søndag den 4. november 2012

Hanne Ploug Christensen, Lindelse 1908 -

Her omtale af Langelands ældste nulevende ved 100-årsdagen for 4 år siden. Den jævnaldrende Elvira Christensen på samme plejecenter er også med i artiklen:

http://www.fyens.dk/article/1530638:Langeland--Dobbelt-100-aarsdag-i-Lindelse

Dobbelt 100 årsdag i Lindelse

Dobbelt 100
årsdag
i Lindelse

 

Anna Elvira Christensen, fylder 100 år på onsdag. Hun stammer fra Pederstrup, men har boet det halve af sit liv i Rudkøbing.
FOTO: 

Med to dages mellemrum runder to friske damer på plejehjemmet den sjældne mærkedag
LINDELSE: Det er ikke så tit, at mennesker fylder 100 år, men det er endnu mere usædvanligt, at to beboere på samme plejehjem runder den høje alder med blot to dages mellemrum. Men det sker på Lindelse Plejecenter i næste uge.

Hanne Marie Ploug Christensen fylder 100 år på mandag, og to dage senere er det Anna Elvira Christensens tur til at blive fejret. Selv om de har samme efternavn, er de ikke i familie.
Dobbelt 100 årsdag i Lindelse

Begge dage vil borgmester Knud Gether komme forbi og gratulere på kommunens vegne, som det er tradition, når en borger fylder 100 år.

Hanne Marie Ploug Christensen har været på plejehjemmet i knap to år. Indtil da boede hun på en gård på Herslevvej i Lindelse sammen med sin søn Kaj Jørgen, og havde gjort det, siden hun blev gift i 1935. Hendes mand døde i 1979. Men da hun faldt og brækkede benet, måtte hun flytte på plejehjem for at få den nødvendige pleje og omsorg. Nu er hun imidlertid i fin form og glæder sig til festen med familien.

- Familien har altid betydet mest for mig, siger Hanne Ploug. Jeg har haft en god familie, og der har aldrig været ufred imellem os. Selvfølgelig er der nu og da faldet en skarp bemærkning. Ellers ville det have været unaturligt.

Hun er født og opvokset i Gerup ved Korinth på Sydfyn og tjente i Ryslinge, inden hun kom til Langeland. Her har hun til gengæld været siden, bortset fra nogle små udflugter udenøs.

Elsker at arbejde

At hun nu fylder 100 år, skyldes bestemt ikke, at hun har sparet sig selv. Hun har arbejdet hele livet og deltaget i alle opgaverne på gården både i stalden, i haven, som hun passede indtil for to år siden, og i stuehuset, hvor der foruden pasningen af børnene også skulle sørges for medhjælperne på ejendommen.

Men hun har aldrig følt, at det var hårdt arbejde, selv om arbejdsdagen om sommeren startede kl. 5, om vinteren kunne de vente til kl. 6, og først sluttede med aftenmalkningen lige før spisetid. Arbejdet var hende en stor glæde.

Aftenerne brugte hun på håndarbejde og på at sy tøj til børnene, som foruden sønnen tæller en datter, der bor i Humble. Broderi var og er stadig hendes store interesse, og det kan man tydeligt se i hendes bolig på plejehjemmet. Der er broderede puder, duge, bordløbere og billeder overalt.

- Det er sjovt at sidde og arbejde med. Man skal bruge tiden, og jeg vil ikke sidde ledig. Når vi kan, så skal vi da, siger Hanne Ploug, og den holdning har hun fulgt hele livet.

Savnede sine stuer

Da Anna Elvira Christensen kom på plejehjem for halvandet år siden, savnede hun i begyndelsen sine stuer i Godthåb ved Rudkøbing forfærdeligt, som hun udtrykker det. Men hun blev hurtigt glad for at være der og nyder personalets omsorg. Hun havde brækket hånden ved et fald, og den gør stadig knuder.

Det er hendes fortjeneste, at der en gang om måneden er balfaldera på plejehjemmet. Gennem sin besøgsven fik hun kontakt med harmonikaspillerne Børge og Erik, og de er med til at skabe fest og glæde, bedyrer pleje- hjemsleder Birgit Jacobsen.

Anna Christensen er opvokset i Pederstrup, hvor hendes far i en menneskealder arbejdede på Marienlund. Da hun blev konfirmeret, kom hun, som det var skik dengang, ud at tjene. Først to år i Pederstrup, så fem år i Kassebølle og et tidsvarende antal år i Klausebølle.

- Vi tjente pænt på de store gårde, og jeg var glad for at være der, fortæller Anna Christensen, men jeg havde ønsket mig en plads på en herregård eller på sygehuset.

50 år i Godthåb

Da hun blev gift, fik hun og hendes mand deres første hjem i Kædeby. Her blev det til ti år. Men da manden fik job som murerarbejdsmand og nattevægter i Rudkøbing, flyttede de til Godthåb, og her boede hun i 50 år, også efter, at hun blev enke for 25 år siden.

Hun passede hjemmet, hvor tre sønner voksede op, og var rengøringsdame i private hjem. I en periode stod hun også for møntvaskeriet i Ørstedsgade. Hun har boet på Langeland hele sit liv og sjældent været af ø. Det blev dog til flere ture til Struer, dengang den ene søn boede der, og hun har været både i København og Skagen.

Fødselsdagen fejres på Lindelse Kro sammen med familie, venner og bekendte. To af sønnerne bor i dag på Sjælland, så dem ser hun ikke så tit som den tredie søn i Humble.

http://www.afdoede.dk/index.php?page=visannonce&id=1051541367

Dødsannonce - Anna Elvira Christensen - Rudkøbing
ROLAND P 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar