lørdag den 16. marts 2013

Gerda Muff, Allerød 1906 -

I dag skulle Gerda Muff helst fejre sin 107-årsdag, og hun er i hvert fald fortsat opført med sit navn og adressen på Hillerødvej i Lynge.

Her nogle billeder tilsendt fra Otto Mønsted Nielsen. Han skrev:

"Min kone er niece til Gerda. Det ene billede er fra, hvor vi med vores søn Jokum var til frokost hos hende lødag før jul. Jokum var i efteråret 2012 i New York og
Gerda fortæller om dengang, hvor hun boede og senere besøgte New York.

På det andet billede står mit barnebarn Freja foran Gerda, da hun besøgte Gerda sidste sommer."





http://www.b.dk/danmark/jeg-hilser-nye-ting-med-glaede

»Jeg hilser nye ting med glæde«

Gerda Muff overlevede Den spanske Syge i 1918, var veninde med Elga Olga i 82 år, så Rudolp Valentino på lit de parade i New York i 1926, blev enke med et lille barn som 26-årig, var kontrolløse i Palladium i 20 år og arbejdede til hun blev 70. På torsdag fylder Gerda Muff 100 år.
Københavns nye havnefront og Operaen er smukke. Storebæltsbroen er imponerende. Og hvor er det herligt, at man kan komme nemt og bekvemt på familiebesøg i Østrig i tog med liggevogn.
»Jeg hilser nye ting med glæde,« siger Gerda Muff, der igennem sit foreløbig 100 år lange liv i høj grad har vist sig omstillingsparat.
Da hun var 19 år, rejste hun til New York til sin forlovede, Villy, der var rejst derover i forvejen for at få arbejde. Og hun faldt straks til i byen, der aldrig sover, hvor hun for første gang så neonreklamer, der kravlede op og ned ad husene på Broadway.
»Villy havde fundet en dejlig lejlighed med bad. Jeg fik arbejde med det samme og lærte hurtigt engelsk. Vi var unge, vi fik en vennekreds, og jeg elskede stormagasinerne med alle de varer, vi slet ikke kendte i København, byens lys fra Brooklyn Bridge, Times Square, livet på Broadway, de første skyskrabere. Det var jo i de brølende 20ere, hvor der ganske vist var spiritusforbud, men også smugkroer. Da den store filmcharmør Rudolph Valentino døde, så jeg ham ligge på lit de parade,« fortæller Gerda Muff i sin hyggelige lejlighed i Guldbergs Have på Nørrebro, hvortil hun flyttede for fem år siden efter at have boet et halvt århundrede inde midt på Strøget.
Efter fem år i New York, hvor de også oplevede krakket i Wall Street i 1929, kom Gerda og Villy Muff og deres treårige datter Helen hjem med juleskibet for at holde jul med familien i København. Men Villy blev syg og døde kun 29 år gammel af betændelse i hjerteklapperne den 10. april 1932. Gerda Muff blev altså enke med et lille barn som 26-årig.
»Jeg var begyndte at arbejde i tøjforretningen Westerbye, da Villy døde, og jeg kunne kun få fri til at gå til selve begravelsen,« siger Gerda Muff, der sammen med Helen flyttede ind hos forældrene i Norgesgade på Amager.
Her havde hun selv haft en lykkelig barndom som den ældste af fire børn - to piger og to drenge - og med et par meget kærlige forældre.
»Min mors holdning var, at børn ikke skal opdrages, de skal kysses! Min far var skomager. Han syede alle Christian Xs støvler og blev senere lærer på Teknologisk Institut. Han var en god socialdemokrat, der græd, da Stauning døde i 1942. Min mor var en rigtig rødstrømpe. Alle vi fire børn fik Den spanske Syge i 1918, men ingen vi kendte, døde af den, selv om den kostede over 50 mio. menneskeliv i Europa. Vi gik i Bådsmandsstrædes Skole på Christianshavn og gik hver dag forbi Vor Frelsers Kirke, hvor kisterne stod og hobede sig op på fortovet, indtil de kunne blive begravet.«
Da Gerda var tre år gammel, flyttede skuespillerparret Olga Svendsen og Holger Reenberg ind i lejligheden ovenover og deres datter Elga Olga, der senere selv blev en stor revyskuespillerinde, og som var en måned yngre end Gerda, blev hendes bedste veninde til sin død i 1992.
Gerda gik uden fortrydelse ud af skolen, da hun var 14 - »vi lærte for lidt og var bange for lærerne« - og kom i lære i silkehuset Pahl, der lå i Pilestræde. En af hendes kolleger var søster til Villy, som Gerda mødte, da hun var 17 og forlovede sig med, da hun var 18 år. Da hun var blevet enke arbejdede Gerda Muff først hos Westerbye, så hos Krog og Dahl, der solgte silkestoffer. Da den store flotte art deco-biograf Palladium åbnede i 1938, blev Gerda Muff en af de tre fikse kontrolløser, der iført lyseblå uniformer viste publikum på plads.
»Jeg var blevet gift igen i 1936, men jeg har aldrig været rigtig god til at være gift. Hvis jeg skulle leve livet om, ville jeg nok vælge at være single, men naturligvis ville jeg have min elskede Helen. Mit andet ægteskab havde både gode og dårlige år, og da der til sidst var flest dårlige, var der ingen grund til at blive i det,« mener Gerda Muff. »Da jeg blev 52, holdt jeg op i Palladium. I stedet fik jeg arbejde på Statens Seruminstitut, hvor jeg efterhånden fik titel af laborant. Dér blev jeg, til jeg fyldte 70 år, de sidste tre år på deltid.«
Fra hun var 60, til hun blev 80, var Gerda Muff 15 gange i USA. Da hun var 70, begyndte hun at tage på højskole og har været på 26 forskellige landet over.
Hver mandag og fredag bliver Gerda Muff hentet og bragt til dagcentret Bodillestuerne, hvor hun tegner og maler. Hun har både tegnet indbydelser og bordkort med blomstermotiver til festen på torsdag med 52 deltagere. Den holdes hos datteren og svigersønnen i Stavnsholt.
»Det er i orden at blive gammel, især når man ikke er syg. Jeg bruger rollator og har hjemmehjælp en time hver fjortende dag, men klarer ellers mig selv med Helens hjælp,« fortæller hun.
»Lige meget hvor jeg kommer nu om dage, er jeg den ældste. Men jeg er forbavset over, hvor lidt gamle mennesker kan nøjes med at tale om. Hvis man prøver at indlede en samtale om f.eks. computere, siger de fleste, at sådan noget møg gider de virkelig ikke beskæftige sig med. Og så sidder de og er bitre over, at børnene ikke ringer hver dag og kommer og besøger dem med kager op ad armene hver søndag. Men hånden på hjertet, gjorde vi selv det?« spørger Gerda Muff, der tit ser sin store familie, der bl.a. omfatter tre børnebørn, fire oldebørn og et tipoldebarn.
http://dinby.dk/koebenhavn-n/105-aarige-gerda-er-stadig-frisk
Gerda Muff er stadig frisk og rask trods sine 105 år. Privatfoto
Fest: Det blev fejret med maner i Aktivitetshuset Balder, da en af stedets trofaste brugere, Gerda Muff, i sidste uge fyldte 105 år. Fødselsdagssang, lagkage og gaver blev fødselaren til del, og efter sangen takkede Gerda med ordene:
»I skal ikke være så bange for at komme op i årene. Man skal bare tale om det man kan - og ikke bruge tid på alt det man ikke kan,« siger Gerda Muff.
Trods den høje alder dyrker Gerda Muff både gymnastik og laver en række hobbyaktiviteter.
Der bliver dog også tid til de tre børnebørn, fire oldebørn og de to tipoldebørn.heso






Ingen kommentarer:

Send en kommentar