torsdag den 28. december 2023
Anne Thuesen, Vejle 1914 - 2023
https://hsfo.dk/navne/mindeord-om-en-af-danmarks-aeldste-hun-blev-foedt-tre-maaneder-foer-1-verdenskrigs-start
NAVNE
Mindeord om en af Danmarks ældste: Hun blev født tre måneder før 1. verdenskrigs start
1/1
"Anne boede på det nu lukkede plejecenter i Smidstrup, indtil hun sammen med de øvrige beboere blev forflyttet til det nye plejehjem Kong Gauers Gård. Det skete i september. Flytningen satte sit præg på hende, og hun tabte livsgnisten", skriver Inger Skov i mindeordene om 109-årige Anne Thuesen. Arkivfoto: Benny F. Nielsen
24 jan. 2024 kl. 14:18
AA
Inger Skov, Fredericia, har på vegne af Smidstrup & Omegns Lokalhistoriske Forening skrevet mindeord om Anne Thuesen, Gauerslund, Børkop, der blev 109 år. Ved en fejl blev mindeordene kun bragt i avisen, ikke på nettet, i december 2023.
En af Danmarks ældste borgere, Anne Thuesen, er død, 109 år.
Anne boede på det nu lukkede plejecenter i Smidstrup, indtil hun sammen med de øvrige beboere blev forflyttet til det nye plejehjem Kong Gauers Gård. Det skete i september. Flytningen satte sit præg på hende, og hun tabte livsgnisten.
ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN
Anne Thuesen blev født i Skodborg, tre måneder før 1. verdenskrig brød ud. Hendes forældre havde en landejendom.
Som alle andre unge dansksindede mænd blev hendes far, Max Christiansen, indkaldt til krigen, straks efter at den startede. Kun et par gange var han hjemme på orlov, inden han blev dræbt i Frankrig i sommeren 1916.
Anne ville gerne fortælle om sin opvækst som krigsbarn og de udfordringer, hendes mor, jordemoder Dorthea Christiansen, stod overfor.
Efter faderens død solgte moderen i 1919 ejendommen, hvorefter hun rejste til København for at uddanne sig til jordemoder. Det var ikke let med to små børn.
Familien skulle passe børnene, men det endte med, at Anne og hendes bror Peter, der var halvandet år ældre end Anne, kom på Espergærde Børnehjem.
Fra 1929 til sin pension i 1959 var Annes mor jordemoder i Smidstrup Sogn. Anne var på det tidspunkt blevet gift med Jens Thuesen fra Smidstrup. De to havde truffet hinanden på Uldum Højskole.
Jens havde en cykelforretning ved smeden Hoffmann, og senere startede han en lillebilforretning. Parret var meget aktive i Smidstrups foreningsliv. Dorthea flyttede i 1929 ind ved Jens og Anne i et nybygget hus på Tiufkærvej.
Anne var en vigtig del af jordemodergerningen, idet hun passede telefonen, og hun gik også sin mor til hånde, når der var behov for det.
Anne ville gerne tjene sine egne penge, og i mange år broderede hun puder, løbere, duge for forskellige broderi og håndarbejde for firmaer. Hun kniplede og vævede også.
I 1964 åbnede Anna en iskiosk i forhaven på Tiufkærvej. Det var fem år efter, at den nye Smidstrup-Skærup Centralskole åbnede, og da den lå som genbo til kiosken, var det var et populært sted. Anne lukkede kiosken i 1978.
Der var sorger undervejs. I en ung alder døde hendes ældste søn, Niels, der ellers havde en lovende karriere som styrmand. I 2000 døde hendes mand, og i 2010 døde Carsten, den yngste søn, som hun boede sammen med.
På det tidspunkt kunne Anne ikke være alene, hvorefter hun kom på plejecenter Smidstrupparken. Mange vil sikkert huske, at hun donerede en bus til Smidstrupparken.
https://vafo.dk/navne/vejles-aeldste-er-doed-saa-gammel-blev-hun-anne-thuesen-roebede-sin-hemmelighed-da-hun-fyldte-100
NAVNE
Vejles ældste er død - så gammel blev hun: Anne Thuesen røbede sin hemmelighed, da hun fyldte 100
1/2
Anne Thuesen donerede 250.000 kroner, så Smidstrupparken kunne købe "Anne's Bus". Billedet blev taget ved hendes 100-års-dag. Arkivfoto; Benny F. Nielsen
Vejle Kommunes klart ældste borger, Anne Thuesen, er død.
18 dec. 2023 kl. 17:39
AA
Jørgen Flindt jofli@vafo.dk
Lyt til denne artikel
6 min
Lyt til denne artikel
6 min
Smidstrup: Hun blev født samme år, som første verdenskrig tog sin begyndelse. Året var 1914.
109 år senere døde Anne Thuesen. Kvinden, der boede størstedelen af sit liv i Smidstrup, nåede dermed at blive en af Danmarks tre ældste borgere.
Men i slutningen af november døde hun, og det skete i stilhed.
ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN
Indtil for et par år siden var hun stadig frisk nok til dagligt at læse dagens avis, men de seneste par år var hun blevet så svækket, at hun ikke kunne så meget i det daglige.
Hendes far faldt i første verdenskrig
Hun boede gennem mange år på Smidstrupparken i Smidstrup, men da plejecentret lukkede i september, blev hun, og de andre beboere forflyttet til det nyåbnede Kong Gauers Gård i Gauerslund. Flytningen tog, efter avisens oplysninger, hårdt på hende.
Anne Thuesen blev født i den sønderjyske by Skodborg, som dengang var en del af det tyske rige. Da "den store krig" brød ud, blev hendes far indkaldt til krigen, og han mistede livet på slagmarken.
2/2
Anne Thuesen blev en af Danmarks ældste. Billedet her fra 2012. Arkivfoto: Mette Mørk
Anne havde en hård barndom, hvor hun blandt andet kom på børnehjem, men da hun var en stor pige, flyttede hendes mor, bror og Anne til Smidstrup, og det skulle blive basen og hendes hjem, indtil hun kort før sin død blev forflyttet til Gauerslund.
Det var i Smidstrup, hun blev gift med Jens Thuesen, og gennem mange år drev hun en iskiosk i byen. Den lukkede helt tilbage i 1978.
ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN
Jeg kan ikke længere høre telefonen
Anne Thuesen oplevede gennem sit lange liv sorgen ved at miste både sin ægtefælle og også sine børn.
Hendes mand, Jens Thuesen, var vognmand i Smidstrup i mange år, men han døde i 2000.
Anne Thuesen flyttede ind på Smidstrupparken i november 2011.
Inden da boede hun på Tiufkærvej med sin søn Jens Carsten, som pludselig døde af en blodprop i oktober 2011 som 65-årig.
Hendes ældste søn Niels Ditlev mistede hun allerede i 1983. Ingen af sønnerne var gift.
Hun var ikke i tvivl om, at hun skulle flytte, da sønnen Jens Carsten døde i 2011, fortalte hun i et interview med Vejle Amts Folkeblad i september 2012.
- Jeg kan ikke se så godt, og jeg kan ikke høre telefonen. Så kan man ikke bo alene, sagde Anne Thuesen - der var godt tilfreds med sin nye tilværelse på Smidstrupparken.
- Der er aldrig nogen ufred her. Vi har det alle godt, og personalet er alle tiders, sagde hun.
ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN
Sådan fik Smidstrupparken sin bus
Og hun lagde handling bag ordene: Anledningen til interviewet var, at Anne Thuesen netop havde doneret 250.000 kroner, så plejecentret kunne anskaffe sig en ni-personers minibus.
- Jeg synes godt, vi kunne have brug for en bus. Jeg arvede penge efter min søn, som døde sidste år, og jeg har ikke nogen nær familie, og så kunne jeg da lige så godt ofre lidt. Med den alder, jeg har, er det ikke nødvendigt at have så mange penge, sagde Anne Thuesen - som på det tidspunkt var 98 år.
Smidstrupparken valgte dengang at døbe bussen "Anne's Bus". Det havde hun nu helst været fri for, fortalte hun - hun vil bare gerne på nogle ture!
ARTIKLEN FORTSÆTTER EFTER ANNONCEN
Den hemmelige opskrift: Grapefrugt
I maj 2014, da Anne Thuesen fyldte 100 år, kom avisen igen på besøg.
Og som altid ved den slags runde dage spurgte journalisten om opskriften på at nå så høj en alder:
- Jeg har altid haft et godt helbred og været sej. Jeg har ikke fejlet noget siden den spanske syge i 1918 og har altid været oppe i omdrejninger, fortalte den 100-årige Anne Thuesen.
Hendes egen lille hemmelighed bag et godt helbred var angiveligt - en smule grapefrugtsaft.
- Det er det eneste, jeg tager. Jeg får ingen medicin, så jeg har ikke noget at klage over, konstaterede hun.
Nu er den gavmilde, slagfærdige og beskedne kvinde gået bort. Hun er begravet på Smidstrup Kirkegård. Her hviler også hendes mor og hendes to sønner.
Efter Anne Thuesens død er kommunens ældste borger 105 år.
Gustav Krejsgaard, Halsnæs 1918 -
https://www.sn.dk/danmark/hundrede-gange-hurra/
INDLAND
Hundrede gange hurra
"Det er vigtigt at holde sig i gang," siger 100-årige Gustav Krejsgaard
Foto: Anders Nordstrand
10. februar 2018, 11:00
Del på Facebook Del på Twitter Del på Linkedin Del via email Print
FØDSELSDAG Familien er samlet på plejehjemmet Solhjem i Melby, hvor Gustav Krejsgaard har boet de seneste år og nu er dagens midtpunkt: 100 år den 31. januar, og en af dagens gæster er borgmester Steffen Jensen, der kommer forbi med gaver og en hilsen fra kommunen.
En udveksling af replikker mellem de to afslører straks, at fødselaren også er en kvik herre med humør.
"Tillykke med fødselsdagen, Gustav, jeg har taget blomster og chokolade med til dig – er det noget du kan li' at spise?"
"Jo, mange tak. Det er i orden med chokoladen, men blomster spiser jeg nu ikke," siger Gustav med smil på læben, og så er stilen lagt til en hyggelig times tid med udveksling af minder omkring kaffebordet.
Familien Krejsgaard med døtrene Pernille, Anne Dorte og Liselotte har længe haft tilknytning til Liseleje, hvor de har ferieret mange somre i 'Carlsberg-huset', bryggeriets feriebolig for funktionærer. I 33 år var den revisoruddannede Gustav Krejsgaard ansat på Carlsberg og havde som underinspektør et ansvar for forsyninger af dåseøl til store eksportmarkeder som England.
"Det var en god arbejdsplads, vi havde det egentlig meget sjovt. En enkelt gang var jeg dog nødt til at skælde en formand ud, for han havde ikke fortalt mig at dåselageret var ved at være tømt. Det var en alvorlig situation. Manden kom nu med en god forklaring, da han fortalte, at han havde måttet passe et sygt barnebarn om natten. Det gjorde mig lidt urolig. Men senere så jeg ham komme gående med den sødeste lille pige, der var blevet rask igen. Så var alt jo i skønneste orden," fortæller Gustav og runder historien af med en portvins-skål.
Efter sin pensionering valgte Gustav Krejsgaard at flytte fra København til sit elskede Liseleje, eller rettere sagt til familiens landsted på Onkel Petersvej i Asserbo.
Under samtalen bordet rundt kommer det frem, at et aktivt liv kunne være opskriften på et langt liv, men noget af det kan ligge i generne: Gustavs storebror er 105 år, mens lillebroderen er 95.
"Så lillebroren er jo lidt af en drengerøv i det selskab," griner en af svigersønnerne og tilføjer, at Gustav har været en aktiv og hjælpsom handyman i familien: "Hans hænder har altid været godt skruet på."
"Far har kunnet klare sig selv, passet hus og have indtil han var 97 år. I 2015 var det nødvendigt at flytte på plejehjem," siger datteren Liselotte.
Gennem mange år har Gustav været gift med Bente, de to har ikke levet sammen mange år, men de ses så ofte som muligt. Selv om syn og hørelse har svigtet, har Gustav sat sig for at være så aktiv som muligt og følge med i, hvad der foregår uden for Solhjems mure.
"Det er vigtigt at holde sig i gang," fortæller 100 års-fødselaren, som holder sig i form på kondicyklen.
Tirsdage står den på højtlæsning fra Halsnæs Avis: "Vi løber lige overskrifterne igennem og går i dybden med de mest interessante emner," fortæller hjælperen Ayriete, som nyder samtalerne med Gustav på baggrund af avishistorierne.
"Vi har det jo godt," konstaterer Gustav og tager fat på endnu en samtale med borgmesteren, som Gustav nu møder for første gang, men allerede kender ham gennem avisartikler.
"Det er godt, men det er jo vigtigt, at I har godt hver dag, også når det ikke er fødselsdag," siger Steffen.
"Det synes, jeg vi har, men man hører jo så mange historier om ældrepleje – at beboere må ligge og vente længe på hjælp. Det oplever jeg nu ikke, og jeg tror man bare skal have lidt tålmodighed, når man bor på plejehjem," lyder en af slutreplikkerne fra Gustav Krejsgaard inden dagens næste programpunkt: Fødselsdagsfest med stor lagkage i selskab med de andre beboere.
Hundrede gange hurra.
Abonner på:
Opslag (Atom)