https://www.dr.dk/nyheder/indland/111-aar-og-197-dage-gammel-i-dag-slaar-karla-rekorden
111 år og 197 dage gammel: I dag slår Karla rekorden
Karla Lindholm Jensen er fra i dag den ældste dansker nogensinde.
Hun var seks år, da 1. Verdenskrig brød ud.
Hun var 61 år, da Neil Armstrong tog de første skridt på månen.
Hun var hun 81 år, da Berlinmuren faldt.
Og i dag er Karla Lindholm Jensen med sine 111 år og 197 dage den ældste dansker nogensinde.
Hun blev født i Herning den 7. maj 1908, og har levet hele sit liv i den midt- og vestjyske by.
I dag er det hendes søn, Hans-Boy Lindholm, der snakker med hende hver dag, som besvarer spørgsmål på hendes vegne.
Hvordan har hun det?
- Hun mener selv, at hun nok ikke kan forlange at have det bedre.
Hvad tænker hun om, at hun nu har aldersrekorden?
- Hun er total uberørt af det og gider ikke snakke om det.
Hvordan markerer hun dagen?
- Den bliver ikke markeret, har hun selv sagt.
Hvad har hun gjort for at passe på sig selv?
- Hendes positive livssyn og nyder gerne et glas portvin og en cerut.
Hvad vil være hendes bedste råd til en 20-årig i dag?
- At de skal opføre sig ordentligt, også over for andre. (hendes egne ord)
Karla Lindholm Jensen deltog tidligere på året i en "Tæt På" på dr.dk, hvor hun blandt andet gav gode råd til at få et langt og godt liv.
Hun har også deltaget i et afsnit af DR-programmet "I Danmark er jeg født" omkring livets endestation.
Aldersrekorden for en danskfødt person tilhører stadig Christian Mortensen, som blev 115 år og 252 dage gammel. Han flyttede dog til USA som 21-årig, hvor han fik amerikansk statsborgerskab.