http://www.jv.dk/kolding/100-aarig-tager-paa-charterferie/artikel/552659
100-årig tager på charterferie
AF: MARTIN WILDE
Publiceret
100-årige Agnete Wind Knudsen fra Vamdrup er ikke bange for at rejse sydpå. Hun vil ned og ligge og dase i solen, og alder er ingen hindring for at tage på ferie.
Foto: privatfoto
0 kommentarer
VAMDRUP/TENERIFE: Sidste år var hun på Mallorca. I år går turen så til Tenerife. 100-årige Agnete Wind Knudsen fra Vamdrup er ikke bange for at rejse sydpå. Hun vil ned og ligge og dase i solen, og alder er ingen hindring for at tage på ferie – i hvert fald ikke, hvis man bor på plejehjemmet Elim i Vamdrup.
I weekenden tog 100-årige Agnete Wind Knudsen sammen med to plejere af sted til den spanske Atlanterhavs ø Tenerife, hvor hun holder en uges solferie.
– Det er dejligt. Jeg vil ned, hvor det er varmt. Det derhjemme, det kender vi jo, fortæller Agnete Wind Knudsen på en mobiltelefon fra Tenerife, hvor solen skinner og giver 30 grader i skyggen.
Det er anden gang, hun er på øen, og selvfølgelig skal den aldrende dame rundt og opleve noget.
– Det er ikke noget problem. Jeg går ganske vist ikke så godt, så jeg sidder i kørestol. I går var vi oppe i bjergene og inde i byen, for at se på livet, fortæller Agnete Wind Knudsen.
Når hun, og hendes to plejere fra plejehjemmet Elim i Vamdrup ikke er på tur, tilbringer de tiden på hotellets terrasse. Her sidder Agnete Wind Knudsen og nyder udsigten, mens hun ryger cerutter – gerne mellem 10 og 20 om dagen, og får sig en øl og snaps – eller en cognac.
– Vi lever jo godt hernede, selv om det med maden, det er ikke lige mig. Jeg vil hellere have noget at drikke.
Men det er ikke kun om dagen, 100-årige Agnete Wind Knudsen er aktiv.
– Natteliv? Det skal vi se på i aften. Da skal vi ud og se, hvordan de unge morer sig.
Agnete Wind Knudsen var ikke vant til at rejse syd på, da hun var yngre.
Hendes far havde et hotel på den tyske ø Sild, og der tog familien altid hen på ferie.
– Så derfor skal jeg ud og se noget nu.
– Skal du på ferie igen næste år?
– Ja, men jeg har ikke bestemt, hvor turen går hen. Jeg skal på ferie hvert år, så længe jeg kan rejse, siger Agnete Wind Knudsen fra terrassen på Tenerife. Det er anden gang, hun er på den spanske Atlanterhavs ø. Sidste år var hun på Mallorca.
Hvor turen går hen næste år, har hun endnu ikke bestemt sig for, men af sted, det vil hun.