tirsdag den 18. september 2012
mandag den 3. september 2012
Ester Hald Andersen, Aabenraa 1904 -
Der er endnu ikke fundet bekræftelse på at Ester Hald Andersen i Aabenraa fyldte 108 år 2 sep 2012, men her nogle ældre omtaler fra Kristeligt Dagblad:
Jannie Iwankow Søgaard | 4. april 2012
Kort nyt om fødselarer, prisvindere, udnævnelser og lignende
Fødselsdage i dag
, Aabenraa, er født i Nr. Nissum. Efter studentereksamen i 1921 tog hun filosofikum ved Københavns Universitet. Hun blev siden cand.mag. i engelsk og fransk og virkede nogle år som gymnasielærer i Fredericia. I 1933 giftede hun sig med Poul Eggers Andersen, der netop var blevet teologisk kandidat, og fra 1933 helligede Ester Hald Andersen sig i 40 år til gerningen som præstekone. Hun var sin mands højre hånd i sognene Skelund ved Hadsund, Gudme på Østfyn, Varde og til sidst Bedsted Lø i Sønderjylland, inden Poul Eggers Andersen i 1973 lod sig pensionere. De seneste mange år har Ester Hald Andersen, der blev enke i 1985, boet i Aabenraa. Her deltager hun fortsat aktivt i menighedslivet, hun er sin families livlige midtpunkt, og hun orienterer sig i dagspressen, ligesom hun læser en masse god litteratur. Ester Hald Andersen har fem børn, 10 børnebørn og to oldebørn.
107 år med Kristeligt Dagblad
Hver eftermiddag læser den 107-årige Ester Hald Andersen i Kristeligt Dagblad. Avisen har fulgt hende gennem hele livet. Hendes forældre holdt den, og da hun flyttede hjemmefra, tegnede hun selv abonnement. – foto: Nils Rosenvold/Scanpix.
Jannie Iwankow Søgaard | 4. april 2012
Selvom man for længst har passeret de 100 år, kan man godt sætte pris på sin daglige avis. Det gør den 107-årige Ester Hald Andersen fra Aabenraa, der er vokset op med Kristeligt Dagblad og stadig holder avisen
At 107 leveår ikke behøver være ensbetydende med sengeleje, stort pilleforbrug og svindende livslyst, er Ester Hald Andersen om nogen et lyslevende bevis på. Hun er oppegående, tager ingen medicin og har stadig mod på livet.
LÆS OGSÅ: Hånd i hånd med Kristeligt Dagblad gennem trekvart århundrede
”Et liv på det jævne,” lyder det korte og enkle svar fra den 107-årige vestjyde, da hun bliver spurgt om, hvad opskriften på hendes høje alder og gode helbred er.
Men små, kortfattede svar er ellers ikke det, der kendetegner Ester Hald Andersen. Et langt og virksomt liv har betydet mange oplevelser og har givet hende meget på hjerte – og hun deler gavmildt ud af sine oplevelser fra sit 107 år lange liv. Et liv, der begyndte på en gård i Nørre Nissum i det nordvestlige Jylland den 2. september 1904.
Det var her, hun blev født, og det var her, landpostbudet hver dag, når han ankom til gården, annoncerede: ”så kommer a mæ’ æ kristelighed” som han kaldte Kristeligt Dagblad.
Ester Hald Andersen boede på gården sammen med sine forældre og fem ældre søskende indtil sit ottende år. Derefter flyttede familien til Esbjerg, hvor faderen blev kaffegrosserer, og Ester Hald Andersen både kom i skole og på gymnasium.
Efter studentereksamen gik turen til København for at læse fransk og engelsk på Københavns Universitet. Her var i forvejen hendes to ældre søstre, der også studerede i hovedstaden.
”Vi boede i en 200 år gammel bygning over for Botanisk Have. Den var ikke stor, men vi kunne sagtens være der. Da mine søstre blev færdige med deres uddannelser, flyttede de ud, og jeg blev boende,” fortæller Ester Hald Andersen om bofællesskabet, hvor der også blev skillinget sammen til et abonnement på Kristeligt Dagblad, som de var vant til at læse i barndomshjemmet.
En søndag, mens Ester Hald Andersen stadig boede i København, tog hun hen på et pensionat for at spise frokost. Det blev et måltid, hun aldrig glemmer.
”Mens jeg sad og spiste, var jeg kommet til at skubbe min kaffekop med kaffe i helt over til ham, der sad ved siden af mig. Jeg kendte ham ikke. Men han drak kaffen, og bagefter, da jeg gik, kom han hen og sagde tak for kaffen,” fortæller den 107-årige, åndsfriske dame om det møde, der senere skulle vise sig at blive det første af mange.
”Hver morgen klokken 8.30 kiggede jeg ud ad mit vindue, og så stod Povl dernede og ventede på mig. Så gik vi sammen til morgenandagt i Københavns Domkirke,” fortæller Ester Hald Andersen om den mand, som hun nogle år senere, da hun var blevet cand.mag. i fransk og engelsk, og han teolog, ægtede.
Halvandet år nåede hun at undervise på et gymnasium i Fredericia, så var Povl Andersen færdiguddannet og fik tilbudt embede i Skelund Kirke i Himmerland. Ester Hald Andersen droppede lærergerningen i 1933, blev gift med sin teolog og rejste med ham nordpå.
”Jeg havde en glansperiode, da jeg var i Fredericia. Jeg kunne godt lide at undervise, og jeg tog eleverne for det gode,” siger den 107-årige dame og forsikrer, at hun aldrig har fortrudt, at hun valgte at blive præstekone i stedet for at fortsætte som lærerinde.
”Det var et ønskejob, og man kan bestemt ikke kalde det kedeligt. Det var, som var vi i familie med dem alle,” fortæller Ester Hald Andersen om livet i et sogn som præstekone.
Skelund Kirke blev dog kun den første ud af i alt fire kirker, hvor Povl Andersen virkede som sognepræst, og efter nogle år i Himmerland gik turen til Gudme på Fyn, hvor Ester Hald Andersens svigerfar boede.
”Vi kom til Gudme samtidig med, at tyskerne fløj ind over Fyn. Uha, det var noget grimt noget og en slem tid. Alt var rationeret.”
”Men vi klarede os jo da alligevel,” lyder det efter lidt betænkningstid karakteristisk positivt fra Ester Hald Andersen.
I 1948, da præsteparret Andersen havde fået datter-en Ingeborg, den næstsidste i en flok på i alt fem børn, rejste de til Varde for at være tættere på Ester Hald Andersens mor, der var alvorligt syg og var blevet alene. Men da hun var gået bort, forlod de atter Vestjylland og vendte næsen mod syd til Bedsted Sogn tæt på Løgumkloster, hvor Povl Andersen fik det, der skulle blive hans sidste embede.
I 20 år var parret en væsentlig del af det lille sogn med bare 800 sognebørn. De følte sig højt respekterede, der kom mange i kirken, og Ester Hald Andersen var særdeles aktiv i menighed og præstegård.
”Der var børnekreds, kvindekreds, basar og advents-fester, og det hele foregik jo i præstegården og i haven, så jeg har lavet mange sønderjyske kaffeborde,” siger hun.
Den virksomme præstehustru holdt også foredrag.
”I stedet for at få en udefra til at komme og holde foredrag, så gjorde jeg det. Så valgte jeg gerne en eller anden kristen person, som jeg fortalte om,” siger hun om tiden i Bedsted, der står som en af de bedste i hendes liv.
Hun trækker forsigtigt på smilebåndet
”De kaldte mig endda fru pastor dengang,” siger hun og griner lidt over datidens tiltaleform.
I 1973 gik Povl Andersen på pension, og sammen nåede parret at få 12 gode år, inden han gik bort i 1985. Siden da har hun været alene, men flyttede hurtigt til Aabenraa, hvor hendes yngste datter, Ingeborg, bor.
Avisabonnementet på Kristeligt Dagblad fulgte naturligvis med, og hun modtager den dag i dag avisen og sætter en ære i at få den læst igennem. Særlig glad er hun for ”Ordet”, og specielt én skribent tiltaler hende.
”Ham Søren Lodberg Hvas, hvor er det godt, at Kristeligt Dagblad har fået ham til at skrive. Ham kan jeg godt lide. Han skriver nogle gode ting,” siger hun.
I dag bor Ester Hald Andersen på et ældrecenter. Men det er ikke der, hun sidder og læser avisen. Næsten hver dag kommer hendes datter nemlig og henter hende hjem, og så ser de først ”Folk og fæ” på tv, derefter drikker de eftermiddagskaffe, og så er der avislæsning. Ofte får hun også diskuteret dagens artikler med svigersønnen, som også er en flittig læser af Kristeligt Dagblad.
”Jeg sætter små kryds ved de artikler, som jeg synes, han skal læse. Og jeg sætter også kryds ved de bøger, som Kristeligt Dagblad anmelder, og som jeg kunne tænke mig at læse,” siger den 107-årige avislæser og afslører, at hun også stadig læser masser af bøger – gerne biografier om kendte mennesker.
”Men ikke mennesker, der er kendte, bare fordi de gerne vil være det. Nej, mennesker, som er kendte, fordi de har udrettet noget og gjort noget for andre,” siger hun og fortæller, at hun blandt andet har læst en del om lægen, teologen og nobelpristageren Albert Schweitzer.
I Aabenraa nærmer det sig hviletid. Når man er 107 år, har man fortjent en lille pause sidst på dagen. Ester Hald Andersen sætter sig til rette i sofaen hjemme hos datteren. Men hun lukker ikke øjnene for at sove. I stedet finder hun Kristeligt Dagblad frem og bladrer op på første side, som hun har gjort det utallige gange før. Nu kan verden passere forbi derude – sin daglige avis vil hun nyde i fred og ro.
”Et liv på det jævne,” lyder det korte og enkle svar fra den 107-årige vestjyde, da hun bliver spurgt om, hvad opskriften på hendes høje alder og gode helbred er.
Men små, kortfattede svar er ellers ikke det, der kendetegner Ester Hald Andersen. Et langt og virksomt liv har betydet mange oplevelser og har givet hende meget på hjerte – og hun deler gavmildt ud af sine oplevelser fra sit 107 år lange liv. Et liv, der begyndte på en gård i Nørre Nissum i det nordvestlige Jylland den 2. september 1904.
Det var her, hun blev født, og det var her, landpostbudet hver dag, når han ankom til gården, annoncerede: ”så kommer a mæ’ æ kristelighed” som han kaldte Kristeligt Dagblad.
Ester Hald Andersen boede på gården sammen med sine forældre og fem ældre søskende indtil sit ottende år. Derefter flyttede familien til Esbjerg, hvor faderen blev kaffegrosserer, og Ester Hald Andersen både kom i skole og på gymnasium.
Efter studentereksamen gik turen til København for at læse fransk og engelsk på Københavns Universitet. Her var i forvejen hendes to ældre søstre, der også studerede i hovedstaden.
”Vi boede i en 200 år gammel bygning over for Botanisk Have. Den var ikke stor, men vi kunne sagtens være der. Da mine søstre blev færdige med deres uddannelser, flyttede de ud, og jeg blev boende,” fortæller Ester Hald Andersen om bofællesskabet, hvor der også blev skillinget sammen til et abonnement på Kristeligt Dagblad, som de var vant til at læse i barndomshjemmet.
En søndag, mens Ester Hald Andersen stadig boede i København, tog hun hen på et pensionat for at spise frokost. Det blev et måltid, hun aldrig glemmer.
”Mens jeg sad og spiste, var jeg kommet til at skubbe min kaffekop med kaffe i helt over til ham, der sad ved siden af mig. Jeg kendte ham ikke. Men han drak kaffen, og bagefter, da jeg gik, kom han hen og sagde tak for kaffen,” fortæller den 107-årige, åndsfriske dame om det møde, der senere skulle vise sig at blive det første af mange.
”Hver morgen klokken 8.30 kiggede jeg ud ad mit vindue, og så stod Povl dernede og ventede på mig. Så gik vi sammen til morgenandagt i Københavns Domkirke,” fortæller Ester Hald Andersen om den mand, som hun nogle år senere, da hun var blevet cand.mag. i fransk og engelsk, og han teolog, ægtede.
Halvandet år nåede hun at undervise på et gymnasium i Fredericia, så var Povl Andersen færdiguddannet og fik tilbudt embede i Skelund Kirke i Himmerland. Ester Hald Andersen droppede lærergerningen i 1933, blev gift med sin teolog og rejste med ham nordpå.
”Jeg havde en glansperiode, da jeg var i Fredericia. Jeg kunne godt lide at undervise, og jeg tog eleverne for det gode,” siger den 107-årige dame og forsikrer, at hun aldrig har fortrudt, at hun valgte at blive præstekone i stedet for at fortsætte som lærerinde.
”Det var et ønskejob, og man kan bestemt ikke kalde det kedeligt. Det var, som var vi i familie med dem alle,” fortæller Ester Hald Andersen om livet i et sogn som præstekone.
Skelund Kirke blev dog kun den første ud af i alt fire kirker, hvor Povl Andersen virkede som sognepræst, og efter nogle år i Himmerland gik turen til Gudme på Fyn, hvor Ester Hald Andersens svigerfar boede.
”Vi kom til Gudme samtidig med, at tyskerne fløj ind over Fyn. Uha, det var noget grimt noget og en slem tid. Alt var rationeret.”
”Men vi klarede os jo da alligevel,” lyder det efter lidt betænkningstid karakteristisk positivt fra Ester Hald Andersen.
I 1948, da præsteparret Andersen havde fået datter-en Ingeborg, den næstsidste i en flok på i alt fem børn, rejste de til Varde for at være tættere på Ester Hald Andersens mor, der var alvorligt syg og var blevet alene. Men da hun var gået bort, forlod de atter Vestjylland og vendte næsen mod syd til Bedsted Sogn tæt på Løgumkloster, hvor Povl Andersen fik det, der skulle blive hans sidste embede.
I 20 år var parret en væsentlig del af det lille sogn med bare 800 sognebørn. De følte sig højt respekterede, der kom mange i kirken, og Ester Hald Andersen var særdeles aktiv i menighed og præstegård.
”Der var børnekreds, kvindekreds, basar og advents-fester, og det hele foregik jo i præstegården og i haven, så jeg har lavet mange sønderjyske kaffeborde,” siger hun.
Den virksomme præstehustru holdt også foredrag.
”I stedet for at få en udefra til at komme og holde foredrag, så gjorde jeg det. Så valgte jeg gerne en eller anden kristen person, som jeg fortalte om,” siger hun om tiden i Bedsted, der står som en af de bedste i hendes liv.
Hun trækker forsigtigt på smilebåndet
”De kaldte mig endda fru pastor dengang,” siger hun og griner lidt over datidens tiltaleform.
I 1973 gik Povl Andersen på pension, og sammen nåede parret at få 12 gode år, inden han gik bort i 1985. Siden da har hun været alene, men flyttede hurtigt til Aabenraa, hvor hendes yngste datter, Ingeborg, bor.
Avisabonnementet på Kristeligt Dagblad fulgte naturligvis med, og hun modtager den dag i dag avisen og sætter en ære i at få den læst igennem. Særlig glad er hun for ”Ordet”, og specielt én skribent tiltaler hende.
”Ham Søren Lodberg Hvas, hvor er det godt, at Kristeligt Dagblad har fået ham til at skrive. Ham kan jeg godt lide. Han skriver nogle gode ting,” siger hun.
I dag bor Ester Hald Andersen på et ældrecenter. Men det er ikke der, hun sidder og læser avisen. Næsten hver dag kommer hendes datter nemlig og henter hende hjem, og så ser de først ”Folk og fæ” på tv, derefter drikker de eftermiddagskaffe, og så er der avislæsning. Ofte får hun også diskuteret dagens artikler med svigersønnen, som også er en flittig læser af Kristeligt Dagblad.
”Jeg sætter små kryds ved de artikler, som jeg synes, han skal læse. Og jeg sætter også kryds ved de bøger, som Kristeligt Dagblad anmelder, og som jeg kunne tænke mig at læse,” siger den 107-årige avislæser og afslører, at hun også stadig læser masser af bøger – gerne biografier om kendte mennesker.
”Men ikke mennesker, der er kendte, bare fordi de gerne vil være det. Nej, mennesker, som er kendte, fordi de har udrettet noget og gjort noget for andre,” siger hun og fortæller, at hun blandt andet har læst en del om lægen, teologen og nobelpristageren Albert Schweitzer.
I Aabenraa nærmer det sig hviletid. Når man er 107 år, har man fortjent en lille pause sidst på dagen. Ester Hald Andersen sætter sig til rette i sofaen hjemme hos datteren. Men hun lukker ikke øjnene for at sove. I stedet finder hun Kristeligt Dagblad frem og bladrer op på første side, som hun har gjort det utallige gange før. Nu kan verden passere forbi derude – sin daglige avis vil hun nyde i fred og ro.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad
Abonner på:
Opslag (Atom)