Det var ingen sag at blive 100 - nu fylder Jens Peter 105: - Jeg savner at cykle
AF: KRISTIAN ISAKSEN
Publiceret
Selv om han er 104 - snart 105 - følger Jens Peter med i Fyens Stiftstidende. Og han er bestemt en mand med en holdning. Foto: Kristian Isaksen
Det var ingen sag for Jens Peter Westergaard fra Odense at blive 100 år. Nu fylder han 105 den 26. april. Her er lidt - kun ganske lidt - af hans historie.
- Mit ældste minde?
- Ja, altså det længste, du overhovedet kan huske tilbage. Giv dig bare god tid?
Jens Peter Westergaard drejer hovedet bort fra sin samtalepartner. Han stirrer ud i luften, og selv om han ikke fortrækker en mine, er det tydeligt at se, at der er sat et maskineri i gang, som buldrer igennem en bunke af hændelser, episoder og milepæle, der alle tilsammen udgør det, han kan kalde sit liv.
Midt i hukommelsens tåger lyser noget pludselig op.
- Jo, nu ved jeg det. Jeg er i min fars slagterforretning på Nørregade. Jeg er vel fire år gammel, og de voksne snakker om en krig. Det var et emne, min far talte meget om med kunderne. Hvad det mere konkret drejede sig om, ved jeg ikke. Ikke på det tidspunkt i hvert fald, men det fandt jeg jo ud af senere hen.
Man møder nu og da mennesker, som i glimt kan berette om 2. Verdenskrig. Det er nu ikke så svært at vride minder ud af Jens Peter Westergaard om tiden fra 1939 til 1945.
Nej. Det han husker sin far tale om. Det var den første af slagsen. Den, der brød ud i 1914 - samme år som Jens Peter Westergaard blev født.
Hans arbejdsliv stoppede, da han blev 70. De var glade for ham hos bybusserne i Odense, hvor han var ansat som administrerende direktør, så de plagede ham om at tage fem år mere. Foto: Kristian Isaksen
Frygter ikke døden
Fredag den 26. april fylder manden 105 år. En på mange måder naturstridig alder.
Alt det, der kunne have suget livet af ham, er prellet af som gummikugler på en panservest.
- Jeg har aldrig været tæt på at dø og ikke været nævneværdig syg. Jeg bliver ikke smittet af det, andre går med. Mit immunforsvar må være stærkt. Det har lægerne også altid sagt.
Man kunne fylde lagerbygninger med alle de spørgsmål, det kunne være relevant at stille den snart 105-årige mand. Men det ville kræve mere plads end disse spalter kan rumme.
Så hvor starter man?
- Jeg vil gerne vide, om du nogensinde tænker på fremtiden?
- Aldrig. Jeg lader bare stå til. Jeg har oplevet, hvad jeg skulle. Jeg har fået nok liv. Mere behøver jeg ikke. Jeg er ikke bange for døden. Jeg er klar til at forlade denne verden, når tiden er inde. Ingen skal kæmpe for mig. Ingen livsforlængende medicin. Jeg skal have lov at dø i fred og ro.
- Hvornår tænkte du sidst fremad - set i det perspektiv, at du allerede har levet næsten 30 år længere end de fleste danske mænd?
- Det gjorde jeg op til min 100-års fødselsdag. Det var det sidste mål. Men det var ingen sag at blive 100. Det gjaldt blot om at have tålmodighed. Jeg plejer at sige, det kun var et spørgsmål om tid.
- Er der noget, du savner?
- Jeg savner at cykle. Det er det eneste. Alt andet, jeg gerne vil, har jeg fået nok af.
Kærligheden
Jens Peter Westergaard husker ikke årstallet for sit første ægteskab. Ej, heller hvor gammel han var, da han og Gerda sagde ja til hinanden.
Der er meget hukommelse i en 105 år gammel hjerne, så det kan ingen vel fortænke ham i at have glemt.
Men han ved, at hun døde kort efter deres 25-års bryllupsdag. At han et år efter fandt Inge, som han også blev gift med.
De var sammen i 17 år, inden døden bankede på døren.
Til sidst var der Nina. Hun holdt også 17 år, inden tidens opslidende tand trak sidste åndedrag ud af hende.
Havde det været en kriminalroman, ville Jens Peter Westergaards evne til at overleve tre kvinder snarere være lig med forbrydelser end naturlige årsager.
Men en høj alder giver rum til meget kærlighed.
- Det kommer til at lyde forkert, men jeg havde ikke behov for at sørge længe over mine koner og min kæreste Nina. Det har altid faldt mig naturligt at komme videre. Men nu er det slut. Jeg skal ikke have flere.
Chef for bybusserne
Hans arbejdsliv stoppede, da han blev 70. De var glade for ham i hos bybusserne i Odense, hvor han var ansat som administrerende direktør, så de plagede ham om at tage fem år mere.
- Der var mange gode job op til da. Hos Politiken i Københavns regnskabsafdeling og hos skattevæsenet. Jeg er god med tal. Men bybusserne i Odense står som noget særligt. Jeg startede, da vi havde sporvogne og var med til at indføre busserne.
Sin professionelle fortid in mente er det svært for Jens Peter Westergaard at holde kommentarerne inde, nu hvor snakken er faldet på trafikken.
- Odense har truffet en forkert beslutning. Bybusserne er fleksible. De kan komme rundt, når der sker ting, man ikke kan forudse. Og med ledbusserne kunne alle endda være med. Det fungerede upåklageligt. Men så vil man have letbane, og man jævner Thomas B. Thriges Gade med jorden for at få trafikken væk, men nu kører den bare på de små veje, der førhen var så fredelige. Det hænger ikke sammen, og jeg kan ikke se, at letbanen nogensinde kan gøre op for de gener, den har afstedkommet.
105-års-fødselsdag: Odenses ældste er ikke fan af letbanen
Modstander af letbanen
Man skal blive hurtigt rask
DEL ARTIKLEN