INDLAND 20.07.03 kl. 22:30
100 år: Barskt og ensomt
Der er ikke noget at fejre, siger Edith Johanne Koch Jensen, der mandag fylder 100 år.
Fru Koch får fint besøg i den lille lejlighed på Bøsbrovej i Vorup, Randers, når et halvt hundrede gratulanter med borgmesteren forrest mandag kigger ind for at ønske til lykke med 100 års fødselsdagen.
Men hun mener ikke selv, at der er noget at fejre:
»Jeg vil ikke anbefale nogen at blive så gammel. Det er ingen lykke. Livet kan være barskt og ensomt,« siger fru Koch.
Det kan også være en evig kamp for at få den respekt, som man fortjener i en høj alder:
»Folk tror mange gange, at bare fordi man er gammel, er man også senil. Jeg havde engang en hjemmehjælper, som mente, at hun kunne kommandere rundt med mig, men hun kom snart på andre tanker. Nu ved de, at jeg har en mening. Så længe jeg er klar i hovedet, er det mig, der bestemmer her, og det respekterer de,« siger dagens fødselar.
Også kommunens spidser har erfaret, at man ikke kan byde fru Koch hvad som helst, uden at hun bider fra sig. For fire år siden gik hun for første gang i sit liv på barrikaderne, da byrådet besluttede, at hjemmehjælperne ikke længere måtte bruge deres kostbare arbejdstimer på at købe ind for de ældre.
»Da blev jeg vel nok vred. Det er simpelthen for galt, at jeg ikke må være med til at bestemme, hvad min hjemmehjælp skal lave i den tid, hun er hos mig. Det koster ikke engang kommunen ekstra, hvis hun køber ind og sletter noget andet,« sagde hun dengang til Jyllands-Posten.
Fem skarpe breve
Så gik hun direkte til borgmesteren og byrådspolitikerne, og de var urokkelige i starten, men efter det femte skarpe brev fra den statelige dame, valgte de at kapitulere og give fru Koch en dispensation.
Det ærgrer hende stadig, at andre ikke fik den samme ret, for ældres vilkår i samfundet er i centrum for hendes politiske engagement (sammen med børns vilkår). Fru Koch er især bekymret over, at flere og flere gamle bor alene uden at have ret meget kontakt med verden omkring sig.
»Det duer ikke, at politikerne siger, at de gamle skal blive længst muligt i deres eget hjem. Det fører kun til ensomhed. Og familien kan man ikke regne med i dag, fordi alle har så travlt. Den eneste løsning er at danne nogle kollektiver. Det er meget bedre, at de gamle flytter sammen. Hvis vi ikke kan blive enige, kan vi altid skændes, og så går tiden da med det.«
Edith Johanne Koch Jensen blev født på en firelænget gård ved Hadsten den 21. juli 1903. Som ung arbejdede hun som sygeplejerske i Randers og Grenå, men efter at have giftet sig flyttede hun til Esbjerg, hvor hendes mand drev en engros-forretning.
Mange sorger
Under besættelsen fik parret problemer med tyskerne, så de flyttede hen imod krigens slutning tilbage til Randers, hvor hun har boet siden.
Der har været mange sorger undervejs. Fru Kochs mand havde en søn fra første ægteskab, som døde af børnelammelse, og sammen fik de en pige, som døde kort efter fødslen.
I 1960'ernes mistede fru Koch sin mand. Og hun er heller ikke blevet skånet på sine gamle dage. Sønnen Jørgen, som hun var stærkt knyttet til, nåede kun at blive 50 år, før han blev ramt en blodprop.
»Der er ingen, der kan forestille sig sorgen over at miste et barn, før de selv har prøvet det. Enten bukker man helt under, eller også forsøger man at kravle lidt op ad stigen. Men man kommer aldrig helt over det. Det er mærkeligt med døden. Den kommer til os i den forkerte rækkefølge. Det er svært at forstå, at jeg stadig sidder her. Men der må jo være en mening med det hele,« siger fru Koch.
Hun glæder sig over, at hun i det mindste ikke fejler noget og ikke har ondt nogen steder. Det begynder at knibe en anelse med hørelsen. Men det største problem er den grønne stær. Fru Koch har i en menneskealder været en trofast læser af nærværende avis og en stor elsker af dansk litteratur fra Martin A. Hansen til Peter Høeg, men nu er synet blevet for dårligt.
Tro på Gud
Den nærmeste slægtning var indtil for et år siden en nevø, men han døde af kræft, og nu har en niece fra Sjælland overtaget hans rolle. Hun fører dybe og fortrolige samtaler med sygeplejerskerne, som kommer et par gange om dagen for at dryppe øjne. Og hendes gamle læge, som nu er pensioneret, er også en flittig gæst:
»Han spørger engang imellem, hvordan jeg kan tro på en Gud, når han har taget mine børn fra mig. Så er jeg da nødsaget til at tro på ham, svarer jeg. Man kan selvfølgelig have sin tvivl engang imellem, men jeg tror på, at der findes en Gud, som er nådig. Hvem skulle ellers have skabt Jorden? Den er da skøn, når man f.eks. kører ud en sommermorgen og bag den mindste ting i naturen finder en skaberkraft, som ikke kan forklares på anden måde.«
Det sværeste at forklare er, hvorfor man er her endnu, når alle andre er væk, siger hun og føjer til, at hun ikke har gjort noget som helst for at blive 100 år. Og dog:
»Jeg vil gerne have en snaps hver aften til min aftensmad. Men kun én. Og den skænker sygeplejersken, når hun kommer. Tror du, at det er derfor, jeg er blevet så gammel? Jamen, så holder jeg op med det samme.«
Fru Koch smiler lidt.
»Jeg vil meget gerne herfra. Og jeg er ikke bange for at dø. Livet skal jo have en afslutning. Vi kan kun gisne om, hvad der sker bagefter, men der er ingen, der ved noget, så vi må bare vente og se. Når tiden er inde, er jeg parat. Jeg ville ønske, at jeg lige så stille kunne sove ind.«
Ingen kommentarer:
Send en kommentar