torsdag den 28. december 2023
Gustav Krejsgaard, Halsnæs 1918 -
https://www.sn.dk/danmark/hundrede-gange-hurra/
INDLAND
Hundrede gange hurra
"Det er vigtigt at holde sig i gang," siger 100-årige Gustav Krejsgaard
Foto: Anders Nordstrand
10. februar 2018, 11:00
Del på Facebook Del på Twitter Del på Linkedin Del via email Print
FØDSELSDAG Familien er samlet på plejehjemmet Solhjem i Melby, hvor Gustav Krejsgaard har boet de seneste år og nu er dagens midtpunkt: 100 år den 31. januar, og en af dagens gæster er borgmester Steffen Jensen, der kommer forbi med gaver og en hilsen fra kommunen.
En udveksling af replikker mellem de to afslører straks, at fødselaren også er en kvik herre med humør.
"Tillykke med fødselsdagen, Gustav, jeg har taget blomster og chokolade med til dig – er det noget du kan li' at spise?"
"Jo, mange tak. Det er i orden med chokoladen, men blomster spiser jeg nu ikke," siger Gustav med smil på læben, og så er stilen lagt til en hyggelig times tid med udveksling af minder omkring kaffebordet.
Familien Krejsgaard med døtrene Pernille, Anne Dorte og Liselotte har længe haft tilknytning til Liseleje, hvor de har ferieret mange somre i 'Carlsberg-huset', bryggeriets feriebolig for funktionærer. I 33 år var den revisoruddannede Gustav Krejsgaard ansat på Carlsberg og havde som underinspektør et ansvar for forsyninger af dåseøl til store eksportmarkeder som England.
"Det var en god arbejdsplads, vi havde det egentlig meget sjovt. En enkelt gang var jeg dog nødt til at skælde en formand ud, for han havde ikke fortalt mig at dåselageret var ved at være tømt. Det var en alvorlig situation. Manden kom nu med en god forklaring, da han fortalte, at han havde måttet passe et sygt barnebarn om natten. Det gjorde mig lidt urolig. Men senere så jeg ham komme gående med den sødeste lille pige, der var blevet rask igen. Så var alt jo i skønneste orden," fortæller Gustav og runder historien af med en portvins-skål.
Efter sin pensionering valgte Gustav Krejsgaard at flytte fra København til sit elskede Liseleje, eller rettere sagt til familiens landsted på Onkel Petersvej i Asserbo.
Under samtalen bordet rundt kommer det frem, at et aktivt liv kunne være opskriften på et langt liv, men noget af det kan ligge i generne: Gustavs storebror er 105 år, mens lillebroderen er 95.
"Så lillebroren er jo lidt af en drengerøv i det selskab," griner en af svigersønnerne og tilføjer, at Gustav har været en aktiv og hjælpsom handyman i familien: "Hans hænder har altid været godt skruet på."
"Far har kunnet klare sig selv, passet hus og have indtil han var 97 år. I 2015 var det nødvendigt at flytte på plejehjem," siger datteren Liselotte.
Gennem mange år har Gustav været gift med Bente, de to har ikke levet sammen mange år, men de ses så ofte som muligt. Selv om syn og hørelse har svigtet, har Gustav sat sig for at være så aktiv som muligt og følge med i, hvad der foregår uden for Solhjems mure.
"Det er vigtigt at holde sig i gang," fortæller 100 års-fødselaren, som holder sig i form på kondicyklen.
Tirsdage står den på højtlæsning fra Halsnæs Avis: "Vi løber lige overskrifterne igennem og går i dybden med de mest interessante emner," fortæller hjælperen Ayriete, som nyder samtalerne med Gustav på baggrund af avishistorierne.
"Vi har det jo godt," konstaterer Gustav og tager fat på endnu en samtale med borgmesteren, som Gustav nu møder for første gang, men allerede kender ham gennem avisartikler.
"Det er godt, men det er jo vigtigt, at I har godt hver dag, også når det ikke er fødselsdag," siger Steffen.
"Det synes, jeg vi har, men man hører jo så mange historier om ældrepleje – at beboere må ligge og vente længe på hjælp. Det oplever jeg nu ikke, og jeg tror man bare skal have lidt tålmodighed, når man bor på plejehjem," lyder en af slutreplikkerne fra Gustav Krejsgaard inden dagens næste programpunkt: Fødselsdagsfest med stor lagkage i selskab med de andre beboere.
Hundrede gange hurra.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar