Gentoftes ældste er gået bort
Elisabeth Hilligsøe var kommunens ældste borger, og Danmarks tredje ældste. Forrige søndag sov hun ind i en alder af 109 og et halvt år
Forrige søndag sov Elisabeth Hilligsøe, som blev kaldt Eja af sine nærmeste, ind. En lungebetændelse oven i en influenza A stod hun ikke igennem. Hun blev 109 og et halvt år gammel, og var indtil sin død Gentoftes ældste borger.
I 1948 flyttede hun ind i en lejlighed på Søgårdsvej med sin mand Otto og to børn, Brinck og Jytte. Først for to år siden flyttede hun på Ordruplund Plejehjem, fordi synet var blevet for dårligt på grund af forkalkning.
I august 2018 besøgte Villabyerne Elisabeth Hilligsøe, som smilende og med fast håndtryk tog imod journalisten i sin faste plads i lænestolen ved siden af det lille bord, hvor en radio orienterede hende hver time med nyheder fra indland og udland. For trods de 109 år var hovedet friskt. Hukommelsen fejlede heller ikke noget, og hun kunne huske 100 år tilbage til første skoledag i Taastrup.
Hendes søn Brinck, som hun hver formiddag kl. 10 snakkede med i telefonen, fortæller til Villabyerne, at hans mor var nervøs for at blive dement og blive til en stor byrde for andre.
Så hun fik det, som hun ønskede det; At gå herfra i god tid.
http://www.lokalavisen.dk/nyheder/2018-08-29/-109-%C3%A5rige-Elisabeths-utrolige-historie-Blev-b%C3%A5de-d%C3%B8bt-og-konfirmeret-af-f%C3%A6ngselspr%C3%A6st-3008365.html
109-årige Elisabeths utrolige historie: Blev både døbt og konfirmeret af fængselspræst
Elisabeth Hilligsøe er med sine 109 år Gentoftes ældste borger. I 1938 flyttede hun ind i en lejlighed på Søgårdsvej med sin mand Otto og to børn. Først for to år siden flyttede hun på plejehjem
Den sorte hårbøjle står i smuk kontrast til det kridhvide hår, men det er de klare blå øjne, som man først bemærker i mødet med den lille dame, der sidder smilende i stolen og tager imod. Hænderne rækker ud og giver et fast håndtryk, mens et stort smil breder sig. Høflige fraser bliver vendt, lige indtil journalisten får svar på sit første spørgsmål.
"Lad være med at spørge mig om, hvorfor jeg er blevet 109 år. Jeg har ingen formel eller recept på det. Hvis jeg havde, ville jeg fortælle den til alle. At jeg er blevet så gammel, forstår jeg ikke engang selv," siger Elisabeth Hilligsøe med et grin.
Den 3. august kunne hun fejre sine 109 år og er dermed den ældste borger i Gentofte Kommune samt den 3. ældste i Danmark. 80 af årene er tilbragt i Gentofte Kommune, hvor hun i 1938 flyttede fra Valby ind i en lejlighed på Søgårdsvej sammen med sin mand Otto og deres to børn, Brinck og Jytte.
Først for to år siden flyttede hun fra Søgårdsvej ind på Ordruplund Plejehjem. Synet var blevet for dårligt på grund af forkalkning, og med gaskomfur i køkkenet var det ikke forsvarligt, fortæller Elisabeth Hilligsøe. Men hvor synet ikke længere kan stille skarpt, kan hukommelsen det derimod. Den kan huske 100 år tilbage til første skoledag.
Med sit friske hoved bliver 109-årige Elisabeth Hilligsøe lidt træt af at gentage sig over for sine demente medbeboere på plejehjemmet. Derfor er hun særligt glad for sin radio, som står tændt på hendes lille bord ved vinduet. Her møder Villabyerne hende, siddende i lænestolen med en stor blød pude i ryggen, i gang med at høre timenyhederne.
"Jeg kan godt lide at følge med, for her sker jo ikke så meget,” siger Elisabeth Hilligsøe.
Værelset er spartansk indrettet med en seng, en kommode, tre stole og et lille bord. Hun har skilt sig af med det meste fra hjemmet, da hun tænkte, at der ikke var så lang tid igen. På vægge og hylder smiler familiemedlemmer bag glas og ramme. Sort-hvide fotos af forældrene, hendes mand Otto, der døde som 68-årig af nyresvigt, to børn, tre børnebørn og fem oldebørn. Samt et lille maleri fra altanen på Søgårdsvej, der viser udsigten til Gentofte Sø. "Jeg har haft et godt liv," konkluderer Elisabeth Hilligsøe.
Men et billede af en 6-årig pige, hvor en lille tot hår er lagt i pres mellem foto og glas, afslører også de sorgfulde stunder. Tabet af sin førstefødte, Jytte, som døde af gigtfeber, lige inden hun skulle starte i skole.
"Det er frygteligt at miste et barn. Det er det værste, man kan opleve. Lægen trøstede mig med, at Jytte ville have siddet i kørestol hele sit liv, hvis hun havde overlevet. Det slog jeg mig så til ro med," siger Elisabeth Hilligsøe, som derefter lovede sig selv aldrig at få flere børn.
"Men naturen kræver sin ret. Og 10 år efter fik jeg Brinck og to år efter Jytte, som blev opkaldt efter sin storesøster. Det er jeg glad for, at naturen krævede. Især i dag, hvor onkler, tanter og venner er døde, har jeg kun mine egne efterkommere tilbage," siger hun.
SYNES DU OM ARTIKLEN? KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREVBide hinanden i bolden
På Københavns Belysningsvæsen sad Elisabeth som ung sekretær på samme kontor som Otto.
"Otto begyndte at blive meget interesseret i mig, så han fulgte mig ned til toget. Her sad vi i venteværelset, inden mit tog til Taastrup kom. En dag kom der en vagt hen og sagde: "Kan I så holde op med at bide hinanden i bolden"," siger hun og griner.
Kort tid efter var det ikke længere nødvendigt at kysse på Hovedbanegården, da de blev gift og flyttede ind i en lejlighed ved Damhussøen.
Da Otto en nat som 68-årig vågnede op med smerter i underlivet, stod de til at fejre deres guldbryllup sammen, men halvandet døgn efter var han død. Der har aldrig været en ny mand ved Elisbaeth Hilligsøes side.
"Det kunne jeg aldrig drømme om. Jeg kunne aldrig få en bedre mand end Otto. Jeg havde et renderi af hans logebrødre, som var blevet enkemænd, men det var ud til højre," siger hun.
Otto Hilligsøe var assurandør inden for forsikringsverdenen og kontormand til fingerspidserne, fortæller Elisabeth Hilligsøe. Fra skrivebordet i stuen arbejdede han. Under 2. verdenskrig blev han udvalgt som husvært til at sørge for, at alle kom ned i kælderen. Elisabeth Hilligsøe var hjemme den dag, hvor Danmark blev befriet.
"Folk opførte sig som gale og hang i lygtepælene af glæde," mindes hun.
På Søgårdsvej havde beboerne et særligt sammenhold, hvor de som fast tradition spiste middag sammen lillejuleaften. Elisabeth Hilligsøe savner sit gamle hjem og de gamle rutiner. To gange om dagen gik hun en tur; om formiddagen op til stationen for at hente en MetroXpress, om eftermiddagen ned til søen.
"Om det ene hjørne var Gentofte Sø, hvor man mødte så mange, som kom forbi, og om det andet hjørne var Gentofte Torv. Jeg savner det kvarter," siger hun.
Men ordene bliver hurtigt erstattet med, at nu er hun videre. Når Elisabeth Hilligsøe kigger tilbage, er der få ting, som hun ville have gjort anderledes.
"Det er i småtingsafdelingen. Jeg har haft et dejligt liv. Alt, hvad jeg tænker tilbage på, er positivt, men man skal selv medvirke til, at det er sådan. Det kommer ikke af sig selv," siger hun.
Livet i Vridsløselille
Elisabeth Hilligsøe voksede op som enebarn i Taastrup. Faren var ansat som fængselsbetjent i Vridsløselille Fængsel, hvor hun både blev døbt og konfirmeret af fængselspræsten. De indsatte var med under gudstjenesterne, mens betjentene sad oppe i galleriet og holdt øje. Engang blev der tumult, da en indsat, under præstens ord "giv os i dag vort daglige brød", svarede "med en dram til."
Og en aften, hvor hun ikke kunne løse en aflevering i geometri, tog faren hæftet med til en indsat, som sendte opgaven retur, hvori han minutiøst forklarede, hvordan han var kommet frem til de enkelte resultater.
"Han lærte mig mere, end jeg nogensinde havde lært i skolen. Jeg var aldrig bange for de indsatte. De var jo bare mennesker," siger Elisabeth Hilligsøe.
I hjemmet lærte moren hende at være dygtig på hænderne. Her blev syet, broderet og strikket. Færdigheder, som blev brugt flittigt gennem hele livet, og som mange børn fik glæde af. Hendes strikkede bamser nåede frem til børn i Tanzania, og i sin håndtaske havde hun altid små strikkede bamser på 10 centimeter med, som hun kunne give til urolige eller triste børn i bussen.
"Det er svært, når man har været så aktiv, at man ikke længere kan se. Jeg savner meget at have noget i hænderne. Jeg kunne også godt lide at løse kryds og tværs og skrev mange breve, julekort og fødselsdagskort," siger Elisabeth Hilligsøe.
Mange af brevene blev sendt oversøisk til Californien, Santa Barbara, hvor den yngste datter Jytte, som senere tog det amerikanske navn Julia, i dag bor med sin mand Michael og to børn, Vega og Nicholas. Jytte var aldrig glad for at hedde det samme som sin afdøde storesøster.
"Jeg skulle aldrig have døbt hende Jytte. Der var jo kun én Jytte. Så jeg er glad for, at hun valgte Julia. Det lyder så flot på amerikansk," siger Elisabeth Hilligsøe.
Skæbnemøde på Parkhotel
Datteren stod i receptionen på Hellerup Parkhotel, da en ung amerikaner kom ned og udspurgte hende om, hvad man kunne foretage sig i området. Et par dage efter fik Elisabeth Hilligsøe en opringning, hvor datteren spurgte, om hun måtte invitere en amerikaner på middag.
"Vi tabte vores hjerter til den mand," siger Elisabeth Hilligsøe og fortæller, at han ringer to-tre gange om ugen.
"Min datter har boet længere tid i USA end Danmark og er i dag mere amerikaner end dansker, hun kunne aldrig finde på at flytte tilbage," siger Elisabeth Hilligsøe.
Elisabeth Hilligsøe lærte sig at tale flydende engelsk og besøgte Santa Barbara mange gange. I dag 'skyper' hun med familien, når hun spiser middag hos sin 76-årige søn Brinck, der bor i Nærum. De to taler sammen hver morgen kl. 10.
"Så snakker vi lidt om løst og fast. Det er en dejlig rutine. Han er min primus motor, der passer på mig og ordner mine papirer," siger hun.
Er man bange for døden, når man er 109 år?
"Jeg spurgte min veninde Nellie om det samme, da hun kom på plejehjem, og hun svarede "Nej, så skal jeg jo møde alle mine kære". Jeg har det på samme måde. Jeg er ikke bange for døden, for så skal jeg møde mine forældre, min datter og min mand. Og alt bliver ligesom i gamle dage. Det ville være vidunderligt," siger hun.
Elisabeth Hilligsøe kommer også til at møde sin svigerdatter Kirsten, som døde pludseligt for tre år siden. Hun var en god kok, som kom forbi én gang om ugen og fyldte sin svigermors køleskab op, så hun fik noget ordentligt at spise.
"Hun var så dejlig. Da hun døde, tænkte jeg, at det skulle have været mig. At det var min tur. Ikke hendes. Men døden skal jo have en årsag," siger hun.
Publiceret 29 August 2018 09:41
Ingen kommentarer:
Send en kommentar