Marie Hansen, Hundested 1903-2008

Frederiksværk Ugeblad / Halsnæs Posten Tirsdag den 5. august 2008


Kommunens ældste:
Marie fylder 105 år

Tiden er bare
forsvundet,
konstaterer Marie
Hansen, som på tirsdag
den 12. august bliver
105 år
AF KIM LARSEN
HUNDESTED: Hverken hørelsen,
synet eller bentøjet er
helt, hvad det har været. Men
hovedet og det gode humør
fejler ikke noget hos Marie
Hansen. Hun er den ældste
borger i Halsnæs Kommune,
- Tiden løber, og nu er jeg
lige straks 105 år. Den ene
dag er gået efter den anden,
tiden er bare forsvundet.
Men jeg har haft et godt liv,
fastslår Marie med overbevisning
i stemmen.
- Jeg har arbejdet altid,
men nu kan jeg ikke så meget
mere. Jeg får maden
bragt hver dag, og der kommer
nogen og hjælper mig op
om morgenen og i seng om
aftenen. Og så kommer de og
gør rent en gang om ugen.
jeg har god hjemmehjælp.
De er søde og flinke, dem der
kommer, så jeg kan ikke
klage.
Marie har været en trofast
bankospiller og tog hver uge
bankobussen til Alsønderup.
Det kan kun ikke klare mere,
men når der er bankospil i
fælleshuset, så er hun på pletten.
Ellers går tiden med at
læse bøger med stor skrift,
Gulvmåtten og den daglige
Frederiksborg Amts Avis,
som hun har holdt siden
1924.
Forud for sin 100 års dag
for fem år siden udtalte Marie,
at hun syntes Amtsavisen
var blevet lidt dyr, og hun da
ikke havde noget imod lidt
rabat efter så mange år som
trofast læser og abonnent.
Den rabat venter hun stadig
på.
Keder sig ikke
Marie tænker tit tilbage på sit
lange liv. Hun har en god hukommelse,
hun tænker helst
tilbage på de gode ting. Men
dem er der heldigvis også
rigtig mange af, fastslår hun.
Marie er dog sjældent alene
længe ad gangen. Hendes
søn, som bor i Hillerød, kommer
på besøg hver uge, men
han er langt fra den eneste
gæst.
- Der kommer tit besøg. Så
kommer den ene forbi, så
kommer den anden forbi. De
kan godt li’ og snakke med
mig, tror jeg.
I det hele taget er Marie
meget glad for at bo i ældreboligerne
på Sivsangervej -
selvom de fleste andre beboere
er ‘unge mennesker’ på
hendes søns alder - han er 82
år.
- Det er nogle dejlige, søde
naboer jeg har. De hjælper
mig også gerne, f.eks. når jeg
skal klippe min lavendel ned,
fortæller hun.
Naboernes fødselsdagsgave
har Marie allerede fået
og taget i brug. De har ordnet
og plantet nye blomster i
Maries havebed.
- Den gave er jeg meget
glad for, lyder det taknemmeligt.
På søndag risikerer hun at
få flere gaver, når hun et par
dage før selve fødselsdagen
fejrer de 105 år . Om formiddagen
har hun inviteret de
øvrige beboere og om eftermiddagen
sin familie, der
bl.a. tæller 5 børnebørn, 9 oldebørn
og 5 tipoldebørn.
Livet på Lerbjerggård
Uddrag af fødselsdagsinterviewet
med Marie Hansen i
2003, da hun fyldte 100 år:
Marie blev født i 1903 i
Hørup, der ligger mellem
Frederikssund og Slangerup.
I 1924 blev hun gift med Jørgen
Hansen, og i 1925 flyttede
de ind på Lerbjerggård,
som lå der, hvor Lerbjergskolen
ligger i dag.
Her drev familien landbrug
frem til 1962, hvor de
gav efter for kommunens
pres og solgte gården. De
blev boende på gården indtil
1963, hvor de købte huset på
Parallelvej, hvor Marie stadig
bor.
Dog ikke så længe endnu.
Det kniber med at klare trapperne
i huset, så Marie har
fået lejlighed i de nye ældreboliger
på Sivsangervej. Ikke
langt fra, hvor Lerbjerggård
engang lå.
Marie fortæller gerne om
livet på gården. Det var dejligt,
men selvfølgelig også
hårdt:
- Vi havde heste, køer,
grise, høns. Alt muligt. Vi
havde fire dejlige belgiske
heste. Det var nogle gode
trækdyr, som kunne trække
et ordentligt læs. Vi havde
også nogle karle til hjælp.
- Hver morgen var det op
kl. 5, ned i stalden og begynde
at malke. Vi havde 12
køer, der skulle malkes. Så
var det ind og vaske mig, og
lave morgenmad til min
mand og karlene. De skulle
være ude kl. 7. Der blev serveret
formiddagskaffe kl. 9,
middag kl. halv et, eftermiddagskaffe
halv tre, aftensmad
ved 6-tiden, og så aftenkaffe
inden det var sengetid.
- Middagsmaden var kogt
sild og kartofler på forskellig
vis. Aftensmaden kunne
være f.eks. hønsekødsuppe,
ærter eller grønkål. Det spiste
man dengang, og det var
de glade for. Vi fik også steg
engang imellem, og så slagtede
vi gris, som min mand
parterede ud.
- Jeg lavede sortpølser,
altså blodpølse. Når grisen
blev stukket stod jeg parat til
at røre blodet op i grynene.
Næste dag blev blodpølsen
lavet, men først skulle tarmene
renses og slåes i salt.
Blodpølsen blev kogt i vaskekedlen.
Det var et stort arbejde,
også at gøre rent bagefter,
men det var dejligt.
- Så kogte man sylte af grisehovedet
og lavede finker af
leveren, fortæller Marie videre.
- Til jul gjorde vi det meget
i ænder og gæs. Så skulle de
skoldes og plukkes. Vi solgte
engang 42 ænder til Bengtson
i Frederiksværk - vi pillede
hele natten. Ellers solgte
vi privat.
- Vi havde også mange kyllinger.
Vi fik 400 ad gangen.
Folk var meget glade for vores
kyllinger, vi gav dem
nemlig ikke tran, som naboen
gjorde.
- Gården var på godt 40
tønder land. Vi dyrkede bl.a.
kartofler. Det var sandjordskartofler,
og de var gode. Det
rygtedes. Kartoflerne kostede
4,50 kr for en tønde,
som er 100 kg. Dem skulle
min mand slæbe i sække ned
i kælderen hos folk.