Guinness World Records har mandag bekræftet, at den 116-årige Emma Morano fra Italien er verdens ældste nulevende menneske.
Spørgsmålet trænger sig på, hver gang vi stifter bekendtskab med en person, der er blevet over 100 år. Hvordan bærer man sig ad med at blive så gammel?
Ifølge italienske Emma Morano fra byen Verbania er opskriften på det lange liv slet ikke så kompliceret, som den kan synes, når man åbner et helsemagasin i vore dage.
Og måske den sejlivede kvinde er værd at lytte til. Hun blev født 29. november 1899, og blev mandag - ifølge Time Magazine - udråbt til at være det ældste levende menneske på vores klode af Guinness World Records - 116 år gammel er hun.
Indehaveren af den titel var før Susannah Mushatt Jones, men hun døde torsdag i New York - også 116 år gammel.
Tilbage i 2015 lod Emma Morano sig interviewe af New York Times, der spurgte ind til, hvordan hun har klaret at opleve tre århundreder.
Her lød svaret, at hun havde spist tre rå æg om dagen, siden hun var teenager, fordi en læge gav hende rådet. Hun var dog gået ned til to æg om dagen på det tidspunkt.
Samtidig mente Emma Morano, at hun var blevet meget gammel, fordi hun havde været single i en menneskealder. Faktisk lige siden USA's præsident hed Franklin D. Roosevelt, og Danmarks statsminister hed Thorvald Stauning, nemlig det herrens år 1938. Her slap Emma Morano ud af et ulykkeligt ægteskab, og hun har aldrig været gift siden. Selvom der var mange bejlere.
»Jeg ville ikke domineres af nogen,« sagde kvinden til New York Times i 2015.
I dag er Emma Morano stadig nogenlunde frisk, hun er dog næsten blevet døv og tager gerne en lur i løbet af dagen. Hun er heller ikke så social længere, men det skyldes især, at alle, hun kendte, for længst er døde.
Da britiske The Telegraph talte med Emma Moranos plejer, Rosi Santori, i sidste uge, blev der afsløret lidt mere om, hvorfor den 116-årige jernkvinde har nået sin høje alder. Det handler tilsyneladende om at spise regelmæssige små mængder hakket kød og nøjes med mælk til aftensmad.
Ifølge samme medie blev Emma Morano glad, da hendes plejer i fredags fortalte hende, at hun var verdens ældste kvinde. Men hun skulle lige vænne sig til tanken alligevel:
»Hold da op. Jeg er lige så gammel, som bakkerne,« sagde Emma Morano ifølge plejeren.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar