http://nordjyske.dk/nyheder/100-aar-og-intet-glemt/f27379fe-4db5-483d-9182-0cf2c6cfe8b0/112/1513
AF: PETER DVINGE PETER.DVINGE@NORDJYSKE.DK
100 år og intet glemt
Johanne fylder rundt næste søndag og er stadig en aktiv kvinde
- Jeg fejler ikke noget, men lægen sagde, at det var et år siden sidste blodprøve, så nu skal jeg igen. De er så kloge, smiler Johanne Polnowic med et glimt i øjet. Et besøg hos hende er livsbekræftende: Tænk at fylde 100 år og så være så frisk.
Og hun klarer stadig sig selv. Vasker, køber ind, laver mad, går til sang og har dyrket porcelænsmaling i over 50 år. Hver anden uge har hun hjemmehjælp. Man siger ellers, at om 100 år er alting glemt, men Johanne har en god hukommelse: Hun kan huske krigen - ja, altså både 1. og 2. verdenskrig.
- Vi undrede os over, at Pedershåbs middagsfløjte lød kl. 11 den 11. november 1918. Vi troede næsten ikke, at krigen var ovre, fortæller hun.
Hårde tider
Faderen var soldat under 1. verdenskrig, men på øerne. Han fik spansk syge, men kom dog over det. De blev otte søskende - seks piger og to drenge - men en bror døde tidligt.
- Der var mange arbejdsløse, og lønnen var ringe. Min far fik arbejde som murer. Om vinteren kunne de ikke arbejde, og der var ikke noget, der hed socialkontor. Men han tjente lidt ved at slå sten på stenpladsen vest for Brønderslev. Stenene blev brugt til veje og gader, der senere fik asfalt.
Johannes mor syede tøjet om, så det gik i arv mellem børnene.
- Hun var god til at få det hele til at slå til. Som hun sagde: "Vi er aldrig gået sultne i seng".
Vandgrød af byggryn var en af faderens favoritter.
- Han kaldte det meeske-grød (menneskegrød). Og han kunne også lide dem kolde, for så skulle der kogt mælk på. Jeg kan også godt lide det, men det er hurtigere at lave havregrød.
Som andre fik de også varm mælk med rugbrød, kærnevælling med rosiner, en sukkermad, flæsk, stegte sild, grønkålssuppe og den slags.
- Vi havde ikke meget at gøre med. Nu om dage har folk penge til færdigretter og andet.
Dengang var det stort at have en cykel. Hun fik en flækket sammen af to gamle cykler, da hun var ung - længe efter konfirmationen.
- Jeg tjente først hos min mors farbror i Ø. Hjermitslev, Peder Mikkelsen, fra jeg var 12 år. Så løb jeg de seks km hjem til familien på Bryggerivej om søndagen. Det gik stærkt - og jeg er aldrig holdt op med at rende.
Søn på 73Hun var den ældste og er glad for, at hun har jeg tre søstre tilbage: Tvillingerne Ella og Elly på 83 år samt Edith på 88. De kommer fra Femø og Falster på min fødselsdag, 2. maj.
Tonefaldet bliver også varmt, når hun taler om sin søn, Poul Erik, der bliver 73.
- Han kommer jævnligt på besøg. Han er udlært elektriker hos Konradsen og Frandsen her i Brønderslev. Poul Erik flyttede til Als, da han fik job på Danfoss. Men han vendte tilbage til Vendsyssel og blev til sidst selvstændig i Kaas.
I gamle dage var der ikke mange hjælpemidler, så de fleste måtte knokle på arbejde. Johannes mand, Frederik lagde store cementrør for Halvorsen støberi.
- Det var meget hårdt, men han var heldig at få arbejde på Pedershaab, hvor han var i 30 år.
Frederik holdt også vagt uden for Skolegades skole efter 2. verdenskrig:
- Modstandsfolkene internerede mange borgere på skolen, hvis de havde haft noget med tyskerne at gøre. Nogle spurgte Frederik, hvorfor han holdt vagt. Han svarede: "Så længe vi ikke har fundet ud af, hvem der dræbte dyrlægen, bliver jeg her!"
Dyrlæge Axel Møller var byens tidligere borgmester, som tyskerne likviderede i januar 1945 som hævn for, at modstandsfolk dræbte en nazist.
Sneede inde
I mange år brugte de en petroleums primus med en ovn oven på.
- Vi hentede tørv i mosen og bag Hedelund. Det var ofte æltet tørv: Mudder skåret ud i stykker og lagt til tørre. Når det var tørt kunne vi fyre med det i kakkelovnen. Vi havde jo nærmest ikke koks - det var rationeret ligesom smør, sukker og kaffe efter krigen. Frugt og chokolade kom også først nogle år senere.
Johanne kan også huske nogle år med mindst lige så meget sne som i vinter.
- Det var ikke nemt at bo på landet med så meget sne. Jeg kan huske, da jeg var barn og vi boede i Ø. Hjermitslev. Sneen var lige så høj som husene, og tre-fire fra hver gård skulle hjælpe med at kaste sne, ellers kom vi ikke derfra - og mælkebilen kunne ikke hente mælk.
Hun følte sig selv lidt lukket inde af sneen i vinter:
- Jeg kunne ikke komme herfra og gå ærinder. Jeg så, at madbilen til de andre pensionister kom fra V. Hjermitslev Kro. Så jeg ringede til dem og fik middagsmaden bragt - det er dejlig, almindelig mad. Og der er også lidt tilbage til om aftenen - ellers laver jeg en mellemmad.
Johanne sparer stadig ved at købe billigt ind. Enten discount eller tilbud i supermarkeder.
- Jeg har oplevet meget. Jeg havde forskellige pladser i huset og tog til København i 1930, da jeg fik chancen for at blive stuepige.
Her prøvede hun en noget knirkende trærutsjebane på Bakken og så det store luftskib Graf Zeppelin.
Et par år efter kom hun hjem og blev gift med Frederik. Manden døde i 1991, men selv om Johanne faldt både sidste år og i år, er hun sej og fortsætter med gåture hver dag. Dog nu med rollator.
- Det er ikke til at tænke på, at jeg bliver 100, forfærdeligt. Og dronningen er 70. Min søn siger: "Mor, du er også en dronning". Mon ikke jeg får en hilsen fra hende på min fødselsdag, smiler Johanne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar