeg, at jeg godt kunne tænke mig at blive 110, men kun hvis jeg har det lige så godt, som jeg har det nu,” fortæller Jenny og tilføjer:
“Man kan selvfølgelig ikke blive 100 år uden at blive lidt slidt, der kommer noget med årene, men jeg har det faktisk rigtig godt.”
Publiceret: 05. December 2017 11:30


https://politiken.dk/kultur/boger/art6212214/Ny-fotobog-skildrer-livet-som-100-%C3%A5rig

Billederne, der er taget af Nini Theilade viser, hvor god Jørn Jørs Pedersen er til at indfange den fine ælde og den lange livshistorie, der gemmer sig bag ansigtsmaskerne.


Billederne, der er taget af Nini Theilade viser, hvor god Jørn Jørs Pedersen er til at indfange den fine ælde og den lange livshistorie, der gemmer sig bag ansigtsmaskerne.
BØGER
  •  
  •  
  •  
  • Kopiér link

Ny fotobog skildrer livet som 100-årig

Sytten danskere poserer til ære for fotografen og fortælleren Jørn Jørs Pedersen. Resultatet er et stykke konsistent og dog skrøbelig danmarkshistorie.

Man skulle tro, at konkurrencegenet faldt lidt til ro, når et menneske runder de 100, den trecifrede alder strutter ligesom i sig selv af rekord og biologisk triumf. Et hundrede år!
Men sådan er det ikke, i hvert fald ikke for Karl, der udfordrer fysikken og mandskabet på Ejstrupholm Flyveplads, når han kravler ind i den blå faldskærmsdragt og belaver sig på det frie fald. »Jeg har levet et kedeligt og normalt liv, så nu skal der ske noget nyt«.
Som 80-årig tog Karl sit livs første spring ud i det blå, i en alder af 99 kørte han ræs på Jyllandsringen, og nu har han så overlevet endnu et faldskærmsspring. Til familiens jubel og forfatterens begejstring. »Næste gang skal jeg prøve noget andet«, siger Karl nøgternt.
Modet ligger for mig at se ikke så meget i racerløbet, det frie fald eller ambitionen om at overgå sig selv som i erkendelsen: at have »levet et kedeligt og normalt liv«. Hvem tør indrømme det i vores manisk selvudviklende, oplevelsesivrige tid? Dramatik, sorg og eventyr – dét vækker vores spørgelyst ved middagsselskabet såvel som i medierne, men hundrede års kedsomhed?
Karl, som har taget en vis revanche som pensionist, virker hverken skuffet eller bitter, bare nøgtern. Nøjagtig som de fleste af de øvrige tussegamle, men åndsfriske danskere, Jørn Jørs Pedersen har talt med til dette livsstykke af en billedbog, ’Jenny og de andre 100+’. Ingen af dem klynker eller piber.
Kun en enkelt tåre under danseren Nini Theilades øje, ledsaget af billedteksten: »Nini har lige mistet sin datter til Parkinsons sygdom«, vidner om den sorg, der er uundgåelig i meget lange liv. Men Theilade er også bogens kunstner – en sådan kan man vel forvente følelser af?
Billede af Nini Theilade fra bogen.
Billede af Nini Theilade fra bogen.
Jørn Jørs Pedersen jagter hverken det spektakulære liv eller den følelsesmæssige bølgegang, nærmest tværtimod, hvilket giver bogen tyngde som flerstemmig, respektfuldt redigeret levnedsskildring og bred danmarkshistorie i ét. Forsynet med portrætter, der gør floskler om skønhedens alder overflødige.
Det er iscenesat liv, skjorten er strøget og sølvhåret friseret, men hold op, hvor er det skrøbelig smukt, krakeleret og fintslebet arvegods, vi har med at gøre her.
Vi taler om generationen, der har overlevet børnelammelse, tuberkulose, den spanske syge, tiden før bistandslov og fri abort og, nå ja, to verdenskrige. Jørn Jørs Pedersen har mødt arbejderbørn, bønder, borgere og akademikere fra det ganske land, og vi får repeteret alt fra andelsbevægelse og skolepolitik til infrastruktur og byudvikling, kvindebevægelse, foreningsliv og hverdagen med indre mission.
Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Tilbage står indtrykket af et voksenliv, der for de flestes vedkommende begyndte dagen efter konfirmationen, og hvor normen var far, hjemmegående mor og børn. Et par stykker fik aldrig børn, Eline har rejst Jorden rundt i stedet for at slå sig ned med kernefamilie, men ellers er modellen rimelig klar og heteronormativ – kedelig, Karl?
Tænk, hvilket vidunderligt roderi der vil åbenbare sig, når man om 50 år skal fortælle de hundredåriges privatlivshistorie. ’Kedeligt og normalt’ vil i hvert fald få en ny betydning.
At overleve børnene, sin partner, sine venner og sin familie er et vilkår, enkerne og enkemændene i sagens natur deler, og tabet går som en rød tråd gennem bogen. Men det er på en måde ikke den bærende. Dødsfaldene omtales som begivenheder, uden at man dvæler ved sorgen. »Vi fik to børn, og vi mistede det ene. Det kommer man aldrig over. Det gode liv var dengang, vi var sammen alle sammen«, konstaterer Ebba.
Ja, »Hvad er det gode liv?«, »Hvorfor er du blevet så gammel?«, spørger den skrivende fotograf sine modeller. Selve arbejdet med at tage portrætterne i den gode stol, foran bogreolen, ved computeren, foran samlingen af juleplatter eller i faldskærm skabte en intimitet, fortæller Jørn Jørs Pedersen, som gjorde det lettere at komme ind på livet af de sytten danskere.
Alligevel er det ikke de indre sjæle- og følelsesliv, forfatteren fokuserer på, og af og til ønsker man, at han slap ambitionen om at skrive bred Danmarks krønike for i stedet at lade den individuelle eksistens folde sig fuldt ud. Men præmissen er klar og gennemført.
Man ’mister’ i øvrigt nogen til en sygdom, ægtefæller ’går bort’, hvilket er formuleringer, der kan undre lidt, al den stund de medvirkende alle har haft døden tæt inde på livet, konkret, praktisk. Måske er omskrivningerne forfatterens behov for variation, distance? Måske er det respekt for en generation, hvor det at ’tale om tingene’ var noget andet:
Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
»Alle de personlige emner, der kommer frem og bliver belyst i ’Aftenshowet’ og andre medier, det var umuligt i min tid«, fortæller Vera, for hvem søsterens selvmord tydeligvis har skabt et indre mørke, indtil Vera tør sætte ord på begivenheden.