Inga Larsen
Svend Gønges Torv 1C4720 Præstø
Fra 100-års fødselsdagen 19 juli 2010:
https://sn.dk/Vordingborg/100-aar-er-ingen-alder/artikel/72627
- Min mand var finmekaniker og lidt af en Ole Opfinder. Han kunne alt, fortæller Inga Larsen, der blev enke for tyve år siden. Parret boede i Vanløse, hvor de fik to børn, og hvorfra de oplevede Anden Verdenskrig.
- Det var en mere personlig tid, hvor folk kom hinanden ved. Der var altid nogle at hjælpe og nogle til at hjælpe en selv. Vi kendte alle i opgangen. Da jeg flyttede fra Vanløse, kendte jeg ingen, fortæller Inga Larsen, der godt kan ønske sig tilbage til den ro, der var dengang.
Efter krigen blev tiderne bedre. Inga Larsen har ifølge eget udsagn aldrig siddet med hænderne i skødet, og da der kom børnebørn og oldebørn til - i dag tæller flokken fem plus ni - blev hun et naturligt samlingspunkt for familien. I mange år var sommerhuset ved Hundige Strand konstant fyldt med gæster, men i dag er familiens overhoved rykket til ældreboligen i Præstø, fordi trapperne op til lejligheden på anden sal i Vanløse begyndte at volde problemer.
I Præstø passer hun haven og blomsterne og tager sin daglige tur med rollatoren rundt i byen. Middagsluren bliver sprunget over, og det samme gør de halvårlige lægetjek - hun fejler jo ikke noget.
- Der er en anderledes ro hernede. Folk har tid til at snakke - både dem, man møder på gaden og i byens butikker. Det har været de bedste tre år af min sidste tid, slutter fødselaren, der fejrer den runde dag med venner og familie over en lille forfriskning i hjemmet om formiddagen, inden turen går til Café Mocca, hvor fødselsdagsfrokosten skal indtages.
Fra 100-års fødselsdagen 19 juli 2010:
https://sn.dk/Vordingborg/100-aar-er-ingen-alder/artikel/72627
Se billedserie
Man tager lidt held, et positivt sind og en god portion nysgerrighed på livet. Så skulle der være en chance for at runde de to nuller - ligesom Inga Larsen fra Præstø.
Foto: Nina Lise
100 år er ingen alder
Inga Larsen kan fejre en fødselsdag af de helt runde. Hun har oplevet to verdenskrige, fire monarker, er blevet kørt over af en sporvogn og flyttede fra København til Præstø i en alder af 97 år - for at komme tættere på familien.
Bortset fra moderen er alle i nærmeste familie blevet over 90. Hendes mormor nåede sågar at blive 100.
Tirsdag 19. juli kan Inga Larsen fejre en fødselsdag af de helt runde, når hun runder de to nuller.
Oprindeligt er hun født i Århus, hvor hun kom af jævne kår. Hendes far var formand for en flok kul-arbejdere på havnen, og hendes mor gik hjemme og passede de tre børn, der ud over Inga Larsen talte en storebror og en lillesøster.
Rammen om den lille familie var en toværelses lejlighed, og byen var ikke større, end at Inga Larsen som fireårig kunne rende på tværs af den, når hun ville besøge sin far på havnen.
- Dengang var alting mere roligt. Der var ikke ret mange biler på gaden - kun trækvogne og hestevogne, forklarer hun.
Inga Larsen husker Første Verdenskrig - ikke så meget for kamphandlingerne men for den knaphed, der fulgte med. Hun husker den spanske syge, der var ganske alvorlig, fordi penicillinen endnu ikke var opfundet. Hun husker krystalapparaterne, og hun husker, hvordan de lange brune strømper, strikket af en venlig dame i nabolaget, kradsede og ifølge Inga Larsen var mindst lige så hæslige, som de var ubehagelige at have på.
- Vi læste og sang temmelig meget dengang. Vi kunne alle revyviser. Også så lavede vi masser af håndarbejde. Fransk broderi, hulsøm og reparationer. Strømperne blev stoppet modsat i dag, hvor man bare smider alting væk.
Bortset fra moderen er alle i nærmeste familie blevet over 90. Hendes mormor nåede sågar at blive 100.
Tirsdag 19. juli kan Inga Larsen fejre en fødselsdag af de helt runde, når hun runder de to nuller.
Oprindeligt er hun født i Århus, hvor hun kom af jævne kår. Hendes far var formand for en flok kul-arbejdere på havnen, og hendes mor gik hjemme og passede de tre børn, der ud over Inga Larsen talte en storebror og en lillesøster.
Rammen om den lille familie var en toværelses lejlighed, og byen var ikke større, end at Inga Larsen som fireårig kunne rende på tværs af den, når hun ville besøge sin far på havnen.
- Dengang var alting mere roligt. Der var ikke ret mange biler på gaden - kun trækvogne og hestevogne, forklarer hun.
Inga Larsen husker Første Verdenskrig - ikke så meget for kamphandlingerne men for den knaphed, der fulgte med. Hun husker den spanske syge, der var ganske alvorlig, fordi penicillinen endnu ikke var opfundet. Hun husker krystalapparaterne, og hun husker, hvordan de lange brune strømper, strikket af en venlig dame i nabolaget, kradsede og ifølge Inga Larsen var mindst lige så hæslige, som de var ubehagelige at have på.
- Vi læste og sang temmelig meget dengang. Vi kunne alle revyviser. Også så lavede vi masser af håndarbejde. Fransk broderi, hulsøm og reparationer. Strømperne blev stoppet modsat i dag, hvor man bare smider alting væk.
Man hjalp hinanden
Håndarbejdsevnerne blev der god brug for under Anden Verdenskrig, hvor alt blev vendt, syet om og brugt igen. I mellemårene havde Inga Larsen arbejdet som ung pige i huset, barneplejerske og levet det søde liv med dans til den lyse morgen. Det var dengang, pigerne kunne gå alene hjem om natten uden frygt, og Inga Larsen nåede at runde de 30, inden hun blev gift og fik børn.- Min mand var finmekaniker og lidt af en Ole Opfinder. Han kunne alt, fortæller Inga Larsen, der blev enke for tyve år siden. Parret boede i Vanløse, hvor de fik to børn, og hvorfra de oplevede Anden Verdenskrig.
- Det var en mere personlig tid, hvor folk kom hinanden ved. Der var altid nogle at hjælpe og nogle til at hjælpe en selv. Vi kendte alle i opgangen. Da jeg flyttede fra Vanløse, kendte jeg ingen, fortæller Inga Larsen, der godt kan ønske sig tilbage til den ro, der var dengang.
Familiens omdrejningspunkt
Det var ikke nogen rig tid. Telefonerne havde man på halvpart eller fjerdedelspart, og man havde tillid til, at de andre ikke lyttede med. Børge Larsen, Inga Larsens mand, tjente 80 kroner om ugen, hvoraf de tyve kroner gik til husholdningen, mens resten blev ligeligt delt mellem skat, husleje samt sygekasse og forsikringer.Efter krigen blev tiderne bedre. Inga Larsen har ifølge eget udsagn aldrig siddet med hænderne i skødet, og da der kom børnebørn og oldebørn til - i dag tæller flokken fem plus ni - blev hun et naturligt samlingspunkt for familien. I mange år var sommerhuset ved Hundige Strand konstant fyldt med gæster, men i dag er familiens overhoved rykket til ældreboligen i Præstø, fordi trapperne op til lejligheden på anden sal i Vanløse begyndte at volde problemer.
I Præstø passer hun haven og blomsterne og tager sin daglige tur med rollatoren rundt i byen. Middagsluren bliver sprunget over, og det samme gør de halvårlige lægetjek - hun fejler jo ikke noget.
- Der er en anderledes ro hernede. Folk har tid til at snakke - både dem, man møder på gaden og i byens butikker. Det har været de bedste tre år af min sidste tid, slutter fødselaren, der fejrer den runde dag med venner og familie over en lille forfriskning i hjemmet om formiddagen, inden turen går til Café Mocca, hvor fødselsdagsfrokosten skal indtages.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar