Gerda på 108 år: »Jeg blev først gammel som 95-årig«
Datteren døde af alderdom. Som 85-årig. Mød 108-årige Gerda Muff, der vil »have det hele med«.
GEM TIL LISTE
LINE FELHOLT
»Der er noget spændende i at få det hele med«, siger Gerda Muff.
En let grålig hinde har lagt sig over hendes 108-årige pupiller, men skarpheden og gnisten sidder netop dér. I hendes øjne.
Selv konstateringen af datterens død for blot to måneder siden får et fattet og afklaret blik med på vejen. Hun døde som 85-årig. Tre år ældre end den middellevetid, som danske kvinder kan forvente i dag.
»Jeg er bare glad for, at jeg fik 85 år med Helen«, siger Gerda Muff, der havde datteren fra spæd til alderdom.
Hvorfor lige præcis Gerda Muff skal blive så gammel, er der ingen åbenlys forklaring på. Hun er ikke ud af nogen specielt langtlevende familie. Hendes far var skomager og leverede støvler til Christian X, og moderen var efter sigende »en rigtig rødstrømpe«, før den slags fandtes.
»Hun sagde altid: »Børn skal ikke skældes ud. De skal kysses««.
Der var fire børn i Gerda Muffs søskendeflok. De tre andre er for længst døde, et sted i 70-års alderen. Heller ikke hendes forældre fik specielt lange liv. Hendes far blev 68 år og moderen 75 år.
TIDSLINJE: SÅ MEGET HAR GERDA MUFF OPLEVET
Til gengæld har Gerda Muff aldrig selv været syg. Jo, én gang alvorligt, men ellers ikke noget mindeværdigt. Den spanske syge, som slog 50 millioner ihjel på verdensplan i begyndelsen af 1900-tallet, ramte også Gerda Muff og hendes søskende.
»På vej til skole så vi, hvordan stablen af kister foran Vor Frelsers Kirke blev højere for hver dag. Men vi klarede den«, fortæller Gerda Muff om den ene gang i sit liv, hvor sygdom og død kunne have nået hende.
»Jeg kan ikke huske, at jeg ellers nogen sinde lå i sengen derhjemme. Vi havde almindelig hostesaft i skabet, og det klarede vi os med«, husker Gerda Muff.
Bosatte sig i New York
Den spanske syge skrev verdenshistorie. Ligesom Første Verdenskrig. Forbudstiden i USA. Krakket på Wall Street. Ikke tilfældige nedslag i historiebøgerne, for Gerda Muff har personlige oplevelser hægtet op på alle disse begivenheder.
Som ganske ung flyttede hun til New York med sin mand, der var udlært i manufaktur, men som så mange andre ikke kunne finde job i København.
»Så rejste man jo til USA«, fortæller Gerda Muff. Årene her var midt i forbudstiden – eller prohibition, som Gerda Muff kalder det.
»Men man kunne sagtens få noget at drikke alligevel. Vi var jo unge«, griner hun og tilføjer:
»Men man vidste aldrig, hvad der var i flaskerne«.
Gerda Muff og hendes mand, Villy, boede i New York i 6-7 år. Villy fik det arbejde, han ikke kunne få hjemme i København. Hans kone tog også de jobs, hun kunne få:
»Jeg har aldrig kunne nære mig for at arbejde. Hver en 25 øre, jeg har brugt, har jeg også selv tjent«.
Blev enlig mor
Livet tog en uventet drejning for den lille emigrerede familie. Under en ferie hjemme i København blev Villy pludseligt syg. Gerda Muffs mand døde på Rigshospitalet af en hjertesygdom i en alder af 29 år.
»Der er folk, der hænger med hovedet, når jeg fortæller, at min mand døde. Men så siger jeg: »Hold da op, det er næsten 100 år siden««, siger Gerda Muff med selvironien intakt.
Herefter stod Gerda alene med deres lille datter Helen på 3 år. Gerda blev i Danmark, tog arbejde i tøj- og stofforretninger, arbejdede i 20 år som kontrollør i Palladium-biografen og var laborant på Statens Seruminstitut indtil hun fyldte 70 år. Hun giftede sig også igen, men blev skilt. Fra hun var ca. 45 år, til hun blev 95 år boede hun i sin elskede lejlighed på 3. sal midt på Strøget.
»Jeg kan love dig, at jeg er københavner!«, forsikrer hun og griner.
Men hun var også faldet for amerikanerne. Som kontrollør i Palladium biografen så Gerda Muff alle de amerikanske film, og på hylden bag hendes yndlingslænestol, står den dag i dag en Oscar-statuette af souvenirkarat men med stor affektionsværdi.
»Jeg elsker amerikanerne«, siger hun.
Det er deres måde at være på, hun beundrer. Deres »venlighed«. Derfor har hun også været derovre på ferie 10-15 gange siden de bisatte år i New York. Seneste besøg var for omkring 15-20 år siden. Gerda retter det hurtigt fra 10, for det var før, Gerda Muff blev gammel. Og det ved hun præcis, hvornår hun blev.
»Jeg blev først gammel som 95-årig«, siger hun med henvisning til det år, da bentøjet ikke ville mere, og hun måtte flytte fra lejligheden på Strøget. Der var for langt at gå op til 3. sal.
Men flytningen havde også andre årsager.
»Lejligheden blev for dyr. Der blev jo lagt 500 kroner oven i huslejen hele tiden«, siger Gerda Muff, der nu bor på plejehjem i Allerød.
Dårlig hørelse ingen hindring
Selv om Gerda Muff har mistet sin datter, har hun stadig en stor familie. Til sin 108-års fødselsdag havde hun 32 gæster. Gerda Muff har flere børnebørn. Det ældste er 62 år. Men der er også oldebørn og tipoldebarn. Og så er der hele veninden Elga Olgas familie, som Gerda stadig holder kontakt med. De to kendte hinanden, fra de blev naboer som tre-årige, og indtil den folkekære revyskuespiller og sangerinde døde i en alder af 86 år – for 22 år siden.
På plejehjemmet i Allerød har Gerda Muff ikke deciderede veninder. Mange af hendes medbeboere er modsat hende selv ramt af demens. Andre er - som Gerda - ramt af dårlig hørelse.
»Der er mange, der ikke vil være ved, at de ikke kan høre. Så sidder de der og lader som om, men de hører ikke spor. Det gider jeg ikke. Jeg vil ikke gå glip af noget. Jeg vil høre det hele«, siger Gerda Muff, som hellere vil bede folk gentage sig.
Bentøjet er det, Gerda Muff bakser mest med. Men hun kan selv komme fra lænestol over i kørestol. Det insisterer hun på.
»Men jeg kom nok lidt for tidligt over i den der«, siger hun og peger på det rullende hjælpemiddel.
»Det hedder sig jo, at det bare er for en periode, men man kommer jo aldrig op igen«.
Går glip af egen begravelse
Døden tænker Gerda Muff ikke på. Selv om hun da har haft besøg af præsten to gange for at tale om begravelsen og den ’fest’, som en dag skal stå.
»Præsten sagde til mig: »Gerda, du lyder som om du selv skal med til den. Det skal du jo ikke«. Nå nej, det skal jeg jo heller ikke«, griner Gerda Muff. Men hun har ikke travlt med at forlade livet.
»Jeg vil have det hele med. Jeg kan slet ikke forstå dem, der ikke vil. Jeg bliver ved med at være glad for livet«.
Men hun er ked af, at fysikken ikke er, hvad den har været:
»Jeg ville gerne have sat glas frem til jer til de colaer der, men jeg turde ikke række op efter dem«, siger Gerda Muff.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar