Lystens værk publicerer tekster skrevet af Jens Peter Kaj, som forbeholder sig ophavsretten.
lørdag den 5. oktober 2019
Min bedstemor blev 106
Karen Iris Elisabeth Jensen, hed hun, min fars mor og den sidste af mine bedsteforældre. Da hun blev født den 4. maj 1913, var Joyces Ulysses og Wittgensteins Tractatus endnu ikke udgivet. Hun blev født, før Gandhi vendte hjem til Indien, før likvideringen af Rosa Luxemburg, før Den Russiske Revolution, før Irland blev en selvstændig nation, før Danmark solgte De Vestindiske Øer, før Første Verdenskrig, før publiceringen af Einsteins almene relativitetsteori og før Halfdan Rasmussen blev født. Ingen havde endnu hørt om Charlie Chaplin. I løbet af hendes levetid er verden blevet en anden.
Her til morgen sov hun stille ind i sit hjem i Langeskov, 106 år gammel. Iris havde i sin alderdom et aktivt og udadvendt socialt liv, hvor hun ikke blot i mange år havde sit ugentlige andespil, men også mødtes med sin kortklub to gange om ugen. Når man bliver så gammel, bliver man nødt til at finde nye medlemmer til kortklubben med ujævne mellemrum. Man må finde nye venner, men det gjorde Iris med en stærk vilje til at holde sig i gang. Hun havde en stor flok halvsøskende, men særligt sin efterslægt med fire børn, seks børnebørn og tolv oldebørn havde hun jævnlig kontakt til. Hun nåede at flytte 43 gange, fra hus til hus på Fyn og Langeland. Langt de fleste gange sammen med min bedstefar, den kommunistiske løsarbejder Arnold fra Vejle. De havde for vane at købe sig en gammel rønne, sætte den pænt i stand, og så sælge den og flytte videre til en ny fynsk landsby eller købstad et par år efter. Måske var rastløsheden slet ikke hendes, men Arnolds. Arnold, den iltre skælm med det kraftige, ravnesorte hår, var søn af en fisker og en rakkerpige, som vi må formode var vant til at bo på en ladvogn. Efter Arnolds død i 1985 aftog rastløsheden i hvert fald, og i de sidste mange år boede Iris i Langeskov på Østfyn. Der har mine forældre også boet i de seneste 18 år (eller deromkring) i gåafstand fra Iris' hjem, og det samme gjorde hendes yngste datter med sin mand i en årrække.
Cirka fem år efter Arnolds død fik Iris sig en ny kæreste, nemlig Knud, som hun i nogen tid havde spillet kort med. Hun var 80 og Knud kun 72, men alligevel forsvandt han længe før hende. Også Iris' ældste søn, Arne, døde før hende. Det er jo også et naturligt vilkår ved at blive så gammel.
Det var vigtigt for Iris at blive boende i sit eget hjem, og det gjorde hun, i de sidste 34 år alene. Hun var over 100, da hun begyndte at få offentlig hjælp til at klare det huslige. Hun havde sukkersyge og fik ofte lungebetændelse i de sidste år, men blev aldrig dement og var gennem livet kun sjældent alvorligt syg.
Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt episode, hvor hun kom alvorligt til skade, nemlig da hun fik et kar kogende malt ud over sig, mens hun bryggede øl til Arnold.
Iris fik et ganske almindeligt, men langt, begivenhedsrigt og udadvendt liv med en stor familie og mange venner, og hun fik en nådig og, så vidt vi ved, smertefri død, som hun i den allersidste tid bød velkommen, fordi hun det sidste halve år ikke havde kunnet spille kort eller i det hele taget færdes på egen hånd på grund af svigtende syn og hørelse.
Æret være hendes minde.
Her til morgen sov hun stille ind i sit hjem i Langeskov, 106 år gammel. Iris havde i sin alderdom et aktivt og udadvendt socialt liv, hvor hun ikke blot i mange år havde sit ugentlige andespil, men også mødtes med sin kortklub to gange om ugen. Når man bliver så gammel, bliver man nødt til at finde nye medlemmer til kortklubben med ujævne mellemrum. Man må finde nye venner, men det gjorde Iris med en stærk vilje til at holde sig i gang. Hun havde en stor flok halvsøskende, men særligt sin efterslægt med fire børn, seks børnebørn og tolv oldebørn havde hun jævnlig kontakt til. Hun nåede at flytte 43 gange, fra hus til hus på Fyn og Langeland. Langt de fleste gange sammen med min bedstefar, den kommunistiske løsarbejder Arnold fra Vejle. De havde for vane at købe sig en gammel rønne, sætte den pænt i stand, og så sælge den og flytte videre til en ny fynsk landsby eller købstad et par år efter. Måske var rastløsheden slet ikke hendes, men Arnolds. Arnold, den iltre skælm med det kraftige, ravnesorte hår, var søn af en fisker og en rakkerpige, som vi må formode var vant til at bo på en ladvogn. Efter Arnolds død i 1985 aftog rastløsheden i hvert fald, og i de sidste mange år boede Iris i Langeskov på Østfyn. Der har mine forældre også boet i de seneste 18 år (eller deromkring) i gåafstand fra Iris' hjem, og det samme gjorde hendes yngste datter med sin mand i en årrække.
Cirka fem år efter Arnolds død fik Iris sig en ny kæreste, nemlig Knud, som hun i nogen tid havde spillet kort med. Hun var 80 og Knud kun 72, men alligevel forsvandt han længe før hende. Også Iris' ældste søn, Arne, døde før hende. Det er jo også et naturligt vilkår ved at blive så gammel.
Det var vigtigt for Iris at blive boende i sit eget hjem, og det gjorde hun, i de sidste 34 år alene. Hun var over 100, da hun begyndte at få offentlig hjælp til at klare det huslige. Hun havde sukkersyge og fik ofte lungebetændelse i de sidste år, men blev aldrig dement og var gennem livet kun sjældent alvorligt syg.
Jeg kan kun komme i tanke om en enkelt episode, hvor hun kom alvorligt til skade, nemlig da hun fik et kar kogende malt ud over sig, mens hun bryggede øl til Arnold.
Iris fik et ganske almindeligt, men langt, begivenhedsrigt og udadvendt liv med en stor familie og mange venner, og hun fik en nådig og, så vidt vi ved, smertefri død, som hun i den allersidste tid bød velkommen, fordi hun det sidste halve år ikke havde kunnet spille kort eller i det hele taget færdes på egen hånd på grund af svigtende syn og hørelse.
Æret være hendes minde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar