http://www.bt.dk/udland/verdens-aeldste-person-er-doed
Verdens ældste person er død
Verdens ældst kendte person, italieneren Emma Morano, døde lørdag, 117 år, skriver flere nyhedsbureauer. Morano var født i 1899 og blev 117 år og 137 dage.
»Emma Morano er død i sit hjem i Italien,« meddeler Moranos læge ifølge AP.
Morano var formentlig den sidste overlevende person fra 1800-tallet. Da hun blev født, var Storbritannien i krig med boerne i Sydafrika, og hun oplevede begge verdenskrige og introduktionen af blandt andet biler, radio, tv, telefoner og fly.
Morano, der var et af otte børn - fem søstre og tre brødre - blev i stigende grad en berømthed i kraft af hendes ekstremt høje alder.
Hendes fødselsdage blev markeret med megen medieomtale og koncerter og fester i Verbania - byen, hvor hun boede på bredden til søen Maggiore i det nordlige Italien.
Hun har i de senere år givet en del gode råd om, hvordan man når en høj alder. En af hemmelighederne er rå æg.
Da hun var teenager, kom hun til lægen med blodproblemer, og lægen anbefalede hende at spise rå æg. Siden da har hun dagligt spist tre rå æg, har hun fortalt til The New York Times.
En anden forklaring, siger hun, er, at hun har været single, siden hun smed sin voldelige mand ud i 1938.
/ritzau/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar