mandag den 4. januar 2016

Blogindlæg 14-30 april 2010


  • Interview med ældste nulevende

    http://lokalavisen.dk/elly-fra-gentofte-er-dan... 

    Elly Hansen hører fint og taler fint. Men hun har en byld på venstre side af halsen, der bekymrer familien meget. Hendes læge mener, det måske skyldes en tilstoppet spytkirtel. Familien så meget gerne, at en hals-specialist ville tilse hende, men det er endnu ikke lykkedes at overtale en sådan til et hjemmebesøg. Foto: Jesper Bjørn Larsen 

    Tip en ven Udskriv Kommenter 

    Elly fra Gentofte er Danmarks ældste 
    Elly Hansen fra Jægersborg fyldte 109 år samme dag, som regenten fyldte 70. Hun husker kvinders valgret - det var i 1915 - som en af de gladeste begivenheder i sit liv 

    Af Jesper Bjørn Larsen 
    Husker du systemskiftet i Danmark, hvor Venstre overtog magten efter Estrup? Eller da Dronning Victoria i England døde? 
    Nå, ikke. Det gør Elly Hansen fra Skjoldagervej næppe heller, men det var i dette år, hun kom til verden den 16. april. Året var 1901. 
    Elly Hansen lever stadig. I bedste velgående, med et humør og en livsglæde, der smitter i det øjeblik, man møder hende. Og nu er hun så Danmarks ældste borger med sine 109 år. 
    "Det er helt uvirkeligt. Det er ikke noget, jeg spekulerer på, eller gør et stort nummer ud af. Jeg spekulerer kun på, at alle skal have det bedst muligt". 
    Ellys familie har fået lavet en slægtsbog, der går 1.400 år tilbage. Og af den fremgår det klart, at hun er den første, der bliver så gammel. Selv betragter hun det mest som et tilfælde. 
    "Det er kommet gradvist, ganske gelinde, det er jo ikke kommet som en kanonkugle", smiler hun. 

    Sad alene i kirken 
    Elly Hansen har boet i Gentofte, først Hellerup og siden Jægersborg, næsten hele sit liv. Men hun blev født i Brønshøj, hvor hendes far var kirkeværge. 
    Hun fulgtes med sin far hver søndag i kirke, men hun kunne ikke sidde sammen med ham. For dengang i starten af 1900-tallet var der skam en herre- og en dameside i kirken. Lige som der var i resten af samfundet. 
    "Når der blev født en dreng, så var der jubel i familien. Det var der ikke med en pige. En dreng var ligesom en højere skabning. Det er meget bedre at være kvinde i dag end i min tid", fortæller kvinden, der husker sit køns valgret i 1915 som en af de lykkeligste historiske begivenheder. 

    Sov på det 
    Elly var kontorelev i Landmandsbanken, da hun mødte sin mand, som var chef i banken. De blev gift, da hun var 20, og de fik 77 år sammen. Fyldt med gode stunder, selv om der selvfølgelig også var mindre gode stunder. 
    "Hvis vi blev uvenner, sagde han altid 'Elly, jeg går en halv time, og så bliver du her imens'. Og det gjorde jeg så", smiler hun. Hun læner sig lidt frem i lænestolen. 
    "Som min far altid sagde: 'Sov på det'. Det er en ganske udmærket leveregel. Så er verden lettere at se igennem, og livet er lettere komme igennem. Og igennem, det skal man jo". 
    Sammen fik parret to børn. På spørgsmålet om hvilket køn, lyser hendes øjne varmt. Som de gør mange gange i løbet af den halve times snak. 
    "Selvfølgelig en af hver. Det er da det eneste, man kan tage for gode varer". 
    Valgret eller ej, man var husmoder med stort H i Ellys generation. Og det var fuldtidsarbejde. 
    "Jamen, kæreste, man syltede, bagte og henkogte jo i et væk. Der var hele år, hvor jeg ikke købte et franskbrød". 
    Elly Hansen brugte også mange kræfter i Husmoderforeningen. Hun var en af initiativtagerne til en udflugt til Rom. For som hun siger, 'der var for mange af kvinderne, der ikke kom nok ud'. 
    Der kommer nok 50, tænkte Elly, men der meldte sig over 600. 
    "Så fik jeg kolde fødder, men det blev en kæmpe succes. Alle var så forventningsfulde, og Rom var pragtfuld". 

    Mange tab 
    Begge Ellys børn er desværre døde i dag. Det er en af skyggesiderne ved at blive så gammel. Man oplever mange smertelige tab. 
    "Skyggesiden er noget, man må regne med. Man må tage det hele med oprejst pande, forsøge at få det til at glide. Under alle omstændigheder, og jeg mener alle omstændigheder, er livet en vidunderlig opfindelse. Der er da ikke noget så dejligt som et lille nyfødt barn". 
    I dag tæller Ellys nærmeste familie syv børnebørn og 11 oldebørn. 
    Elly Hansen bor stadig hjemme, men får hjælp flere gange om dagen. Og hun er rørt til tårer over den hjælp, hun får. 
    "Jeg møder en omsorg af en anden verden. Hvis alle havde det som mig, så var der ingen, der kunne klage". 
    Hun kommer ikke uden for en dør længere, men hvis nogen tror, hun så bare bruger tiden foran fjernsynet, kan de godt tro om. Det røg ned i kælderen flere år siden. 
    "Det har jeg brugt nok tid på. De kæfter jo bare op hele tiden", ler hun. 
    Elly udtrykker sin glæde ved Villabyernes besøg, og borgmesterens besøg på dagen var også dejligt. 
    "Han er et yderst besindigt og eftertænksomt menneske, en ganske udmærket mand. Han lovede at komme igen næste år. Så må vi bare håbe, jeg stadig lever til den tid. Det er selvfølgelig en forudsætning", smiler hun. 

    Publiceret: 19. April 2010 15:00
  • Fra Information

    http://www.information.dk/51847 

    Nekrologer2. marts 2001 

    Robert Møller, 105 år 
    *Lærer Robert Møller, København, er død. 
    Robert Møller var murermestersøn på københavnske Østerbro. Efter endt læreruddannelse i 1918 var han kortvarigt beskæftiget i Hadsund og Farum, men det var ved Korsvejens skole i Tårnby, han lagde sit livsværk. Robert Møller blev en populær lærer, der var glad for sit arbejde. Han gik på pension som 70-årig. 
    Endnu som 100-årig boede Robert Møller i sit hus i Kartoffelrækkerne i København. 
    For nogle år siden havde Robert Møller den sorg at miste sin eneste søn, filminstruktøren Edward Fleming.Inf. 

    http://www.information.dk/87200 

    NEKROLOGER31. oktober 2003 

    Magdalene Nielsen, 107 
    *En morgensnaps og et par cerutter i løbet af dagen holder lægen fra døren. Det var på forespørgsel Magdalene Nielsens opskrift på et langt og sygdomsfrit liv. Til sin død var hun Fyns ældste, og trods sin høje alder fik hun aldrig brug for læge eller sygehus. 
    I hjemmet på Strandvejen i Svendborg kunne hun i sin livsaften se tilbage på et virke, der omfattede knap 50 års arbejde ved Svendborg Telefoncentral, heraf de sidste mange som forstanderinde. 
    Magdalene Nielsen døde præcis 50 år efter indførelsen af den første fuldautomatiske telefoncentral, der åbnede i oktober 1953, starten på en automatiseringsproces, som snart skulle gøre ’telefondamer’ og forstanderinder overflødige. 
    Selv i sin høje alderdom blev Magdalene Nielsen boende i sin egen villa, velvidende at hendes to efterhånden aldersstegne døtre ville kontakte hende dagligt. Først i de senere år havde hun tillige en hjemmehjælp, men det var det nærmeste, hun nogensinde kom i nærheden af at blive klientiseret.j.k. 

    http://www.information.dk/87927 

    Harry Meistrup, 104 år21. november 2003 | Historik 
    Lagt på information.dk 21. november 2003 kl. 01:00. Bragt i den trykte udgave 21. november 2003. Senest opdateret 29. maj 2007 kl. 20:57. 
    Opslag til denne artikelEmneord: dødsfald 

    *Danmarks ældste aktive tennisspiller, fhv. hovedkasserer Harry Meistrup er død, 104 år og seks måneder gammel. Han var i sine unge dage mangeårig danmarksmester i kunstskøjteløb sammen med hustruen, Eva. Harry Meistrup stiftede Sjællands Skøjte Union i 1961 og var medlem af Dansk Skøjte Unions bestyrelse fra 1946 til 1962. Han blev meldt ind i KB i 1914 og var til det sidste fortsat aktiv tennisspiller, hvilket bragte ham i Guinness Rekordbog. Harry Meistrup var æresmedlem af KB, Dansk Skøjte Union og Dansk Idræts Forbund.
  • Fra Nordkysten

    http://nordkysten.nu/?Id=12322 

    TREDJEÆLDST I DANMARK 
    Festdag for Else Sofie på 108 
    Torsdag 24. september 2009 kl: 16:30 

    Else Sofie Jensen - dejlig 108 års fødselsdag. 

    Danmarks tredje ældste borger, Else Sofie Jensen Lundblad, blev torsdag eftermiddag fejret på Skovsminde Omsorgscenter i Græsted med føselsdagssang, lagkage og kaffebord i anledning af sin 108 års fødselsdag. Borgmester Jannich Petersen lykønskede på Gribskov Kommunes vegne og holdt tale for fødselaren, der har oplevet mangt og meget siden 1901. 

    GRIBSKOV: Else Sofie er frisk og nogenlunde rørig, bortset fra hørelsen der driller hende. Hun føler sig stadig "ung". Else Sofie ortæller at hun har været skolelærer i Randers, inden hun kom til Græsted, og hun kan slet ikke forstå, hvor de mange år er blevet af. 

    Hun har aldrig været gift, og har derfor ingen børn eller børnebørn, men har som lærer haft hundredvis af dejlige børn omkring sig. 

    De to danske statsborgere, som er ældre end Else Sofie, hedder Thyra og Elly. 

    [Opdateret: 25-09-2009 10:22] 

    http://nordkysten.nu/?Id=6441 

    DANMARKS FJERDEÆLDSTE 
    107 år blev fejret i Helsinge 
    Onsdag 24. september 2008 kl: 20:01 

    En dejlig kop kaffe og lagkage til Else Lundblad på 107 års dagen. 

    Else Lundblad, "Helsingegården", Skolegade i Helsinge fejrede 107 års fødselsdag i dag - og hun fik hurraråb og hyldest fra Gribskov Kommune, personale og beboere. 

    HELSINGE: Der var trængsel og glæde på Plejecentret "Helsingegården" i dag, da Else Lundblad blev fejret på 107 års dagen med en festlig sammenkomst. 

    I dagens anledning var flaget naturligvis hejst på "Helsingegården", og fødselslaren kunne stråle om kamp med solen, der skinnede fra en skyfri himmel. 

    Else Lundblad kunne også glæde sig over, at hendes nærmeste slægtning, grandnevøen Finn Olafsson, var med til den festlige dag på 'Helsingegården'. Her ønskede formanden for serviceudvalget, Birgit Roswall, tillykke på Gribskov Kommunes vegne. 

    Birgit Roswall hæftede sig ved, at fødselaeren kunne fejre den store dag i det flotteste efterårsvejr. Det vidner om, at Else også har ført et godt og sundt liv. 

    Else Lundblad Danmarks fjerdeældste borger. 

    [Opdateret: 24-09-2008 20:34]
  • Interview med 3-ældste nulevende

    http://infolink2003.elbo.dk/imt/bruger/print.a... 

    Jeg har aldrig fortrudt 

    Af Anette Ingemansen 

    interview 

    Danmarks ældste diakonisse, Søster Marie på 104 år, tager hver dag som en gave og en opgave. 

    Nå, er du ved at være en træt søster, spørger jeg Søster Marie. Hun kigger på mig med sine milde gamle øjne og svarer: 

    »Ja, fysisk, men jeg tager hver dag som en gave og en opgave, givet mig af Gud. Jeg prøver at følge med i, hvad der sker her på diakonissehuset. Jeg læser IMT, Kristeligt Dagblad og bøger.« 

    Sådan svarer Danmarks ældste diakonisse på 104 år på et direkte spørgsmål. Søster Marie er veloplagt og klar til interviewet. Hun er klædt i sin grå diakonissedragt med en stivet hvid krave, og hovedbeklædningen er en hvid kappe. 

    Diakonissen bor på Lindely, der er Sankt Lukas Stiftelsens ældrehjem i Hellerup. 

    Vi var fattige 

    To år før Søster Marie, Inger Marie Larsen, kom til verden den 22. februar 1902, blev Diakonissehuset Sankt Lukas Stiftelsen grundlagt. 

    Isabelle Brockenhuus-Løwenhielm fik en vision om at åbne et kristent sygehus på grund af de mangelfulde hospitalsforhold i København i 1880’erne og samtidig tilbyde en et-årig sygeplejerskeuddannelse for unge kristne kvinder. Sammen med pastor Vilhelm Kold fra Indre Mission blev visionen realiseret. 

    Der var hårdt brug for en diakonal hjælpeindsats. Forholdene i by og på land var svære for mange. Søster Marie kom selv fra meget små kår som den ældste af en søskendeflok på seks. Hendes forældre havde et lille husmandsbrug i Uglev ved Søndbjerg i nærheden af Thy. 

    »Jeg havde et trygt hjem, men vi var fattige,« fortæller Søster Marie. Hun voksede op i et indremissionsk hjem og kan huske da vækkelserne gik over egnen, og da missionshuset i Uglev blev bygget. 

    Her gik Søster Marie i søndagsskole i nogle år. I missionsarbejdet blev der også taget nye tiltag, 
    f.eks. samtalemøder. »Jeg kan huske, at pastor Paludan var noget skeptisk over, at almindelige folk skulle føre ordet, og endda kunne bede højt,« siger Søster Marie. 

    Hun blev konfirmeret i 1916 -under Første Verdenskrig. Krigen mærkede familien mest ved, at alt blev rationeret. 

    Jeg kunne ikke stå mål 

    Som 15-årig kom Søster Marie ud at tjene. Hun havde flere pladser, men hendes liv tog en ny drejning, da hun fik plads på Søndbjerg Børnehjem hos Søster Kamma, der kom fra Sankt Lukas Stiftelsen. 

    »Efter et stykke tid sagde Søster Kamma til mig: ’Jeg tror, at du skal være diakonisse.’ Men det ville jeg ikke, jeg kunne ikke stå mål med Søster Kamma,« forklarer Søster Marie. Men diakonissens ord gjorde sin gerning. I en alder af 30 år søgte Søster Marie ind som søsterelev på Sankt Lukas Stiftelsen. Det var i 1932. 

    »Jeg var blevet overbevist om, at jeg havde et kald, selv om jeg følte, at jeg ikke duede.« 

    Søster Marie blev antaget, men måtte begynde for halv kraft. Nogen tid før hun skulle rejse til København, blev hun ramt af alvorlig sygdom. Hun kom sig, men hun havde ikke så mange kræfter til at ordne de ting, hun skulle have med til København. 

    »Vi skulle selv medbringe alt, og vi fik at vide, hvad vi skulle have med. En hat, en frakke, seks kjoler og seks par strømper og så videre. Så skulle vi medbringe hundrede kroner, for det første år fik vi ikke løn. Vi leverede pengene på Stiftelsens kontor og fik 25 kroner udbetalt hvert kvartal til strømper,« fortæller Søster Marie. 

    »Vi fik også udleveret stof til vore søsterkjoler, som vi selv skulle sy og medbringe. Vi skulle have tre blå til arbejdsbrug og en sort kjole til fest- og gudstjenestebrug.« 

    Leve afholdende 

    Søster Marie begyndte som søsterelev på samme tid, som det nuværende Sankt Lukas Stiftelsen blev indviet og taget i brug. 

    »Min første opgave var at sy navn på mit tøj. Derefter bestod mine opgaver i at hjælpe i køkkenet og vaske hospitalets sengetøj,« siger Søster Marie. Et år efter sagde hun ja til at blive prøvesøster. Det var hun de næste fem år. I den periode bestemte hun sig for at tage en uddannelse som sygeplejerske, som varede tre et halvt år. Hun arbejdede på forskellige hospitaler i byen, og hun var også på Fårevejle Sygeplejehøjskole. 

    I 1938 blev hun spurgt af forstanderskabet, om hun ville være diakonisse. Forstanderskabet bestod af forstanderen og forstanderinden. 

    »Jeg svarede ja i tiltro til, at når jeg hørte Gud til, ville han også vise mig, hvor jeg skulle gå. At blive diakonisse var Guds vilje med mit liv,« understreger Søster Marie. Hun blev indviet den 1. maj 1938, og indvielsen indebar flere ting: 

    »Jeg sagde ja til at leve afholdende og ikke stifte familie. Indvielsen til diakonisse gjorde, at jeg var i et særligt lydighedsforhold til Sankt Lukas Stiftelsen. Jeg kunne sige nej, når jeg blev spurgt om en opgave, men det var svært at sige nej til at blive sendt,« understreger Søster Marie. 

    De lange vintre 

    Søster Marie arbejdede i tre år som diakonisse på Københavns Spædbørnehjem, inden hun i 1941 sagde ja til en tjeneste i Hvorslev-Gjerning sogns menighedspleje. Sognet ligger mellem Bjerringbro og Randers. 

    Her fungerede Søster Marie i 28 år som sygeplejerske i menigheds plejen. 

    Menighedsplejen havde dengang til formål at yde sygepleje i de fattiges og mindre bemidledes hjem i byerne og på landet. 

    »Jeg havde det godt med det, jeg skulle, for jeg har altid ønsket at komme ud i menighedsplejen,« forklarer Søster Marie. Hun fungerede nærmest som en distriktssygeplejerske, og transportmidlet var en cykel. 

    Søster Marie giver udtryk for, at hun gennem alle årene er blevet behandlet godt. Særlig glad var hun for sine barselspatienter. Dengang fødte man jo hjemme. 

    De betalte kørekort og bil 

    Men tjenesten var også barsk. Søster Marie husker de lange vintre i 40’erne, hvor vandet var frosset til, og hun måtte cykle rundt i bidende kulde. Søster Marie kom til Midtjylland under Anden Verdenskrig, men hun var aldrig bange, når hun færdedes på vejene. 

    »Jeg så mange gange tyskerne komme kørende, men de gjorde ikke mig noget,« fortæller Søster Marie. 

    Tjenesten som diakonisse var under små kår. 

    »Det hed sig, at den lokale menighed skulle sørge for lejlighed og penge til kost og strøm, når vi skulle arbejde i menighedsplejen. Da jeg kom til Hvorslev og Gjerning, var der ingen lejlighed til mig, så i de første tre måneder boede jeg i præstegården. Jeg fik ikke altid nok kostpenge, menigheden havde ikke råd. Nogen gange fik jeg også mad i stedet for penge,« forklarer Søster Marie. 

    »Jeg var lige så fattig, som dem jeg hjalp.« 

    Efter 15 år fik Søster Marie telefon. På et tidspunkt samlede menigheden ind, således at Søster Marie også kunne få kørekort og en bil. 

    »Jeg fik en Ford Anglia uden varme til 6.000 kr.,« fortæller Søster Marie. I 1969 gik diakonissen på pension og flyttede ’hjem’ til Sankt Lukas Stiftelsen. Det var en fysisk mærket diakonisse, som vendte hjem. Men hun kunne stadig give en hånd med i flere små opgaver. 

    Søster Marie var især glad for at have nogle vagter på Lindely blandt de ældre søstre. 

    At stole på Gud 

    Nu er det Søster Maries tur til at blive passet og plejet. 

    »Jeg har aldrig fortrudt, at jeg blev diakonisse. Jeg kan slet ikke forstå, at Gud er så god ved mig. Det vigtigste, jeg har lært i min gerning, er at stole på Gud,« understreger diakonissen. 

    »Jeg ved, at jeg ikke kan blive meget ældre, men mit liv er i hans hånd.« 

    Lige inden Søster Marie gør sig parat til middag kl. 11.30 oplever jeg, at humoren ikke har forladt den gamle søster. 

    »I kaldet som diakonisse har jeg altid kæmpet med mindreværdsfølelse. Nu er jeg over hundrede, så det er næsten gået af mig,« griner Søster Marie hjerteligt. 

    Artikel bragt i: IMT 2006 nr. 12 
    Forfatter: Anette Ingemansen
  • Elly Hansens 109-års fødselsdag

    I dag 16 april fyldte Elly Karin Hansen, Jægersborg, 109 år. 

    TV2-Lorry var på besøg i fødselsdagsbarnets lejlighed og har bragt et klip i TV kl.18.15. Det gentages sikkert i aftenens programmer og kan derefter ses på http://www.tv2lorry.dk/nettv/ 

    Elly Hansen bor vistnok på Skjoldagervej, altså ikke Ibstrupvænget. Det må have været en anden Elly Hansen, som tidligere boede på Ibstrupvænget, mens Elly Hansen hele tiden har boet Skjoldagervej, hvor telefonen stadig er registreret i hendes afdøde mand Rudolf A Hansen navn.
  • Fra Nordvestnyt (Kalundborg Avis)

    http://www.nordvestnyt.dk/artikel/59983:Indlan... 

    18. februar 2010 12:10 Af RITZAU 
    Danskere bliver lagt i kisten langt før andre OECD-lande. Men ifølge fremskrivninger vil over halvdelen i fremtiden blive over 100 år. Siden 1970'erne er danskernes gennemsnitslevealder gået ned af bakke. Blandt OECD-landene er Danmark gået fra at toppe listen over levealder til at svømme rundt blandt en 18.-20. plads. 

    Trist tendens, men ifølge professor fra Center for Aldersforskning fra Syddansk Universitet, Kaare Christensen, begynder skuden snart at vende. 

    - Undersøgelse viser, at hvis den udvikling, der er foregået de sidste 150 år, fortsætter, vil halvdelen af de danske børn, der bliver født i dag, blive over 100 år, siger Kenn Christensen. 

    En af de danskere, der bidrog til at opgraderingen på listen, er den netop afdøde Thyra Kongsø. Hun nåede at runde 109 år og var dermed Danmarks ældste borger. 

    At dømme ud fra forskningsprojekter fra Center for Aldersforskning vil Thyra Kongsøs alder ikke blive nær så usædvanlig i fremtiden. 

    - Vores undersøgelser viser, at der er årlige fremskridt. Rygefrekvensen går ned, og motionsfrekvensen går op, hvilket er med til, at Danmark snart begynder at møve sig op af OECD's liste, siger Kaare Christensen. 

    Seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at gennemsnitslevealderen blandt danske mænd er 76,3 år, mens den er 80,7 år for kvinder. I Japan, der topper OECD-listen, er gennemsnitslevealderen blandt kvinder 86 år. 

    Kaare Christensen indrømmer, at der er langt vej endnu, men er fortrøstningsfuld. 

    - Vi taber ikke yderligere terræn. Rygeloven, et godt behandlingssystem og muligheden for at foretage et aktivt sundt valg er med til at sikre, at halvdelen af Danmarks befolkning i fremtiden vil blive over 100 år, siger Kaare Christensen. 

    http://www.nordvestnyt.dk/artikel/59953:Indlan... 

    18. februar 2010 08:04 Af RITZAU 
    Danmarks ældste borger, Thyra Kongsø, er død kort efter sin 109-års fødselsdag. Hendes tro gav hende et langt liv, mener familien. Danmark har mistet sin ældste borger. Thyra Kongsø, som blev 109 år, er død. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. 

    Thyra Kongsø, som fyldte 109 den 9. januar, blev født på Fur helt tilbage i 1901, og hun flyttede senere sammen med sin familie til Mors, hvor hun blev uddannet til herreskrædder. Da Thyra Kongsø fyldte 20 år, gik turen videre til København, hvor hun fik arbejde på restaurant Valhal på Vesterbro. Det var også her, hun mødte sin kommende mand. 

    Da parret blev gift, flyttede Thyra sammen med sin mand til Grøndal, og senere gik turen til Brønshøj. Hun blev enke for 36 år siden. 

    Thyra Kongsø voksede op i et indremissionsk hjem, og troen betød meget for hende. Hendes familie er således overbevist om, at hendes stærke tro var medvirkende årsag til hendes lange liv, skriver avisen. 

    Thyra Kongsø efterlader en søn, tre børnebørn og seks oldebørn. 

    http://www.nordvestnyt.dk/artikel/26373:Navne-... 

    22. maj 2009 18:01 
    Kirke Helsinge: Louise Marie Madsen, Ryevej 28 A, Kirke Helsinge, fylder 105 år i dag. Hun stammer fra Gudbjerg på Vestfyn, hvor hun efter konfirmationen fik hun plads på forskellige godser. Som 22-årig blev hun ansat som husjomfru på Nordruplund Gods ved Munke Bjergby, og her mødte hun Hans, som hun giftede sig med i 1929. 

    Sammen fik de plads på Bøstrup Gods ved Drøsselbjerg, hvor de købte hus og fik børnene Erik, Tove og Ragnhild. 

    For 17 år siden mistede Louise Madsen sin mand og flyttede i pensionistbolig på Ryevej i Kirke Helsinge. Her for fem år siden besøg af daværende borgmester Tommy Dinesen og børn, børnebørn og oldebørn i anledning af sin 100 års fødselsdag. 

    I 2005 var det Louise Marie Olsen, der som Gørlev Kommunes ældste borger (101 år) klippede snoren over ved indvielsen af Rørmosecentret.
  • Fra Vejle Amts Folkeblad

    http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/10310... 

    Danmarks ældste mand er død 
    01.04.2009 kl. 12:04 

    Martin Gammelgaard fra Esbjerg er død, oplyser TV2 Syd. Han blev 107 år og var dermed landets ældste mand. 

    Martin Gammelgaard blev født i 1901, og da han fyldte 107 i september sidste år, boede han stadig i sin egen bolig i Esbjerg. Her stod han selv for madlavningen - en opgave, der faldt ham let, da han var udlært slagter. I anledning af fødselsdagen fortalte han, at han havde planlagt sin 110-års fødselsdag. Den skulle holdes i et forsamlingshus. Siden måtte Martin Gammelgaard flytte på plejehjem. 

    I alt er der i Danmark 113 mænd, som er fyldt 100 år, og 696 kvinder, oplyser Danmarks Statistik. Efter Martin Gammelgaards død, deles aldersrekorden af tre kvinder, som alle er 107 år 

    http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/48604... 

    Danmarks ældste mand bliver 107 år 
    29.09.2008 kl. 08:28 Af Ritzau 
    AnnonceMartin Gammelgård fra Esbjerg fylder 107 og har allerede planer for, hvordan han om tre år skal fejre sin 110-års fødselsdag. 
    I Esbjerg bor landets ældste mand, og hans 107-års fødselsdag fejres i dag. Det oplyser P4 Esbjerg. Og dagens fødselar, Martin Gammelgård, regner ikke med at nøjes med 107 år. Han har allerede planlagt sin 110-års fødselsdag. Således skal 110-års dagen finde sted i Ålbæk Forsamlingshus ved Bramming. 

    Martin Gammelgård blev født i 1901, og bor stadig i egen bolig i Ribegade i Esbjerg. 

    Han blev udlært slagter, og fortsatte i øvrigt som slagter i Esbjerg helt frem til han var 78. Men det er jo allerede mange år siden. Knivene sliber han dog fortsat, og aftensmaden klarer Martin Gammelgård også stadig selv. 

    1. januar i år havde Danmarks Statistik registreret 103 mænd i Danmark på 100 år eller mere, 628 kvinder havde rundet de 100 år. 

    http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/11427... 

    Hun er født i Christian 9.s tid 
    Jelling 13.05.2009 kl. 08:53 Af Leif Baun 

    Kirstine Marie Poulsen har set mere af verden end de fleste. Og som 102-årig så hun Jelling fra luften 
    Jelling: Der er ikke mange danskere tilbage, der kan prale med, at de er født i Kong Christian 9.s tid (1863-1906). Men på Højagercentret i Jelling er der én der kan. Kirstine Marie Poulsen kom til verden 15. maj 1904, og på fredag kan hun altså fejre sin 105 års fødselsdag. 

    Hun er født på Engmarksgård i Harresø i en søskendeflok, der også talte fire brødre. 

    Dem skulle hun passe, når moderen var ude og malke. Mørket brød hun sig ikke om, så en enlig petroleumslampe dæmpede manglen på lys. 

    http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/17307... 

    Hedensted Kommunes ældste er død 105 år 
    KORNING 06.06.2008 kl. 12:10 
    Hedensted Kommunes ældste borger, Ester Jakobsen, der fyldte 105 år den 3. december i fjor, er nu død. 

    AnnonceKORNING: Hedensted Kommunes ældste borger, Ester Jakobsen, Vestervang Plejecenter, Vestervangsvej 2 A, Korning, er død 105 år. Ester Jakobsen er født og opvokset på Bornholm. Som ung blev hun elev på Luthersk Missionsforenings højskole i Hillerød, da hendes far havde været missionær for missionsforeningen. På højskolen traf Ester Jakobsen (født Pedersen) sin mand, Ole Jakobsen. De to unge var ringforlovede i ni år, før brylluppet stod i 1934. De havde i Stubdrup i Jerlev Sogn købt en gård, der blev deres første hjem. Her blev parrets fire børn født. Landbrugsarbejdet var hårdt, men flid, ambitioner og sparsommelighed betød, at Ester og Ove Jakobsen i 1947 kunne købe en større gård i Gl. Højen. Den drev de frem til 1963. Efter salget af gården i Højen flyttede parret til et parcelhus på Toftevænget i Løsning. De to var meget aktive i Indre Mission og flittige kirkegængere. Ole Jakobsen var vokset op i et stærkt religiøst miljø omkring missionshuset i Sindbjerglund ved Lindved. I Løsning var de fortsat aktive i kirke- og missionslivet. Ester Jakobsen mistede sin mand i 1982, men i de næste mange år magtede hun selv som enlig at passe huset og haven på Toftevænget. Inden hun gik i kirke, satte hun ofte en steg over, og så var andre kirkegængere inviteret med hjem til middag. Også ensomme naboer fik besøg og invitationer, og Ester Jakobsen sørgede i flere år for at dele kirkebladet rundt i et område af Løsning. I 1996 blev huset i Løsning solgt, og Ester Jakobsen fik som 94-årig ophold på »Vestervang«. Her kunne hun for fem år siden fejre sin 100 års fødselsdag omgivet af sine fire børn, svigerbørn, ni børnebørn og 15 oldebørn. Ester Jakobsen er i formiddag blevet begravet fra Løsning Kirke. move 

    http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/10058... 

    Vejle 23.03.2009 kl. 12:00 
    AnnonceVejle: Hilda Stehr, plejehjemmet Bakkegården, Vejle, er død, 104 år 

    http://www.vejleamtsfolkeblad.dk/artikel/63209... 

    15.11.2008 kl. 08:00 
    Annonce»Farmors sidste rejse - en usædvanlig beskrivelse af en udlandstur i en høj alder«. Fortalt livsbekræftende og muntert af mangeårig tv-vært i DR, Jytte Dreyer, på I.P. Schmidtgården i klaverstuen torsdag den 20. november klokken 14.30. 

    Alle er velkomne. 

    Jytte Dreyer beretter om sin farmor, der i 1965 - som 104-årig - rejste alene til Rom. Familien anede ingenting og blev nervøse, da de en dag ikke kunne få kontakt med hende og satte en eftersøgning i gang.
  • Fra Hvidovre Avis

    Fra internetarkiverne for diverse lokalaviser vil jeg i den kommende tid gengive omtaler af oldinge. Fra Hvidovre Avis: 

    http://hvidovre.lokalavisen.dk/hvidovres-aelds... 

    Hvidovres ældste gået bort 
    Kvinderne lever længe i Hvidovre. 
    Sidste år kunne vi berette om Dannmarks ældste, Kirsten Margrethe Kjær, der i de sidste år boede på Strandmarkshave, som kunne fejre sin 108 års fødselsdag, bl.a. med borgmesterbeøg og mange gratulationer. Men den ellers åndssfriske kvinde gik bort i år. 
    En anden gammel Hvidovreborger, Dagmar Bentzen, der ville være fyldt 106 år i september, døde i fredags den 8. juli på Svendebjerghave. 
    Dagmar Bentzen passede selv sit hjem, hus og have på Strandholms Alle, indtil for bare 3-4 år siden. Hun klippede hæk og slog græsset selv om hun havde passeret de 100 år, og kunnne såmænd også finde på at klatre op i træerne, når der skulle beskæres frugttræer. Han var stolt over at kunne ordne det hele selv. 
    Sammen med sin forlængst afdøde mand, byggede Dagmar Bentzen selv deres første hus på Dalumvej ved Baunebakken, men måtte vige for opførelsen af Hvidovrevejens Butikscenter, hvorefter de flyttede til en villa på Strandholms Alle. 
    Bisættelsen har fundet sted i stilhed. m- 

    Publiceret: 13. Juli 2005 11:00 

    http://hvidovre.lokalavisen.dk/fru-heiberg-fyl... 

    HVIDOVRES ÆLDSTE BORGER - 

    Fru Heiberg fyldte 104 år 
    Humøret hos Else Heiberg var i top, da man i onsdags på Strandmarkshave fejrede hendes fødselsdag 

    Fru Else Heibergs hjem på Strandmarkshave var velbesøgt i onsdags. Formanden for Socialudvalget, Helle Adelborg, var sammen med plejere og medbeboere kommet for at hylde Hvidovres ældste borger. 
    Fru Heiberg, der er opvokset på Nørrebro i Skyttegade, kom som 14-årig ud at tjene som husholderske hos en familie, med hvem hun flyttede til Göteborg i Sverige. Det blev til 6 år i det svenske. Næste stop blev Valby, som Else flyttede til sammen med sin mand, hvor han fik arbejde som gårdmand på Vigerslevgård. 
    Klar til at puste de tre lys - 104 - ud i en kæmpe lagkage dækket af flødeskum og glasur, så Else Heiberg ud til at nyde både dagen og sit otium på Strandmarkshave. 

    Else Heiberg fylder 103 år og fejres af borgmester Britta Christensen og Helle Adelborg maj 2006 

    Publiceret: 15. Maj 2007 10:38 

    http://hvidovre.lokalavisen.dk/hvidovres-aelds... 

    Hvidovres ældste borger, den 104-årige Else Heiberg, er gået bort. Hun sov stille ind på plejehjemmet Strandmarkshave i lørdags den 3. november. 
    Else Heiberg, der var åndsfrisk og ganske mobil til det sidste, fik her i efteråret et stort ønske opfyldt, da hun - med kommunale honoratiores og andre - fik lov til at "bestige" øverste etage i Frihedens Højhus, hvor hun kunne skue ud over Hvidovre og omegn. 
    Bisættelsen fandt sted i går - tirsdag - fra Strandmarkshave Kapel. 

    Publiceret: 07. November 2007 10:12
    • 14 april 2010

  • Fra Århus Stiftstidende 105 år

    http://stiften.dk/article/20090611/AAS/6649734... 

    Peder Møller - 105 år 
    11. juni 2009 08:00 

    105 år. Torsdag 11 juni: Fhv. gårdejer på Stilling Søgård: Peder Møller, Baunegården i Tebstrup. 

    Benene svigter lidt, men hukommelsen er stadig fin og fødselaren følger stadig med i de daglige begivenheder via tv og Stiften.
  • Fra Århus Stiftstidende 106 år

    Hun oplevedeto verdenskrige 
    Mine Pedersen i Trige blev 106 år DØDSFALD: 
    8. marts 2006 00:06 

    FORHENVÆRENDE landmandskone Mine Pedersen, Trige, er død, 106 år. 

    Mine Pedersen var landmandskone i Spørring den største del af sit liv, men det var i Trige, hun blev født og også der, hun boede de sidste mange år af sit usædvanligt lange og indholdsrige liv. 

    Mine Pedersen var engageret i livet og i sin familie, som nu består af en overlevende søn, otte børnebørn og et par og tyve oldebørn. Den 106-årige kvinde blev enke tilbage i 1961, da ægtefællen Alfred døde. Parret blev gift i 1923 og fik to sønner. Trods den høje alder fejlede Mine Pedersens livsmod intet. 

    Helt karakteristisk for hendes store livsappetit blev hun kort før sin 100 års fødselsdag opereret for grå stær, hvilket også hjalp hende til bedre at se. Som ung pige tjente Mine Pedersen på det store landlige gods Vilhelmsborg ved Beder, ligesom hun har arbejdet på et pensionat i Montanagade i Århus. 

    HENDES LIV blev også skildret, da TV2/Østjyllands daværende journalist Kim Fogh, som er et af hendes børnebørn, tegnede et portræt over to udsendelser af den fortsat meget engagerede kvinde, da hun fyldte 100 år. 

    Det blev til et nært og usædvanlig personligt portræt af en kvinde, som har levet over et århundrede og gennemlevet ikke bare én men to verdenskrige og selv taget del i den kæmpe forandring, samfundet har været underlagt socialt og teknologisk. 

    Da Mine Pedersen var barn, kørte man mælk, fisk, kød og ost ud til folk med hestevogne, mens man i dag kører landbrugsvarer helt til Italien i store kølevogne, for så at hente varerne hjem igen i anden form. Alt dette og meget mere oplevede Mine Pedersen, der blev født 24. februar i år 1900, og som døde 3. marts år 2006. 

    E.d.P.
  • Fra Århus Stiftstidende 107 år

    http://stiften.dk/article/20090110/AAS/9120026... 

    Byens ældste fylder 107 år i dag 
    10. januar 2009 11:18 
    Af Morten Svith 
    mosv@stiften.dk 

    107 år. Der var borgmesterbesøg og portvin fra morgenstunden, da byens ældste - Elga Jensen - fejrede 107 års fødselsdag på plejecenteret i Viby. Foto: Flemming Krogh. 

    Gedemælk er opskriften på et langt liv, mener byens ældste, der fylder 107 år i dag. 

    Drik gedemælk som lille, så holder du dig frisk også som 107 årig. 

    Elga Jensen er ældste borger i Århus. Lørdag fejrede hun sin 107 års fødselsdag - blandt andet med et besøg fra morgenstuden af borgmester Nicolai Wammen. 

    Og skal hun selv give opskriften på et langt liv, må det være gedemælk. 

    »Vi havde to geder, som min mor malkede, og så drak vi børn mælken. Den smagte lidt surt, men jeg tror, det er den, der har gjort, at jeg er blevet så gammel,« fortalte Elga Jensen borgmesteren, der som vikar for en sygemeldt ældrerådmand var på lykønskningsbesøg i plejeboligerne på Vidtskuevej i Viby. 

    Byens gave var blandt andet en bog om Landsudstillingen i Århus i 1909. 

    Den husker Elga Jensen - årgang 1902. 

    »Men jeg husker den nu kun svagt, for vi boede i Randlev ved Odder dengang. Da jeg var i konfirmationsalderen, flyttede vi til Malling, og derefter kom jeg til Århus,« fortæller fødselaren, mens hun forsyner sig med et stykke kransekage - og i dagens anledning siger ja tak til et glas portvin. 

    »Et lille et, tak.« 

    Sin høje alder til trods - hun er blandt landets 10 ældste - er det blot et halvt år siden, Elga Jensen flyttede fra plejecentrets ældre del til det nye på Vidtskuevej, hvor hun hver dag er i dagligstuen for at spise - og nyder at hilse på de andre beboere. 

    Og mens byens ældste skåler med byens borgmester - hun med portvinsglasset, han med kaffekoppen - fortæller personalet, at der skal dækkes op til 10 ved eftermiddagens fødselsdagsbord. Elga Jensen fik ingen børn i sit ægteskab, men blandt dagens gæster er blandt andre flere niecer og adskillige gamle bekendte. 

    Elga Marie Jensen - 107 år 
    10. marts 2009 07:05 
    Af Irene Nørgaard 
    navne@stiften.dk 

    Elga Jensen var åndsfrisk til det sidste. Arkivfoto: Kim Haugaard 

    Byens ældste kvinde, fhv. salgsassistent, Elga Marie Jensen, Lokalcenter Rosenvang, er død, 107 år. 

    Elga Jensen var en humørfyldt og livskraftig kvinde, som lige til sin død modtog mange besøg fra venner og familie. 

    Hun forblev åndsfrisk til det sidste, hun læste både blade og aviser og holdt sig orienteret via tv. 

    Det er 10 år siden, at Elga Jensen besluttede sig for, at tiden var kommet til at søge en plejehjemsplads. Dengang var hun ramt af lidt sygdom og ventede et år eller halvandet på at få pladsen på Lokalcenter Rosenvang, hvor hun siden har boet og for nylig kunne glæde sig over at få en endnu større lejlighed. 

    Selv fortalte Elga Jensen avisen, da hun fyldte 105 år, at det var den gode barndom på landet, syd for Århus, med masser af gedemælk, der havde holdt hende sund og rask. De mange trofaste venner i alle aldre var også med til at holde humøret højt. Elga Jensen var hyggelig at besøge og flere byrødder har aflagt byens ældste kvinde et besøg i forbindelse med hendes store fødselsdage.

    100-års dagen blev fejret med familie og venner på Rådhus Cafeen i Århus, hvor fødselaren bød på mad. Senere er fødselsdagene foregået på Rosenvang, hvor hun nød opmærksomheden på livsglad og knivskarp vis. 

    Elga Jensen blev født i Århus og døbt i Århus Domkirke. Hun boede med sine forældre og søskende syd for Århus i barndommen. Hun blev handels- og kontoruddannet med eksamen fra Handelsskolen og arbejdede stort set hele sit voksne liv hos en cykelhandler som salgs- og indkøbsassistent. Ægtefællen, der var fotograf, døde under Anden Verdenskrig og siden har Elga Jensen levet alene. Dog delte hun kolonihave med en god ven i haveforeningen Åbrinken, så længe helbredet var dertil. 

    Højskoleophold med gode veninder var med til at holde hovedet friskt, og hun cyklede daglige ture rundt om Brabrandsøen, mens hun havde sin kolonihave. 

    Naturen, dyr og blomster var nogle af de ting, som betød rigtig meget for Elga Jensen, der også har haft hund og støttet Dyrenes Beskyttelse i Tingskoven af et fuldt hjerte. Elga Marie Jensen sov stille ind efter et langt og godt liv. Hun efterlader niecer og nevøer samt sin vennekreds, som stod hende meget nær.
  • Artikel om Ella Kathrine Mørk Hansen 1902-

    http://stiften.dk/article/20080711/AAS/5851507... 

    Byens ældste borger fylder 106 år 
    11. juli 2008 08:11 
    Af Stine Sofie Mathisen 
    stma@stiften.dk 

    Kreativitet. Ellas stue rummer adskillige malerier, som hun selv har lavet. Blandt andet dem på væggen bag hende. Foto: Kim Haugaard 
    Del 

    Danmarks ældste 
    Den ældste nulevende dansker er en dame på 108 år. Den ældste nulevende mand er 106 år, oplyser Danmarks Statistik (i følge de nyeste tal pr. 1/4 2008.) 

    Med sine 106 år er Ella Mørk Hansen Skanderborg Kommunes ældste borger. 

    Omkring 730 danskere har levet over 100 år. 

    Kilde: Danmarks Statistik 

    Selvom der står år 1902 på Ella Mørk Hansens dåbsattest, er hun ikke på vej på plejehjem - det har hun aftalt med sit barnebarn. 

    Det var en sensation, når en bil kørte gennem gaden, dengang Ella Mørk Hansens barndom udspillede sig i Borgergade. 

    Men på søndag er det også 106 år siden, at livshistorien tog sin begyndelse, og gennem alle årene har Ella boet i Skanderborg, hvor hun har passet sig selv. Det gør hun faktisk stadig - dog med hjælp fra barnebarnet Jette Mørk Hansen på 56 år. 

    Selv synes den 106-årige fødselar nu ikke, at det er unikt at runde sådan en høj alder. 

    »Der kan ikke være meget at skrive om sådan en gammel én,« mener Ella, mens hun nysgerrig iagttager, at hendes nedskrevne livs­historie fylder den ene side efter den anden på blokken. 

    En historie, der blandt ­andet handler om barndomshjemmet i Borgergade, hvor Ella voksede op med moderen, tolv søskende og faderen, der var graver på slotskirkegården. 

    Senere da Ella blev gift, flyttede hun med sin mand til Møllegade og boede der i mange år - også med deres to sønner. Endnu senere dannede hjemmet på Møllegade rammen om flere af børnebørnenes hverdag - blandt andet Jettes, da hun blev passet meget af sin farmor. 

    Ella har tilmed overlevet alle sine søskende, sin mand, der døde i 1965, og sin ene søn, der gik bort i 1997. Men den høje alder ligger nok ­alligevel i generne. 

    Når det kommer til familiens kvinder bliver de nemlig meget gamle. Ellas egen mor blev 96 år og hendes ­mostre nåede også en høj ­alder. 

    Læser dagens avis 
    Selvom Ella har mange år på bagen, er hun gået fri for ­alvorlige sygdomme. 

    Som 102-årig blev hun dog opereret for grå stær på ­begge øjne, hvilket er ganske praktisk, når man forsat ­ønsker at læse dagens avis og følge med i tv - for det gør hun. 

    Jette indrømmer, at hun var noget bekymret for indgrebet. Men umiddelbart ­efter operationen kunne hun - ude fra hospitalsgangen - høre sin bedstemor snakke højlydt med lægerne, og selv rejse sig fra sygesengen. 

    Ella kan dog godt mærke alderen, da bentøjet og hørelsen ikke længere er i top. Jette, der dagligt kommer hos sin bedstemor, oplever også, at Ella midt i en for­klaring kan tabe tråden. Men ellers er hun sund og rask - selv om hun ærgrer sig over, at hun ikke længere kan håndtere strikketøjet. For hun har altid været en meget aktiv og kreativ dame, fortæller Jette. 

    Kigger man rundt i stuen vidner utallige indrammede malerier også om en stor ­interesse for at male og tegne - de er nemlig Ellas egne værker. 

    Ved fælles hjælp 
    Jette Mørk Hansen deltager aktivt i dagligdagen i bedstemoderens lejlighed på Kastanievej, hvor Ella har boet de sidste 18 år. 

    Hver eneste dag sørger Jette for, at Ella får aftensmad, og hun foretager også forskellige indkøb, kører hende til læge- og familie­besøg. Det er nemlig Ellas ønske at blive i sit eget hjem - og det vil Jette gøre alt for, at hun kan. 

    Samtidig kommer hjemme­hjælperen Ditte også dagligt. Hende er Ella meget glad for. 

    »For nylig, da der var en mandlig hjemmehjælper, gik min bedstemor i seng kl. fem for at undgå, at han skulle lægge hende i seng,« fortæller Jette. 

    »Jeg var da venlig og bød ham på kaffe,« mener Ella, der selv tager affære, hvis tingene går for langsomt ­eller det ikke passer hende. 

    Når Ella fylder 106 år 13. juli skal dagen fejres i Ry hos Jettes lillebror. Sammen med hele familien - som er seks børnebørn, tretten oldebørn og fem tipoldebørn er det - indtil videre - blevet til. 

    »Det er sgu ikke mange,« mener fødselaren. 

    Officielt er fødselsdagen faktisk først 15. juli. Men der er sket en fejl ved fødsels­registreringen, og ingen ved, hvad der gik galt - fordi det er så mange år siden.
    • 30 april 2010

Ingen kommentarer:

Send en kommentar