Mitte Søndergaard er en rask og rørig 105-årig, der kan klare sig selv. Familie og venner fylder meget i hendes liv, men nu er de jævnaldrende venner faldet fra, en efter en.
artikel om 105-årige Mitte Søndergaard, bragt i Nordjyske Tidende samt Jul på Mors
I lyst og i nød har Mitte Søndergaard levet med livet i landbruget i over hundrede år. Altid har hun haft mange folk omkring sig, men nu må hun sande, at de forsvinder, en efter en.
Af Lene Shannon
- Godt man er ovre dét!
Mitte nikker ud gennem bilruden mod de travle traktorer, der pløjer og harver og sår i denne tid, som var det forår. Mange marker er allerede dækket af vinterbyggens friske grønne tæppe.
Sådan var det ikke på hendes tid.
- Nu har de snart mest travlt om efteråret. Godt man er ovre dét, gentager hun og fortæller om datteren og svigersønnen, der har taget deres søn til hjælp i denne tid – han er netop færdiguddannet som lærer, men har endnu ikke fået ”plads”, som Mitte kalder det.
- Hvad skulle de gøre uden ham, filosoferer hun, – ja jeg har nu ikke ondt af dem, de kunne bare sælge køerne! Datteren er 63.
Landbrug har været omdrejningspunktet i Mittes 105-årige liv. Vi er på vej fra hendes parcelhus i landsbyen Frøslev midt på Mors og ud til kysten for at følge vejen nordpå til Skarregård – en firelænget gård, hvor tiden blev sat i stå omkring 1950. Gården er i dag museum og minder på mange måder om Mittes barndomshjem og den gård, hun siden selv måtte drive, da hendes mand døde, alt for tidligt.
Pikstenene på gårdspladsen bryder hun sig ikke om. Al den tid, man kunne spilde på at luge mellem stenene, siger hun og peger med ”æ kjæp” på de grønne ukrudtstotter, der stædigt pibler op hist og pist. Og så er de ikke nemme at færdes på. Et godt fast greb med den ene hånd om en arm, der er et halvt århundrede yngre og kæppen i den anden, så går det, lige så gelinde.
Mitte inspicerer nysgerrigt det hele med genkendelsens glæde i de levende øjne. Hun sætter sig på en æggekasse i det dunkle bryggers og rører ved vaskekarret i træ:
- Vores var nu bedre!
Over hende hænger det hvide bomuldsundertøj til tørre. Der er muret gruekedel, zinkbaljer…, videre gennem det lange hvidkalkede stuehus til spisekammer og køkken med husgeråd og komfur, lige til at tænde op i. Pigens kammer, folkestuen og de røde plysses møbler i ”æ pæen stow”, nøjagtig magen til dem, der stod i hendes barndomshjem på Frøslevvang.
Mittes mor kom til som husbestyrerinde, da Jens Andersens første kone døde – da havde han tre børn. Med Johanne som kone fik han så fire mere, så de var syv søskende. De tre piger, Dagny, Anna og Mitte, kom i rap rækkefølge og blev de bedste veninder. Gården var på 40 tøndersæde, og en karl og en pige hjalp til. I stuehuset styrede Johanne med bestemt hånd:
- Vi skulle gøre, hvad mor sagde, vi kunne ikke komme i tanker om andet. Hun var bestemt, måske for bestemt, men lad det nu være.
Gulvvask, opvask, rengøring, madlavning. Pligterne stod i kø. Men der var også tid til at lege. Med stenkøer og en enkelt dukke, sjipning og boldspil.
En dag kom moderen hjem fra en tur til Nykøbing med to dukkevogne. De havde kostet fire kroner stykket. Dagny, den yngste, var ”æ kjælle båe” (det forkælede barn, red.) og fik den ene for sig selv, mens Anna og Mitte delte den anden; de protesterede ikke.
Alle blev de sendt i Frøslev Friskole, og alle var de glade for at gå i skole. Det var jo en friskole, ingen udenadslære, ingen lektier, megen fortælling. Mitte husker tydeligt lærerinderne, Sarah fra Fyn og senere Maren Jensen. Hun glædede sig hver dag. Om sommeren var det to halve dage for de store – de skulle jo hjælpe derhjemme – og om vinteren fire dage.
Men når der skulle vaskes, måtte hun blive hjemme. Hun var gal, men det nyttede ikke. At vaske strakte sig over flere dag. Først sætte i blød, det fine i een balje, det almindelige i en anden. Det mest beskidte blev kogt dagen før og stod så natten over. Derefter blev det skyllet og kogt igen. Faderen stod meget ved kælderbrønden – der var 30-40 alen til vand dengang – med to træspande, der gik op og ned. Hvis de gik i stykker, måtte de fiskes op med en hage, det var noget ,der tog tid. Så var der rulningen og alt det fine hvide undertøj, der skule stryges. Tre-fire jern holdt moderen varme over komfuret, og så strøg Mitte:
- Jeg var aldrig ked af at bestille noget.
Syersken flyttede indAnna og Mitte var altid ens klædt. Når der var behov, kom en syerske og en assistent og boede i huset i op til 14 dage og syede til pigerne og moderen. Lappe og holde i orden, det kunne Johanne, men ikke sy, og Mitte selv har haft det ligesådan – strikke og brodere, ja, men sy, nej. En gang måtte syersken sidde oppe den halve nat for at få en fin bryllupskjole klar, Mitte holdt hende med selskab.
- Tænk sig, hun syede en ny dukkekjole til mig. Det var stort!
I næste tanke er Mitte ved den dag, da den ældste bror pludselig stod med en vugge i favnen, som han havde fremstillet til hende, det var en storhed, og hun kunne sidde i timevis og vippe med sin dukke. I dag er vuggen hos et barnebarn i Aalborg, i fin og nymalet stand.
Da den ”kjælle” Dagny og Anna fik skarlagensfeber som fem- og seksårige, måtte Mitte undvære sine søstre i de to måneder, de skulle være i isolation på sygehuset i Nykøbing, og hun selv og broderen Andreas måtte blive hjemme fra skole. Nå, de legede i laden, og tiden gik. Senere, da Mitte var 17, fik hun selv skarlagensfeber og måtte på sygehus i seks uger for ikke at smitte andre.
Julen og ballerne14 dage før jul begyndte forberedelserne. Hele huset skulle gøres rent, og alle gulve ferniseres. En gris på 400 pund blev slagtet. Så stor?? Mitte nikker. Der var meget flæsk at salte. Det ferske havde de så om julen. Moderen stegte en stor steg og lavede frikadeller. Der blev hældt fedt over, et låg lagt over med en tung sten på, og de gode sager stillet på det kolde kældergulv til 21. januar, hvor faderen havde fødselsdag. En stor skinke blev saltet og røget og hængt op på loftet ved siden af skorstenen. Den kunne holde sig til næste slagtning. Sylteflæsk, rullepølse, stribet flæsk, kød til surt og sødt, moderen var dygtig til at ordne det hele, så det kunne holde sig, men man skulle passe på at vande ud i et par dage, ellers var det uspiseligt.
Ovnen var så stor, at moderen kunne kravle ind i den. Hun sørgede for at tænde op med tørv og senere holde i gang med halm og holdt øje med bageriet. Faderen og den nye karl trillede pebernøddedejen til lange pølser, altid, søster Anna skar dem og de øvrige børn lagde på. Så var det sirupskager og til sidst boller.
- Det var skønt, det hele!
Tredje juledag var der juletræ i friskolen og sidst i julen i Afholdsforeningen, som Jens Andersen alle dage var medlem af.
- Klokken elleve måtte de ældre komme og danse. De andre børn tog hjem, men vi fik lov at blive. Dejligt! Kræn Bach spillede violin til det hele. Han spillede til alt på egnen. Om efteråret og vinteren skiftedes vi til at invitere til bal i forsamlingshuset. Det var altid det store spørgsmål – hvem skal have bal i år?
Var man inviteret, kostede det ikke noget. Ellers gav man 50 øre. Så var der fælles kaffebord midt på tiden og så igen boller og kaffe, når alle skulle hjem klokken fire om natten. Spiritus var der intet af.
- A har aldrig set en fuld mand i Frøslev forsamlingshus, da A var ung. Heldigvis!
Man gik til og fra på sine ben. Cyklede eller kom i hestevogn, afsted skulle man, om det sneede eller blæste og var aldrig så strengt.
Ud at tjeneAt Mitte skulle ud at tjene var en selvfølge, intet andet kom på tale. Men hun var heldig, at de første år blev som ung pige i huset hjemme på gården. Da hun var 17, troppede hun første gang op hos isenkræmmer Jørgen Brandt i Nykøbing, hvor hun skulle stå for husholdning og pasning af den yngste søn på to.
Og så skulle hun snakke fint. Hvordan skulle hun dog komme afsted med det? Første aften lavede hun biksemad – med brunede løg. Fruen himlede op, det troede hun ikke, Brandt kunne lide. Men han sendte besked ud, at det var det bedste, han havde fået længe. Spisestuegulvet var enormt, når det skulle smøres ind i bonevoks og pudses blankt. Om hun var bondsk eller fin på den, gulvet var ligeglad! Men fruen og herren forstod hende, så det gik. Med så meget at se til hændte det, at hun glemte at sætte salt på bordet. Brandt beordrede hende ind i stuen med en stige og bad hende stille sig op: – Kan du se, der mangler noget? Jojo.
Juleaften ville de, at hun skulle hjem. Mitte nægtede. Hun ville ikke gå. Der var langt til Frøslev, og det var et herrens snevejr. Men de insisterede. Heldigvis fik hun bud til en bror, og han kørte hende noget af vejen i kane til Frydsbrønd, hvor han boede. Næste morgen mødte hun klokken ni som aftalt. Hele huset sov. Komfuret var gået ud, og der var hundekoldt overalt. Hun måtte i gang, de skulle jo have varme og noget at spise…
Vask på dette sted krævede en vaskekone den første dag. En strygejomfru kom og strøg det fine, altså herrens kravetøj og flipper, Mitte måtte så tage resten, det tog en hel dag.
Hun fik 40 kroner om måneden. Over for fruen forlangte hun 50, ellers ville hun ikke blive der. Fruen ringen til Brandt i butikken. Han godkendte, så hun blev i halvandet år. Pengene blev brugt til tøj. Og så var der ungdomsmøde hver 14. dag. Det kostede halvtreds øre til kaffe og to stykker wienerbrød. Der var oplæsning og fortælling og sanglege. ”Der brænder en ild”. Slut klokken 12.
De første år på HoumølleFlere pladser i huset og som husbetyrerinde samt et højskoleophold blev det til, før Mitte i 1938 ankom med sit skab og sin seng hos Kresten Søndergaard på Houmølle i Outrup, hvor hun skulle være husbestyrerinde.
- Det var et bette kammer, og jeg var lidt betænkelig, men jeg sov da godt, indtil Kresten vækkede mig tidligt næste morgen med et ”Så står vi op!”. Det gjorde han hver morgen.
Den firelængede gård lå ned til fjorden, 80 tøndersæde jord hørte til, der var 12-14 køer med tilhørende ungkreaturer og kalve, grise og heste, selvfølgelig. Mitte passede husholdningen og det store gamle stuehus, og hun malkede køerne hver anden søndag på sin fridag. Foruden hende var der en karl.
Det gik jo efterhånden sådan, at de kunne lide hinanden, Mitte og Kresten.
To år senere blev de gift. Da var Mitte 36 og Kresten fem år ældre. Et år efter skulle Mitte føde deres første barn. En dag mærkede hun, at nu skulle det være. Men så gik hun i fire dage og kunne ikke mærke liv. Hun var bange. Den lille pige var dødfødt. Jordemoderen tog barnet, mens hun lå i sengen, Mitte så hende slet ikke.
- Synes du, jeg skal se hende? spurgte hun Kresten.
- Nej, sagde Kresten bestemt.
Barnet blev begravet på kirkegården i Outrup. Den dag i dag ved hun ikke, om der var nogen fra hendes familie med til begravelsen. Hun fik aldrig spurgt.
Det var en streng tid. Men det skulle jo gå, og et år efter fik de Laust.
- Tænk, så kom der tvillinger næste gang. Men det ene barn døde efter fire timer. Jens levede, og de to drenge blev som to røde køer, uadskillelige.
I foråret 1946 kom Hanne. Så sagde Mitte stop. To døde børn og nu var hun 41 år, det var nok.
Det havde været strenge år under krigen. Fødslerne og knapheden. Rationeringsmærker på alt. Men Kresten fik malet hvede hos en møller i dølgsmål, så hun i det mindste kunne bage det, hun ville. Hun husker, hvordan hun gik højgravid rundt i huset om natten, mens de engelske fly fløj lavt hen over øen på vejen hjem efter bombetogter i Tyskland. Mitte blev mindet om angsten, da hun som barn hørte de voksne snakke om Første Verdenskrig, der rasede ude i Europa – da løb hun væk og gemte sig. Var det i nat, hun og Kresten skulle i ”hullet” udenfor, for alvor? Nej, de slap, og heldigvis fik de ingen af de mange tyskere på gården.
MekaniseringenPludselig en dag havde Kresten anskaffet en malkemaskine, hvilken forletning! Hun slap for søndagsmalkningen. De havde den samme karl i 16 år foruden hjælp til røgtningen og skiftende piger i huset. Kresten anskaffede som den første på egnen en traktor. Mitte insisterede, at der skulle styrehus på, så karlen ikke sad der og frøs. Det fik han.
Kresten drog med en nabo til Nykøbing for at tage kørekort.
- Så ska’ do da være ene på æ vej! bemærkede han, da spørgsmålet blev rejst, om Mitte også skulle erhverve det. Det kunne hun nu slet ikke tænke sig – men godt at Kresten fik det, og en gammel Ford blev anskaffet. Skulle hun til byen i Nykøbing, kørte Kresten gerne. Så spillede han kort på Markvorsens Hotel, mens kvindfolkene fik handlet.
Årene gik med det daglige arbejde, og der var megen komsammen med fødselsdage, bryllupper og sølvbryllupper samt kaffegilder i de store familier og i nabolaget. Med mekaniseringen afskaffede mange karlen, men beholdt pigen. Så kunne gårdfolkene også komme i byen uden at skulle have børnene med.
Folk begyndte at komme videre omkring. Mitte ville gerne til København hvor tømmerhandlerens datter fra Nykøbing nu boede med sin familie. Hun var blevet født, lige da Mitte forlod pladsen, men hun var blevet ved at være ven med Mitte.
Kresten skulle ingen steder!
Så hun og børnene rejste alene med tog fra Skive. Mitte var nervøs, men det gik, og det var skønt at se alle de kendte steder.
Gården skulle drives videreMittes mor døde, og hendes far flyttede ind i et kammer hos dem. Han var der i syv år til sin død. Der var ikke meget besvær ved ham, måske bortset fra, at der skulle fyres med tørv i kakkelovnen hos ham året rundt. Tre uger lå han i sengen, og så døde han af mavekræft.
Værre var det med Kresten. I 1960 blev han syg og måtte have blæren opereret bort. Efter et år med svære smerter døde han kort efter Hannes konfirmation. Så længe ville han holde ved.
- Han var i pine, men klagede aldrig. Det var en god hjælp for mig.
Mitte måtte nu klare gården alene. Kresten snakkede aldrig om, hvordan hun skulle klare det, når han ikke var mere, selv om de vidste, hvilken vej det gik.
- Det gik jo, men strengt var det. Hvad skulle jeg gøre?
Mitte måtte undvære pigen, det var der ikke råd til, og selv ud at hjælpe til i marken. Hun klarede sig med en bestyrer og drengene, der var hjemme på skift mellem landbrugsskoler og højskole.
- Hvis der var noget, de hellere ville, skulle de have lov til det, men det var der ikke. De forstod at føre landbrug og var dygtige. Det gik godt.
Hvis ikke drengene havde været fast besluttede på at drive gården videre, havde Mitte nok solgt. Pengesagerne overlod hun til andre, der havde forstand på den slags.
- Jeg havde ikke spor forstand på landbrug. Men det gik det hele. Jeg fik bare noget at bestille!
Jens kunne ikke tåle støvet fra tærskeværket i laden. Han mente, de skulle anskaffe en mejetærsker. Mitte sagde nej. Hun turde ikke.
- A sætte’ aldrig mere til rå’! deklarerede han så. (På ”fint” dansk hedder det vist at skokke neg – sætte negene på rad to og to mod hinanden på skrå i rækker efter selvbinderen, red. )
Så fik de en mejetærsker.
Hun savnede ind imellem en mand, – det er da klart!
- Men det er aldrig faldet mig ind, at jeg skulle giftes igen. Man blev da forelsket som ung, når man gik til bal. Der var også én, jeg gik med i en fire år. Men det blev aldrig til mere. Ikke mere af den snak.
De er døde alle sammenJens fik kæreste og blev gift. To koner på en gård duer ikke, så i 1971 flyttede Mitte i et helt nyt gulstens parcelhus i Frøslev. Hun sørgede for, at her blev en stor stue med plads til mange fremmede (= gæster, red.). Her har hun så været siden. Altid passet det hele selv og nydt et rigt samvær med megen familie og mange venner. Holdt gang i tre kortklubber. Holdt fester i forsamlingshuset og selv stået for det hele. Hun bager stadig småkager og laver sin egen mad – fra bunden. Hver 14. dag får hun hjælp til rengøring, og sønnen Laust klarer haven, hvis han kan gøre det godt nok. Ellers må Mitte gå det efter med skuffejern og rive.
Men det tynder ud i vennekredsen. Jævnaldrende Karen Poulsen, som hun har kendt og været bedste venner med, siden de begge var 17 år, døde for to år siden.
- Hun var også over 30, inden hun blev gift!
Nu er et nok for i dag. Mitte vil gerne hjem. Flaget på Skarregaard er hejst til ære for hende. Det er jo ellers nogle dage siden, det var hendes fødselsdag. Børnene fra Frøslev skole troppede op og sang fødselsdagssang, borgerforeningen flagede i hele byen og fest for 77 gæster i forsamlingshuset om aftenen. En dejlig fest.
- Det var altså skønt. Tømmerhandlerens datter på nu 83 og hendes mand var der også.
Mitte udpeger den ene gård efter den anden, da vi igen nærmer os Frøslev. Hvem der boede der, og hvor mange folk de havde. Men se, hvor det roder dér. Mitte ryster på hovedet. Mange gårde er lagt sammen, og avlsbygninger ligger ubrugte hen. Også Houmølle er i dag slået sammen med en naboejendom. Laust og Jens har nået efterlønsalderen. Hun begræder de hårde tider for landmændene i dag. De ringe priser på jord og mælk og grise.
- Godt man er ovre dét, lyder det igen.
Huset ligger i gåafstand til kirken. Mitte kommer der, når der er gudsteneste 10.15. På søndag er der høstgudstjeneste. Hun tjekker tidspunktet i kirkebladet på maskinen, der forstørrer skriften op på en skærm. Synet er svækket, og hun må ty til lydbøger. Familie Journalen kommer som en cd. Det kan tage en dag at lytte den igennem. Så går tiden med det. Ellers kan det være lidt kedeligt at sidde her og glo. Efterhånden er de døde alle sammen, og Mitte bliver bare ældre og ældre. Og ældre. Det må være Vorherres værk.
- Det er bare mig! Det er ikke fordi, jeg ikke har bestilt noget, tilføjer hun og ler.
Livet går sin egen gang.
Laust har skrevet sit navn bag på det store luftfotografi af gården. Det vil han gerne have, når engang. Ligeledes har de to andre sat et kryds ved enkelte ting. Men det finder de nok ud af. Skænderi og konflikt har aldrig ligget til familien.
Turen til Skarregård var en fornøjelse. Mitte er glad og takker så mange gange med et smil, der smitter.
Nej Mitte, det er mig, der takker.
Fakta
Mitte Søndergaard
Inger Marie Søndergaard, kaldet Mitte, er født 15. september 1904 i Frøslevvang på Mors.
Datter af Jens Andersen og Johanne, født Bro.
Hun er ud af en søskendeflok på syv.
Gik i Frøslev Friskole og havde derefter forskellige pladser i huset og som husbestyrerinde.
Ophold på Galtrup Højskole.
Husbetyrerinde hos Kresten Søndergaard, Houmølle i Outrup 1938.
Gift med Kresten i 1940.
De får tre børn, Laust, Jens og Hanne i årene 1941-46.
Kresten dør efter et års sygdom i 1961, og Mitte overtager gården.
Mitter flytter i parcelhus i 1971, og sønnerne overtager driften.
Houmølle er i dag lagt sammen med en nabogård.
http://www.afdoede.dk/index.php?page=visannonce&id=1071814516
