110-årige Signe er Danmarks ældste: Lev almindeligt og vær glad for livet!
Velkommen til Kristeligt Dagblad. Prøv avisen gratis i 4 uger
Signe Højer fylder 110 år i dag og er Danmarks ældste medborger. Hun bor i egen lejlighed og klarer sig selv, men synes nu ikke, det er noget at skrive om i avisen
Glem alt om nye kostvaner og sunde løbeture. For ifølge Signe Højer er det helt andre leveråd, der gør, at hun nu er Danmarks ældste og fylder 110 år i morgen.
”Det handler bare om at leve ganske almindeligt. Og så være glad for livet,” siger Signe Højer med et stort smil og varme i stemmen.
Hun tager imod i sin lille lejlighed inde midt i Silkeborg, hvor hun bor på anden sal i en etageejendom uden elevator. Men hun forstår ikke helt, hvorfor avisen vil skrive om hende, og hun synes heller ikke, det er en god idé, at fotografen tager billeder.
”At jeg er Danmarks ældste, er ikke en titel, jeg er specielt stolt af. Det er jo bare en alder, og det gør ikke mig til noget særligt. Så jeg håber virkelig ikke, at du skriver for meget,” siger hun og byder på mere kaffe.
Men det er nu ikke helt sandt, at hun ikke er noget særligt. Signe Højer er en kvinde, der betyder rigtig meget for en lang række mennesker. Hun er aldrig selv blevet gift eller har fået børn, men hendes bolig har altid været som et andet hjem for mange, der i perioder af deres liv har haft det svært.
Ved siden af lænestolen, hun sidder i, står et lille bord med fotografier. Et af dem viser en stolt mand i 50'erne, der holder sit lille barnebarn i armene. Manden hedder Per, og han er en af de trofaste besøgende i Signe Højers lejlighed.
Hans mor var nemlig en af dem, der har nydt godt af Signe Højers store hjertevarme. Hun fik som ung kvinde husly hos frk. Højer, da hun var gravid og hendes egne boligforhold ret dårlige, og mens hun boede der, fødte hun sin søn.
Hans mor var nemlig en af dem, der har nydt godt af Signe Højers store hjertevarme. Hun fik som ung kvinde husly hos frk. Højer, da hun var gravid og hendes egne boligforhold ret dårlige, og mens hun boede der, fødte hun sin søn.
”Per er faktisk født inde i min seng,” fortæller Signe Højer.
”Og se, i dag er han en voksen mand med fuldskæg - og selv farfar.”
Allerede som helt lille lærte Signe Højer at tage sig af andre - og at sætte sine egne behov lidt til side.
Hun voksede op på en gård ved Aggersund ved Limfjorden med mor, far og bror, men var kun otte år, da hendes mor pludselig døde.
”Det betød, at jeg faktisk aldrig rigtig har været barn. Min barndom sluttede simpelthen, da mor døde. Jeg savnede selvfølgelig at kunne gøre det, de andre børn gjorde, men det var jo sådan, det var.”
Over sofaen hænger et maleri af to ænder på træk.
”Jeg plejer at sige, at det er min bror og mig, der flyver fra Limfjorden til Skamlingsbanken. Her fik min far en gård, og så flyttede vi. Min bror flyver forrest, for sådan var det altid med ham,” siger hun og sender et af sine mange skæve smil.
Broderen blev mejerist, flyttede for sig selv, fik kone og børn. Signe blev i hjemmet. Hos sin far. Hun kan ikke huske meget fra skolen, ”for det var nok ikke så tit, jeg var der. Højst hver anden dag”. Hun blev den, der tog sig af alt det huslige, mens faderen passede gården.
Men da hun blev 20 år, tog hun mod til sig og gik ind i Varehuset i Kolding for at søge job.
”Og tænk, jeg kom ind lige fra gaden og havde ingen uddannelse. Men de tog mig alligevel, og der gik ikke lang tid, før jeg også stod ved kassen.”
Signe Højer arbejdede i småtingsafdelingen, hvor man kunne købe sytråd, garn og senere metervarer. Hun blev kaldt frk. Højer og var der indtil 1949, hvor faderen døde, og hun kunne flytte for sig selv. Da var hun 44 år. Og så gjorde hun noget vildt. Hun købte sin egen butik. I en by hun ikke kendte meget til, men hvor drømmen om at få sit eget skulle realiseres.
Butikken i Silkeborg kom til at hedde ”Baby Special”, solgte babytøj og pæne bluser til kvinder, og så kunne man leje dåbskjoler.
”Jeg ved faktisk ikke, hvor modet kom fra. Men jeg havde ikke lyst til at blive ved med at arbejde i Varehuset. Jeg ville gerne prøve at have mit eget.”
Når man er født i 1905, så er verden af i dag meget anderledes end den, man voksede op i. Og nogle af Signe Højers personlige minder hører til dem, vi andre må læse om i historiebøgerne.
”Noget af det største var, da vi fik elektricitet. Det var i 1918. Jeg kan huske, hvor stort det var, at man bare skulle trykke på en knap ude i stalden, og så kom der lys. Det var fantastisk. Og så kan jeg huske begge verdenskrige. Men mest den sidste. Vi så tyskerne komme gående ind gennem Kolding i 1940, men fik at vide, at vi ikke måtte gå hen til vinduerne, så de kunne se os. Det var en meget ubehagelig tid. Fyldt med frygt. Men de gjorde os jo aldrig noget.”
Den teknologiske udvikling er derimod gået lidt hen over hovedet på Danmarks ældste.
Signe Højer stoppede som butiksejer i 1980, da hun var 75 år, men syntes alligevel, det var for tidligt at forlade arbejdslivet. Derfor fik hun arbejde som bogholder, hvor hun arbejdede, til hun var 85 år. Men så blev der indført edb.
”Og da sagde jeg, at det ville jeg ikke sætte mig ind i. Men det var da dumt af mig. Det skulle jeg da have gjort. Så kunne jeg måske have fortsat med at arbejde.”
Helt generelt synes hun dog ikke, at verden er blevet et bedre sted.
”Jeg synes, der er alt for megen strid og kunne godt ønske mig en verden, hvor der var mere sammenhold.”
Selv kommer Signe Højer ikke så meget ud mere. Benene driller lidt, og hun hører heller ikke så godt længere. Men i kirke - det skal hun. Hver søndag bliver hun hentet af kirkebilen, der kører hende hen til Silkeborg Kirke, der ligger midt på Torvet i byen.
”Troen har altid været en del af mit liv. Ikke en bestemt gren af den som for eksempel det missionske eller det grundtvigske. Men jeg holder meget af at komme i kirken og være en del af fællesskabet.”
Og for nu at lade fødselsdagsbarnet forstå, at hun altså er noget særligt og fortjener lidt mere end en enkelt spalte i avisen, så får sognepræst Anette Kortegaard fra Silkeborg Kirke lige det sidste ord i artiklen:
”Signe Højer er et helt usædvanligt dejligt menneske. Hun har lys i øjnene og en særlig mildhed, samtidig med at hun også har sine meninger om tingene. Hun udstråler glæde, kærlighed og betænksomhed overfor andre og elsker at være i kirken, især når den er fyldt af børn. Hun har sin faste plads på bænken og er en vigtig del af det fællesskab, der både rækker bagud og frem. Det er en stor glæde at kende hende, og hun er en skøn påmindelse om, at man kan være Guds barn selv som 110-årig.”
En af de første gange, Anette Kortegaard mødte Signe Højer, var i øvrigt, da hun sammen med en kollega havde en flok konfirmander med på besøg i frk. Højers lejlighed.
Det gjorde stort indtryk på de unge, ligesom det også gjorde stort indtryk på Anette Kortegaard, da hun var med til Signe Højers 100-års fødselsdag, der blev holdt som åbent hus på en restaurant i byen med en overvældende deltagelse.
Det gjorde stort indtryk på de unge, ligesom det også gjorde stort indtryk på Anette Kortegaard, da hun var med til Signe Højers 100-års fødselsdag, der blev holdt som åbent hus på en restaurant i byen med en overvældende deltagelse.
Dette års fødselsdag bliver dog holdt i lejligheden sammen med den nærmeste familie, som er broderens børn, børnebørn og oldebørn samt venner.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar