Fra Nordjyske:
http://www.information.dk/448169
Nøjsomheden vender tilbage
... men inden vi falder helt i svime over tendensen, vil jeg lige tillade mig at præsentere faster Carla
17. januar 2013
Udgivelsesdata
Dine venner på Facebook
Faster Carlas serviet var altid urørt, når julefrokosten var slut. Trods flæsk, sul og brune kartofler, spiste hun så forsigtigt, at hun ikke havde brugt den en eneste gang. Faster Carla vidste godt, at den ville blive smidt ud, når vi ryddede af bordet. Derfor tog hun dametasken op på skødet og lagde forsigtigt servietten ned til cerutterne og pungen med de mange kontanter. Den kunne snildt bruges en anden gang. Faster Carla var nøjsom.
Og nu er nøjsomheden på vej tilbage, hører man – Kristeligt Dagblad har haft en hel serie om fænomenet, og på bloggen nojsom.dk kan man læse om kvinder, der ikke har købt tøj i et halvt år eller solgt deres designertasker og givet pengene til et godt formål. Det er en reaktion på overforbruget i 00’erne, forstår man. Fint nok med lidt nøjsomhed. Det skal være velkomment, men inden vi falder helt i svime, så lad mig lige fortælle lidt mere om faster Carla.
Faster Carla blev født i Aalborg i 1904, så hun var af gode grunde slet ikke min faster, men derimod min fars faster. Fine grå krøller, blomstrede kjoler og en tung duft af cerutter var hendes kendetegn. Og så nøjsomhed, selvfølgelig. Faster Carla døde i 2010 i en alder af 105 år, og de sidste mange, mange år af sit liv havde hun ikke anden indtægt end sin folkepension. Når politikere fra Dansk Folkeparti (og venstrefløjen) med jævne mellemrum sagde, at folkepensionen var for lav, blev faster Carla – som ellers var et stille væsen – vred: »Hvis ikke man kan leve af en folkepension, så skulle man skamme sig.«
Min far er krigsbarn og ud af en aalborgensisk arbejderfamilie, så der er aldrig blevet ødslet med tingene i mit barndomshjem – men i forhold til faster Carla, var kontrasten nu alligevel stor, og jeg kan huske, at vi af og til lavede sjov med hende. Mens Carla stadig var mobil nærlæste hun samtlige husstandsomdelte reklamer. Hvis der var tilbud på smør i Brugsen og på hamburgerryg i Føtex, så tog hun først bussen (hun havde pensionistkort) til Brugsen og købte smør – og så videre til Føtex efter hamburgerryg.
Faster Carla elskede snaps, portvin, likør, whisky, ja, alt med spiritus i faktisk, så hun fik ofte flasker i gave. Men hun drak aldrig særlig meget. Flaskerne hobede sig op, og da hun døde, fordelte vi et utal af dem imellem os. Jeg fik blandt andet en Aalborg Juleakvavit fra 1984 – uåbnet og i original indpakning.
Hun efterlod sig i øvrigt også en stor stak ubrugte servietter, som vi så langt om længe fik lov til at smide ud. De sidste mange år af sit liv fik Carla mad leveret fra kommunen, men kun hver anden dag. En halv portion var rigeligt, og så kunne hun varme resten i mikroovnen dagen efter. Hun tændte ikke lyset, med mindre det var strengt nødvendigt. Hun puttede langtidsholdbar fløde i sin kaffe, selvom hun ikke brød sig om det – men en kvart piske nåede at blive dårlig, inden hun fik drukket den, og hun kunne ikke bære at smide resten ud. Den dyne, hun sov med til den dag, hun døde, var fra før Anden Verdenskrig – jeg lyver ikke!
Faster Carla må have udledt så lidt CO2 om året, at selv den helligste klimaforkæmper blegner fuldstændig ved siden af.
En enkelt gang om året slog hun sig dog løs – nemlig når hun holdt sin fødselsdag på Hotel Hvide Hus. »Byens fineste hotel,« som hun sagde. Det er det nu ikke, men hun var i god tro. Carlas nøjsomhed skal nemlig ikke forveksles med nærighed; de penge, som hun i løbet af året sparede op af sin folkepension – for det gjorde hun – blev brugt på fest.
Også når det kom til livet, var Carla nøjsom. Bortset fra den ene fest om året – og julefrokosten og en sommerfrokost hos os – sad hun mest af alt i sin underoplyste stue og hørte lokalradio. Hun ville gerne opleve årtusindskiftet, sagde hun i 90’erne, og det var motivation nok til at sidde i lænestolen dag ud og dag ind. Efter årtusindskiftet ville hun gerne nå at blive 100 år. På den måde holdt hun sig kørende.
Nu er hun så død, og jeg er ikke sikker på, at der er flere af faster Carlas slags tilbage. Den nye nøjsomhed – den fra nojsom.dk – er fin nok, men jeg bange for, at den mest af alt er et modefænomen. Faster Carla var nøjsom hele sit liv. I 105 år. I højkonjunktur og i krisetider. Måske skulle man finde et andet ord til den nye nøjsomhed, bare så man ikke devaluerer den ægte vare. Ny Nordisk Nøjsomhed, måske? Det er så moderne.
Kristian Villesen er kulturskribent på Informations kultur- og weekendredaktion
Ingen kommentarer:
Send en kommentar