| søster Gudrun Frederiksen | Fredericia |
05.11.1908
|
-
|
25.11.2014
|
http://vafo.dk/article/20081101/ARTIKLER/311019981
3
Gudrun Frederiksen (venstre) fylder 100 år. Hun stammer fra Bramminge, men har boet i Fredericia siden 1937 og været ansat 35 år som diakonisse på Fredericia Sygehus. Den dejlige lejlighed på Korskærvej deler hun med veninden, Lis Nielsen, 98, (højre). - Foto: Peter Honoré
Samtidig med den runde, høje alder kan Søster Gudrun fejre 75 år som diakonisse. I sin tid skulle de gå med sådan en hovedbeklædning, og i de første år på Fredericia Sygehus boede Gudrun Frederiksen på en lille stue på afdelingen.
To daglige aviser vil Gudrun ikke undvære. Selv om man bliver 100, skal man følge med... - Foto: Peter Honoré
Søster Gudrun fylder 100 år
Publiceret: 01.11.2008 06:00
fordi man fylder 100 år 5. november, behøver man ikke være gået bag af dansen.
Gudrun Frederiksen og Lis Nielsen, 98, som hun deler lejligheden på Korskærvej i Fredericia med, har både moderigtige nye briller og stor lækker fladskærm.
Et positivt livssyn er ifølge Gudrun Frederiksen en af grundene til, at man opnår så høj en alder.
-Og så har vi da levet sundt. Vi spiser meget frugt, forklarer hun, der dog ikke er nogen fornægter.
Lis og Gudrun nyder gerne et glas vin og god mad.
Kun bentøjet er for begges vedkommende ikke helt i orden mere. Men de klarer selv hverdagen med lidt rengøringshjælp og to gode bekendte, som køber ind. Lis laver maden og bager.
Diakonisse i 75 år
Samtidig med de 100 år kan Søster Gudrun, som hun hedder i den forbindelse, fejre 75 år som diakonisse 16. november.
Det fejres på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Diakonisser arbejder med børn, ældre og syge på et folkekirkeligt grundlag. Stiftelsen har egne børnehaver, et plejehjem, socialpsykiatriske tilbud og et ferie- og rekonvalescenthjem.
Men ligesom mange andre diakonisser har Søster Gudrun været beskæftiget i det offentlige sundhedsvæsen. I hendes tilfælde på Fredericia Sygehus fra 1937 til sin pensionering i 1972.
Født i Bramminge
Gudrun Frederiksen blev født i Bramminge - som man udtalte Bramming dengang. Hendes far var remisearbejder med statsbanerne, mens moderen gik hjemme og passede deres syv piger. Udover Gudrun lever Dagny, 98, og Ruth, 88, stadig.
-Vi havde ikke så meget at gøre med, men min mor var dygtig til at sy, og vi holdt også have. Da jeg var et år, blev min far forflyttet til Ribe. Senere flyttede vi til Tønder.
Efter skoletiden kom Gudrun ud at tjene, men måtte overtage husførelsen hjemme i fire år, da hendes mor døde i 1929.
Faderen giftede sig igen, og Gudrun drog til København og blev ansat som husbestyrerinde. Hendes frue var jævnligt indlagt på Diakonissestiftelsens sygehus, og Gudrun Frederiksens besøg vakte hendes interesse for at vælge dette kald og fag.
Hun fik sin uddannelse på stiftelsen fra 1933 til 1936 og flyttede som sagt til Fredericia et år senere.
Søster Gudrun blev afdelingssygeplejerske på Afdeling A.
En blandet medicinsk og kirurgisk kvindeafdeling, der også var for børn.
-Der var travlt, men ikke så travlt som i dag. Vi mødte klokken 07.00 og havde så nogle timer fri midt på dagen, hvis...for der var altid et hvis. Man var ikke færdig, før man var færdig, og var der et ledigt øjeblik på ens vagt, satte man sig til at lave julegaver til de indlagte. Det var forskelligt håndarbejde, husker Gudrun Frederiksen:
-Men selvfølgelig havde vi også tid til at drikke kaffe. Vi var seks sygeplejersker og nogle og 20 patienter. Jeg skulle desuden undervise elever i sygepleje. Teorien tog reservelægerne sig af. Flere elever hører jeg stadig fra.
Under Besættelsen var der både indlagt tyskere og danskere, og de fik ifølge Gudrun Frederiksen nøjagtig den samme behandling.
Skjulte modstandsfolk
Imidlertid hjalp sygehuset modstandsfolk, der skulle under jorden, med diskret ophold.
-De blev indlagt på epidemiafdelingen under falsk navn, fortæller Søster Gudrun:
-For tyskerne var bange for epidemier, og der stod jo et stort skilt over indgangen, der fortalte, hvad det var for en afdeling på sygehuset. Vi bragte også børn til verden, som havde dansk mor og en tysk soldat som far. Vi kunne jo ikke gøre forskel og skulle heller ikke.
Fredericia Sygehus voksede efter Befrielsen. Fra at have haft én overlæge - Hjalmar Kærn - fik det to og derefter flere. Blandt andet den navnkundige Jørgen Røjel.
-Jeg modtog min løn fra Diakonissestiftelsen og fri dragt og et par gange om året gratis rejser hjem til stiftelsen, forklarer Gudrun Frederiksen.
Stor »familie«
Hun fortæller om livet i Fredericia:
-De første åringer boede jeg på en lille stue på afdelingen og delte bad, wc og køkken med patienterne. Da Døtreskolen, som nu er væk, blev nedlagt, købte sygehuset bygningerne og indrettede små lejligheder til os. Men Søster Ingeborg Jørgensen, sygeplejerske Lis Nielsen og jeg fandt ud af, at vi kunne bo sammen i en stor lejlighed på Ryesvej. Det gjorde vi fra 1956 til 1980, hvor Søster Ingeborg døde. Så flyttede Lis og jeg hertil Korskærparken, og det har vi ikke fortrudt.
Gudrun og Lis har været aktive indenfor velgørenhed i mange år.
I Soroptimisterne, Kirkens Korshær, Sygeplejerskernes Missionsforbund og Terre des Hommes. Gudrun Frederiksen har desuden siddet i Trinitatis Sogns menighedsråd, og de to har i mange år passet en telefonkæde, som hver dag ringede op til ensomme ældre for at høre til deres humør og helbred. De holder Kristeligt Dagblad og Fredericia Dagblad og afleverede først i 90-års alderen deres kørekort.
Søster Gudrun er ikke ked af, at hun ikke selv stiftede familie:
-Dengang skulle diakonisser være ugifte og ofre deres liv til kaldet. Og det var fuldstændigt naturligt for mig. Senere blev reglerne ændret for både diakonisser og diakoner.
Gudrun og Lis har dog en stor »reservefamilie« i deres nevøer og niecer og deres børn og børnebørn. Oldemoster kalder de Gudrun. Eller tipoldemoster.
En titel, der er en 100-årig værdig.
Gudrun Frederiksen inviterer venner, bekendt og familie til åbent hus på adressen på dagen fra klokken 10.00 til 14.00.
Gudrun Frederiksen og Lis Nielsen, 98, som hun deler lejligheden på Korskærvej i Fredericia med, har både moderigtige nye briller og stor lækker fladskærm.
Et positivt livssyn er ifølge Gudrun Frederiksen en af grundene til, at man opnår så høj en alder.
-Og så har vi da levet sundt. Vi spiser meget frugt, forklarer hun, der dog ikke er nogen fornægter.
Lis og Gudrun nyder gerne et glas vin og god mad.
Kun bentøjet er for begges vedkommende ikke helt i orden mere. Men de klarer selv hverdagen med lidt rengøringshjælp og to gode bekendte, som køber ind. Lis laver maden og bager.
Diakonisse i 75 år
Samtidig med de 100 år kan Søster Gudrun, som hun hedder i den forbindelse, fejre 75 år som diakonisse 16. november.
Det fejres på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.
Diakonisser arbejder med børn, ældre og syge på et folkekirkeligt grundlag. Stiftelsen har egne børnehaver, et plejehjem, socialpsykiatriske tilbud og et ferie- og rekonvalescenthjem.
Men ligesom mange andre diakonisser har Søster Gudrun været beskæftiget i det offentlige sundhedsvæsen. I hendes tilfælde på Fredericia Sygehus fra 1937 til sin pensionering i 1972.
Født i Bramminge
Gudrun Frederiksen blev født i Bramminge - som man udtalte Bramming dengang. Hendes far var remisearbejder med statsbanerne, mens moderen gik hjemme og passede deres syv piger. Udover Gudrun lever Dagny, 98, og Ruth, 88, stadig.
-Vi havde ikke så meget at gøre med, men min mor var dygtig til at sy, og vi holdt også have. Da jeg var et år, blev min far forflyttet til Ribe. Senere flyttede vi til Tønder.
Efter skoletiden kom Gudrun ud at tjene, men måtte overtage husførelsen hjemme i fire år, da hendes mor døde i 1929.
Faderen giftede sig igen, og Gudrun drog til København og blev ansat som husbestyrerinde. Hendes frue var jævnligt indlagt på Diakonissestiftelsens sygehus, og Gudrun Frederiksens besøg vakte hendes interesse for at vælge dette kald og fag.
Hun fik sin uddannelse på stiftelsen fra 1933 til 1936 og flyttede som sagt til Fredericia et år senere.
Søster Gudrun blev afdelingssygeplejerske på Afdeling A.
En blandet medicinsk og kirurgisk kvindeafdeling, der også var for børn.
-Der var travlt, men ikke så travlt som i dag. Vi mødte klokken 07.00 og havde så nogle timer fri midt på dagen, hvis...for der var altid et hvis. Man var ikke færdig, før man var færdig, og var der et ledigt øjeblik på ens vagt, satte man sig til at lave julegaver til de indlagte. Det var forskelligt håndarbejde, husker Gudrun Frederiksen:
-Men selvfølgelig havde vi også tid til at drikke kaffe. Vi var seks sygeplejersker og nogle og 20 patienter. Jeg skulle desuden undervise elever i sygepleje. Teorien tog reservelægerne sig af. Flere elever hører jeg stadig fra.
Under Besættelsen var der både indlagt tyskere og danskere, og de fik ifølge Gudrun Frederiksen nøjagtig den samme behandling.
Skjulte modstandsfolk
Imidlertid hjalp sygehuset modstandsfolk, der skulle under jorden, med diskret ophold.
-De blev indlagt på epidemiafdelingen under falsk navn, fortæller Søster Gudrun:
-For tyskerne var bange for epidemier, og der stod jo et stort skilt over indgangen, der fortalte, hvad det var for en afdeling på sygehuset. Vi bragte også børn til verden, som havde dansk mor og en tysk soldat som far. Vi kunne jo ikke gøre forskel og skulle heller ikke.
Fredericia Sygehus voksede efter Befrielsen. Fra at have haft én overlæge - Hjalmar Kærn - fik det to og derefter flere. Blandt andet den navnkundige Jørgen Røjel.
-Jeg modtog min løn fra Diakonissestiftelsen og fri dragt og et par gange om året gratis rejser hjem til stiftelsen, forklarer Gudrun Frederiksen.
Stor »familie«
Hun fortæller om livet i Fredericia:
-De første åringer boede jeg på en lille stue på afdelingen og delte bad, wc og køkken med patienterne. Da Døtreskolen, som nu er væk, blev nedlagt, købte sygehuset bygningerne og indrettede små lejligheder til os. Men Søster Ingeborg Jørgensen, sygeplejerske Lis Nielsen og jeg fandt ud af, at vi kunne bo sammen i en stor lejlighed på Ryesvej. Det gjorde vi fra 1956 til 1980, hvor Søster Ingeborg døde. Så flyttede Lis og jeg hertil Korskærparken, og det har vi ikke fortrudt.
Gudrun og Lis har været aktive indenfor velgørenhed i mange år.
I Soroptimisterne, Kirkens Korshær, Sygeplejerskernes Missionsforbund og Terre des Hommes. Gudrun Frederiksen har desuden siddet i Trinitatis Sogns menighedsråd, og de to har i mange år passet en telefonkæde, som hver dag ringede op til ensomme ældre for at høre til deres humør og helbred. De holder Kristeligt Dagblad og Fredericia Dagblad og afleverede først i 90-års alderen deres kørekort.
Søster Gudrun er ikke ked af, at hun ikke selv stiftede familie:
-Dengang skulle diakonisser være ugifte og ofre deres liv til kaldet. Og det var fuldstændigt naturligt for mig. Senere blev reglerne ændret for både diakonisser og diakoner.
Gudrun og Lis har dog en stor »reservefamilie« i deres nevøer og niecer og deres børn og børnebørn. Oldemoster kalder de Gudrun. Eller tipoldemoster.
En titel, der er en 100-årig værdig.
Gudrun Frederiksen inviterer venner, bekendt og familie til åbent hus på adressen på dagen fra klokken 10.00 til 14.00.
