Hun har oplevet to verdenskrige
På Deborah Centret i Bryggergade er der fest i dag – en beboer, Mara Igelski fylder hele 105 år – og går stadig selv på indkøb. Af Finn Edva …
På Deborah Centret i Bryggergade er der fest i dag – en beboer, Mara Igelski fylder hele 105 år – og går stadig selv på indkøb.
Af Finn Edvard.
finn.edvard@gmail.com.
Alt ånder fred og idyl, denne formiddag i Bryggergade. Vi er på besøg hos en beboer på plejehjemmet ”Deborah Centret” – det jødiske plejehjem.
Her bag den fortravlede Vibenshus Runddel bor en række ældre mennesker, der indtil for nylig var bevogtet af en politibetjent forsynet med en maskinpistol.
Et skammeligt syn. Som om de ældre mennesker, der bor på netop dette hjem, ikke har haft trusler nok i deres liv.
Men der er ikke vrede i øjnene på vores værtinde, fru Mara Igelski, der ellers nok havde al mulig grund til at mønstre en vis vrede over truslen mod hjemmets fredelige beboere.
Over Øresund
Sammen med sin familie måtte hun i ly af nattemørket forlade hus og hjem her i Danmark – i en fiskerkutter over Øresund – på flugt fra nazisterne under den tyske besættelse af Danmark.
Familien boede i et par år hos familie i Gøteborg, inden den kunne returnere til Danmark og til Østerbro.
Det var ikke nemt at komme over Øresund.
En dyr sejltur
Og heller ikke billigt. Maras far måtte betale en fisker 10.000 kroner for turen. Det var penge – i 1943.
Men i dag har vores værtinde humor i øjnene.
Hun køber selv ind til sin morgenmad og frokost.
Det er vi mange andre, der også gør, men vi er heller ikke 105 år, som Mara Igelski fylder i dag, torsdag 16. november.
Trods sin høje alder, tager Mara Igelski turen fra Bryggergade og til Hans Knudsens Plads til fods – kun ved hjælp af den firehjulede rollator.
”Jeg hilser på mange mennesker undervejs ”, siger hun. ”Vi kender jo hinanden her i kvarteret”.
Familiemiddag
Fødselsdagen fejres med de to voksne børn, fire voksne børnebørn og fire oldebørn. Der er arrangeret åbent hus i dag torsdag, og i aften er der stor middag for familien. Det er trods alt ikke hver dag, man fylder 105 år.
Magasin du Nord
Mara Igelski har været Østerbro’er i mere end en menneskealder. Hendes forældre stammede oprindeligt fra henholdsvis Polen og Rusland, men flygtede sammen til Danmark, hvor de fik en lejlighed i Borgergade. Her blev den lille Mara født i 1912.
Mara selv blev gift i 1935 med Haakon, der forsørgede sin familie med en herretøjsbutik i Blågårdsgade.
Mara ville ikke være hjemmegående, da børnene voksede op – og fik job i Magasin du Nords. Det skulle snart vise sig, at hun var en dygtig sælger – så dygtig, at de ikke ville give slip på hende, da hun faldt for pensionsalderen.
Spiller bridge
Haakon gik bort i 1975 – og det var også det år, at hun begyndte at spille bridge.
Hun spiller stadig det fine kortspil – nu som medlem i datteren Kajas bridgeklub, der holder til på plejehjemmet og som har næsten et halvt hundrede medlemmer. ”Jeg spiller med tre piger, der kommer udefra”, siger hun.
Bortset fra lidt småskavanker klarer Mara sin høje alder forbavsende flot.
Hun har fået en pacemaker til at hjælpe til med at få hjertet til at tikke, men ellers er alt godt. Håret sidder som skåret ud af en modejournal – og Mara behøver ikke hjælp af sin datter Kaja til at gennemføre interviewet.
”Min datter ringer hver dag kl. 9 og kommer tit på besøg”, siger fødselaren, der også er glad for en tæt kontakt til en søn i Aarhus.
Glad for Østerbro
Mara har altid været glad for at bo i København og på Østerbro. Som nygift boede hun og Haakon i Lindenovsgade, men flyttede senere til A. L. Drewsensvej, indtil hun som 100-årig flyttede til Deborah Centret.
Hun har altid været glad for sin bydel – men i de senere år er hun lidt irriteret over de mange forandringer og vejarbejde , der finder sted i og omkring 2100 Ø.
Mara har været et særaktivt medlem af WIZO – Womens International Zionist Organisation. Her er hun læresmedlem af organisationen, der er velgørende og bl. a. støtter socialt udsatte kvinder og børn i Israel – uanset etnicit.
”Flere spørgsmål?”, lyder det fra den 105-årige.
Næh, men vi glæder os til at kigge forbi til 106 års dagen… Og husker Maras personlige motto: ”Hver dag er en gave”.
Hun har fået mange af dem…
https://faellesskabsprisen.dk/indstillede/mara-pa-105-samlingspunkt-pa-plejehjemmet_mara_igelski/
MARA ER 105 ÅR OG SAMLINGSPUNKT PÅ PLEJEHJEMMET
MARA IGELSKI I HOVEDSTADEN
INSTILLET 11. NOVEMBER, 2017
Mara er en lillebitte og meget energisk dame på 105 år. Hun bor på plejehjemmet Deborah Center på Østerbro i København, hvor hun er et forbillede for både andre beboere og ansatte. Mara er fuld af liv, humor og energi. Hun køber selv ind til sin morgenmad og frokost hver dag i centeret ved siden af, hun spiller bridge hver uge, taler i telefon med sin datter hver morgen kl. 9, håret og tøjet sidder perfekt - sådan er hun beskrevet i Østerbro Avis i dagene for hendes fødselsdag.
Mara holder humøret højt skønt hendes lange liv ikke har skånet hende for hårde tider. Under krigen måtte Mara flygte fra nazisterne til Sverige sammen med sine forældre. Hun mistede sin mand for 42 år siden. Hendes to søstre, der begge blev over 90, er også væk. Mara har to voksne børn, fire voksne børnebørn og fire oldebørn som hun taler med ofte. På plejehjemmet er der altid samling og liv omkring Mara.
Stem til Publikumsprisen
Synes du, at Mara Igelski fortjener at vinde publikumsprisen? I så fald kan du kaste lidt kærlighed efter Mara Igelski ved at give et 'like' eller dele indstillingen med dine venner på Facebook.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar